Plader

Karthage: Anti-Social Headphone

Esbjergenserne i Karthage præsenterer en stiløvelse ud i støjrocken. De kan deres kram, men man savner i den grad et personligt udtryk.

Jeg elsker, når bands uden kontrakt vælger ’den fulde pakke,’ når demo-cd’en skal laves. Den skal naturligvis trykkes med sølvgrå underflade, og artworket skal prydes med et indbydende firefarvet tryk. Det kommer til at se professionelt og flot ud, og det tæller højt ved førstehåndsindtrykket. Jeg vil i hvert fald ikke lægge skjul på, at da jeg åbnede konvolutten med cd’en fra Esbjergs Karthage, følte jeg mig indbudt til at smide den i afspilleren med det samme.

Form og indhold er to størrelser, som ideelt set bør hænge sammen på den ene eller anden måde. Det gør de desværre ikke i dette tilfælde. Formen, ’den fulde pakke,’ lover noget, som ikke indfries i indholdet. Nuvel, Karthage lyder til at have godt styr på deres instrumenter, men hvad angår sangskrivningen, halter de væsentligt bagefter. I bandets pressemeddelelse nævnes navne på forbilleder som Radiohead og Sigur Rös. Allerede her ringer alarmklokkerne, for hvis der er noget, den danske scene er mere end fyldt til randen med, så er det disse ’second comings’, som med halvhjertet klynk har frygtelig ondt i sjælen. Men trods de nævnte navne er det dog ikke umiddelbart denne britiske grædemur, bandet lyder til at læne sig op ad. Vi har nærmere fat i en blanding af postgrunge og klassisk støjrock, en genreblanding der leger med hangen til det langstrakte episke.

Den seks minutter lange åbner, “Nancy”, gør brug af alle de konventionelle formler, som vi kender til i opbygningen af mangen en støjrock-sang. “Nancy” starter helt nede med tyste guitarfigurer og en rusten vokal svøbt ind i rumklang. Flere instrumenter kommer til, og dynamikken skubbes et nøk i vejret. Bandet arbejder sig langsomt mod en forløsning, der rammer lytteren næsten fire minutter inde. Thobias Kippenbergers skærebrænder-vokal sliber med stadig større gnister, hvorefter guitarerne brager mod loftet i et endeligt klimaks. Efter det femte minut toner alting ud, og et acceptabelt, om end meget forudsigeligt åbningsnummer er ført til ende… tror man. Instrumenterne tager til endnu engang med nye støjflader i en unødvendig støjende slutning.

Hvad vi har fået serveret i åbningsnummeret, beskriver stort set hele pladen. Jeg er ked af at skulle komme med denne ytring, men bandet består ikke af meget mere end nedslidte formler. De kender dem til gengæld fra ende til anden og har dygtiggjort sig i dem, men hvad nytter det, når man som lytter ved, hvad der gemmer sig ved næste akkordskifte?

I “Ricochet” får Kippenberger virkelig foldet sine vokale præstationer ud. At dømme ud fra hans udtryk ligger han inde med en masse følelser, som skal spyttes ud. Der er en dyb grad af katarsis på spil, når han læner sig op af grædemurene af støj i praktisk talt samtlige kompositioner på nærværende demo-cd. Af og til bliver hans vokal pakket ind i unødvendig rumklang og tilmed distortion. Han vrænger rigeligt af sig selv (alt for meget til denne anmelders smag), så at skulle pakke ham endnu mere ind i filtre (f.eks. i et nummer som “Rebel”) er virkelig unødvendigt. Netop “Rebel” lyder som en sær blanding af Muse og Bush, men fremstår ikke synderlig interessant.

I “Coffee Can Kill” overvurderer Karthage fuldstændig egen formåen. Med en sanglængde på godt otte minutter, har bandet tydeligvis et ønske om at skabe et storladent, episk nummer. Op til det femte minut keder man sig bravt, da man kun er blevet præsenteret for vers og omkvæd; hernæst træder støjen ind og fører nummeret instrumentalt til ende. Overkill? Ja!
“Entropy Nil” skiller sig ud fra mængden ved konstant at true med at springe i luften, men den tykke spænding holdes i bund. En finurlig sydende lyd er med til at sætte hjerterytmen lidt op, mens sjove guitarlyde blander sig. Her sker der noget spændende, men måske er det, fordi bandet læner sig mindre op ad de konventionelle rammer?

Tekstmæssigt er det glimtvis nogle fine ting, der udspiller sig… når undertegnede overhovedet formår at grave sig ind i de til tider ret sære lyriske fortællinger. Alt for ofte virker det, som om bandet enten har for travlt med at pakke deres fortællinger ind i en masse farligt fine ord og billedsprog, eller også at de simpelthen ikke har så meget på hjerte, at de netop blot vælger at gemme sig bag en masse ord. Det er svært at gætte en sangskrivers intention, men receptionen af teksten kan jeg da gribe fat i, og her hælder jeg mest af alt mod sidstnævnte af de to hypoteser: Bandet har ikke forfærdelig meget at sige. Når de endelig træder ud på den anden side af deres sproglige røgslør med nemmere decifrérbare tekster, som det er tilfældet i “Bent in Neon” og “Ricochet”, står man blot som vidne til nogle direkte pinlige fortællinger om ungdomsdepressioner. Det er uden lige rockens største kliché, som udfoldes, tilmed uden at man i bandet forsøger at rokke ved eller vælte den. Depressionen holdes desværre ved lige, forstået på den måde at den skubbes fra sang til lytter i et umådeligt tilbud om humørsyge. Ellers tak!

Karthage har visuelt lavet et fint produkt, men auditivt er der i den grad mangler. Støjrocken står bandet kollektive hjerte nært, men resultatet er ikke meget andet end en stiløvelse. Næste gang håber jeg, at esbjergenserne lægger mere af sig selv i sangene.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat