Plader

Lampshade: Because Trees Can Fly

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Selv om Lampshade i den seneste tid har redet højt på en bølge af succes med placeringer på Det Elektriske Barometer, formår gruppen på sit debutalbum ikke rigtig at overbevise om, at deres stemningsfulde rockmusik er værd at bruge tid på.

Lampshade er et af de nye danske bands, der har fået relativt stor opmærksomhed af blandt andet P3 og især af Det Elektriske Barometer, hvor flere numre har ligget højt placeret. At Lampshade klarer sig godt dér, er ikke så underligt, da gruppens musik indeholder mange af de elementer, der går rent ind hos det alternative teenagepublikum.

Musikken er melankolsk støjrock af den type, der kan lyde lidt som Mogwai i deres mere polerede øjeblikke, og gruppen har en sangerinde, der med en stor inspiration fra Björk lyder “skæv” nok til at distancere hende fra mainstreamrocken. At teksterne samtidig har noget drømmende og filosofisk over sig, hjælper også en del på den front. At de desværre også er noget klichéfyldte, kan dog accepteres, da musikken ikke har teksterne som et centralt element.

Når man lytter til musikken på Because Trees Can Fly, lyder det umiddelbart ganske godt. Musikken har et godt flow, og man bliver som lytter hurtigt fanget ind af gruppens lyd. Problemet er så, at der ikke er det helt store at komme efter, når man lytter lidt nærmere.

Pladens største problem er, at virkemidlerne er for klichéfyldte til, at musikken for alvor gør en forskel. Lampshade benytter sig i vid udstrækning af den stilhed-støj-stilhed-formel, der har været brugt som skabelon for mængder af alternativ stemningsrock det seneste halve årti. Den formel er dog efterhånden ved at være lidt slidt, og særligt når man som Lampshade ikke gør det store for at tilføre noget nyt, kommer det til at virke lidt hult.

Vokalen er i det store hele i orden, om end jeg synes, at den form for lillepigesang, som Rebekkamaria benytter sig af, ofte forekommer en tand for skabet. Det skal dog tilføjes, at Rebekkamaria lyder markant mere konventionel som sangerinde end lignende stemmer som Bjørk, Stina Nordenstam og Henriette Sennenvaldt fra Under Byen.

Melodisk er det ud over de to semi-hits, “Adorable Void?” og “Within Symmetry”, sange som titelnummeret og åbningssangen, “He Is Right in My Mirage”, der skiller sig mest ud. Det er dog synd i for høj grad at fremhæve enkelte sange, da det er karakteristisk for pladen, at de styrker, pladen trods alt har, ikke ligger ikke i sangskrivningen, men derimod i stemningen. De fleste af numrene hører til i den mere afdæmpede og drømmende ende af det musikalske spektrum, men det betyder også, at ensformigheden bliver lidt for udtalt på pladens sidste halvdel. Derfor klæder det gruppen, når de indimellem sætter tempoet lidt op, som det sker med den støjpoppede “Clean”.

Nu kan det komme til at lyde, som om at Lampshade har lavet en dårlig plade. Det er ikke tilfældet, men der er bare tale om en velspillet plade, der bevæger sig rundt i et overbefolket landskab uden rigtigt at gøre en forskel.

★★½☆☆☆

Deltag i debat