Interview

Mental medicin

Han vrider sig normalt bag mikrofonen i emobandet Waxwing, men udover dette udtryk gemmer sanger og sangskriver Rocky Votolato også på et akustisk folkinspireret udtryk, som han fortæller om i forbindelse med sin tredje fuldlængde under eget navn. (03.01.04)

Hvis alle musikere falder ind på den ene eller anden side af den hårfine grænse mellem tåbelig og kløgtig, må de tilhørende underarten singer/songwriter falde ind under en, om muligt, endnu finere inddeling mellem troværdighed og ligegyldighed. Specielt når det gælder den kategori af kunstnere, der er opdraget i punkens navn, som træder ud af røgen af skrigende vrede og skarpe guitarudladninger for at give et mere inderligt og afdæmpet musikalsk præg med en akustisk guitar over skulderen – her må man skelne mellem klynk og oprigtighed. Med de rette hænder på gribbrættet og over strengene kan disse indie-troubadurer skabe dybtfølte, gåsehudsfremkaldende musikalske øjeblikke. Med de forkerte hænder får man ikke serveret andet end et følelsesmæssigt vakuum, som blot er en slags virkelig genfortælling af Kejserens nye klæder.

Rocky Votolato hører blandt de musikere, der falder ind et lunt sted på den gode side af den usynlige grænse. Han forstår at formidle et ærligt følelsesladet udtryk uden at forfalde til krampagtige pinligheder, både hos sig selv såvel som hos sit lyttende publikum.
Man vil selvfølgelig gerne høre et ærligt udtryk, som rammer én. Men ja, nogle gange kan oplevelserne lige nemt fremkalde krummede tæer,” siger Votolato. “œFor mit vedkommende lyder det vel bare, som det lyder. Jeg forsøger ikke at fremtvinge et udtryk, som ikke er der, ligesom jeg undgår at gøre brug af kliché-agtigt intetsigende vrøvl. Heldigvis har jeg et indtryk af, at folk ikke synes, at min musik lyder hverken banal eller kunstig.

Votolato gør sin daglige gang i emobandet Waxwing, men han har gennem flere plader udviklet en lyst til at udtrykke sig via en anden genre.
“œFor mig har solopladerne været et sideprojekt, for det har altid været sekundært i forhold til mit arbejde med Waxwing. Men siden The Blood Brothers fik succes, havde min bror Cody mindre og mindre tid (Cody Votolato spiller guitar i Waxwing og The Blood Brothers). Dette skete på et tidspunkt, hvor jeg havde taget en endelig beslutning om at fokusere mere på mit solomateriale, så timingen kunne vel kun siges at være god.

Votolatos tredje fuldlængde under eget navn, Suicide Medicine, er en plade, der som sine forgængere bevæger sig ned ad en velbevandret vej med elementer af country og folk. Det er solide og klare sange, der er sammensat af den akustiske guitar som det centrale instrument, underspillede trommer og forskelligt tilsat krydderi som mundharmonika, orgel, mandolin og klaver. Sommetider er det Votolato alene med sin guitar, et udtryk der ligesåvel kan være afdæmpet og hulkende som fyldt med en iver og drift fra punkens verden, noget der da også kommer til udtryk i Votolatos stemme, som det ene øjeblik kan lyde ru og skurrende og det næste ren og sødmefuld.

Votolato har haft en række musikalske venner inde over indspilningerne til Suicide Medicine.
“œJeg vælger som regel musikere, som jeg kan stole på, og det har altid virket bedst, hvis de selv bestemmer, hvordan de vil spille deres instrumenter. Casey fra Pedro the Lion har hjulpet til på trommer, og han har komponeret sin del alene i forhold til sangene. Min producer, Chris Walla (Death Cab for Cutie) spiller elektrisk guitar og bas på hele pladen; det var virkelig lækkert at have sådan et input. Seth Warren (Red Stars Theory) har også hjulpet med en masse. Alt i alt mener jeg, at denne plade repræsenterer et udtryk, jeg er meget stolt af at have kreeret.

Læs desuden Undertoners anmeldelse af Suicide Medicine her.

Links:
www.rockyvotolato.com
www.secondnaturerecordings.com

Leave a Reply