Plader

The Impossible Shapes: We Like It Wild

Skrevet af Jakob Lisbjerg

The Impossible Shapes’ femte album er en ren fornøjelse, hvis man kan lide psychpop af Elephant 6-slagsen.

Amerikansk psychpop er for mange i høj grad er forbundet med navnet Elephant 6. Elephant 6 var et slags musikalsk kollektiv, som på kryds og tværs dels stod for et pladeselskab og et lydstudie, dels formede en række bands som Olivia Tremor Control, Elf Power og Beulah.

Siden Elephant 6 lukkede og slukkede, har kun få amerikanske psychpop-udgivelser fundet vej til de danske pladehylder. Om det er, fordi kvaliteten ikke har været høj nok, eller om der bare ikke har været et udvalg overhovedet, er svært at sige. Nu er der imidlertid kommet en udgivelse fra et band, som har flere udgivelser bag sig, og som oven i købet på deres seneste album virker, som om de stadig har mere at byde på, end de har vist hidtil.

The Impossible Shapes kommer fra Bloomington, Indiana, og We Like It Wild er deres femte album. Ikke dårligt for de fire medlemmer, som stadig er i tyverne. Forsanger Chris Barth er tekstforfatter og var den primære sangskriver på de første albums – noget, som har ændret sig i takt med, at bandet er begyndt at indspille deres musik i studier i stedet for derhjemme. Det betyder også, at lyden af The Impossible Shapes er mere mid-fi end lofi.

Coveret til We Like It Wild forestiller en dreng, der står på et hustag. På ryggen har han bundet et par vinger fast. Han står med ryggen til og overvejer, om han skal hoppe ud og forsøge at flyve. At han i sidste ende beslutter sig for at springe, er der vist ingen tvivl om, hvis man kigger nærmere i coveret. På bagsiden af bookletten kan man se drengen forsigtigt kigge ud over kanten af taget, inde i bookletten står han på tagryggen, og bag på coveret sidder han på taget; parat til at springe.

Albummet åbner med stille, susende feedback og en akustisk guitar, som minder om Nick Drake. Det gælder også vokalen, men da koret slutter sig til, er ligheden med Nick Drake væk. Mange andre albums åbner med et nummer, som er typisk for resten af albummet og dermed slår tonen an. Men det gælder ikke for “Give Me a Note”, som sammen med “What the Winter Does” og “It’s Hard to Lose a Member” er albummets mest stille numre.

De tre næste numre leder lytteren ind i det melodiøse og poppede univers på We Like It Wild. “The Perfect Timing” lyder som det senere Super Furry Animals, “She Let Me Run” har en spørgende Chris Barth og et svarende kor, tre guitarer, der spiller forskellige melodier i to kanaler, og titelnummeret har masser af ekko på vokalen. Man er ikke i tvivl om, at The Impossible Shapes er sjove og skæve sangskrivere med lyst til at lege med flere guitarer og vokalharmonier, som Brian Wilson ville være tilfreds med. Efterfølgende finder man dog ud af, at albummets stærkeste numre endnu venter på sig.

We Like It Wilds midterste del er albummets svageste med to numre i 3/4 (“Sharing Our Space” og “You Are Not the Target”) og det Neil Young’ske “What About the Other Side”. Men efterfølgende bliver man belønnet med større diversitet, end man kunne forvente sig af dette album: “Breathing in the Burning Room” er en dyster omgang med sav, som i første omgang genlyder af sørøverstemning og Black Heart Procession, men senere lyder mere som tidlig Pink Floyd i deres mest psykedeliske periode. Nummeret efterfølges af det instrumentale “Birds”, som ligeledes er dystert med sin klagende tremolo-guitar. “Naked Bush Rush” skifter stil på midten og ændrer sig fra en svajende syng-med-sang til en mere fjollet og hurtig udgave af Blurs “Country House”.

Albummet sluttes af med manér med “Lovers Living Uphill”. Nummeret er næsten seks minutter langt, og det er tid nok for The Impossible Shapes til at gøre det til en herlig episk og rockende afslutning på albummet. Det begynder poppet og med en egentlig meget fredsommelig, lidt sød melodi. Men der bliver tilsat et rocket mellemspil, som ville gøre Built to Spill misundelige, og som med sine forvrængede guitarer vrider den sidste kraft ud af albummet, som har den perfekte længde.

Når man lytter til et album, lyder nogle sange og melodier, som om de er skrevet på guitar og derefter arrangeret for flere instrumenter. Andre lyder, som om de er skrevet på piano. Sangene på We Like It Wild lyder, som om de er skrevet af en mand, der spadserer gennem Bloomingtons gamle gader, mens han nynner og fløjter. Det er herligt levende og giver liv og charme til albummet. We Like It Wild er et album til hele året, men med overvægt af det fjollede og glade er det helt sikkert et album, som fortjener en sommerferie.

★★★★☆☆

Lyt til “We Like It Wild”:
[audio:http://www.theimpossibleshapes.com/media/audio/mp3/WeLikeItWild-04-WeLikeItWild.mp3]

Lyt til “You Are Not the Target”:
[audio:http://www.theimpossibleshapes.com/media/audio/mp3/WeLikeItWild-08-YouAreNotTheTarget.mp3]

Lyt til “Naked Bull Rush”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/nakedbullrush.mp3]

Deltag i debat