Plader

Irving: I Hope You’re Feeling Better Now EP

Skrevet af Kasper Würtz

Irvings fem aktive sangskrivere spiller flot med musklerne på denne yderst spændende ep, der starter med en episk popdrøm og slutter med et musikalsk samleje.

Det føles helt forkert at sidde i en fodkold lejlighed i Valbys december og lytte til Irving. Musikken emmer simpelthen af sommer, og hvis jeg havde kørekort, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at I Hope You’re Feeling Better Now ville sidde godt og grundigt fæstnet i bilens cd-afspiller, alt imens jeg med besvær ville forsøge at hengive mig til vejen frem for at indhylles i Irvings 20 minutter lange dagdrøm.

Irving er noget så usædvanligt som et band bestående af 5 sangskrivere og sangere, hvilket lige umiddelbart lyder som en optakt til kaos. Men i stedet for en kamp mellem egoer leverer Irving med
I Hope You’re Feeling Better Now en varieret samling sange, uden det går ud over ep’ens homogenitet. Bandet debuterede i 2002 med albummet Good Morning Beautiful, hvor et enkelt nummer blev produceret af Andy Paley (Madonna, Brian Wilson). Samme Paley har produceret sangen “White Hot”.

I Hope You’re Feeling Better Now starter med en af de mest spændende sange, jeg har hørt i længere tid. “The Curious Thing About Leather” er en syv minutter lang musikalsk tidsrejse, der starter som en ballade a la Velvet Undergrounds “Sunday Morning” med blød guitar sammensmeltet med lyden af en uro. Pludselig skifter sangen karakter og forvandler sig til noget, der lyder som up-tempo Beatles for siden hen at blive til støjrock, og straks som man ekstatisk tror, det ikke kan blive bedre, kommer de afsluttende trompeter, der bogstavelig talt blæser lytteren tilbage i stolen og som mest af alt minder om The Polyphonic Spree på en rigtig, rigtig god dag. Sangen, der begyndte som et rart forspil, slutter som en brusende musikalsk orgasme.

Ep’ens resterende sange kan naturligvis ikke leve op til den forventning, som det fantastiske åbningsnummer skaber, men mindre kan også gøre det. “The Guns from Here” er en dybt charmerende popsang, mens “White Hot” er ep’ens mest rockede nummer, der handler om en fyrig person, der, ligegyldigt hvad han laver, er »white hot«.

Med en sørgmodig stemme, der står i skarp kontrast til den smittende sommermelodi, fremføres den vidunderlige “I Can’t Fall in Love”, der, som titlen antyder, er en tematisk trist sang, men som man ikke kan lade være med varme sine vinterkolde fødder på. Som tidligere nævnt breder Irving sig over flere forskellige lydbilleder pga. sin sangskriver-struktur, og en enkelt sang står da også væsentligt ud fra de øvrige. Den afsluttende “Please Give Me Your Heart, Is All I Need” starter med en uforståelig kvindelig punkvokal i form af Nikki Colk fra Kaito, der synger over for et mandligt modstykke, der bønfaldende beder om hendes gunst. Til sidst fusionerer den harmoniske mandlige vokal med den aggressive kvindes i et lydmæssigt samleje, og ep’en, der startede med en musikalsk orgasme, rundes flot af.

★★★★★☆

Deltag i debat