Plader

Serart: s.t.

Skrevet af Thorsten Moeller

Serart er System of a Down-forsanger Serj Tankians fritidsprojekt sammen med landsmanden og kunstneren Arto Boyaciyan. Armensk til tænderne.

Serj Tankian er en fleksibel herre. Han har både gang i metalanarkisterne System of a Down, den politiske organisation Axis of Justice, radioprogrammet Axis of Justice Radio Network og nu også den eksperimenterende, folkemusikorienterede kollaboration med Arto Boyaciyan, nemlig Serart (Serj + Arto = Serart – get it?). Albummet dropper fra Serjs eget selskab, Serjical Strike (en underafdeling af Columbia).

Allerede fra den skævt klimprende pianointro har man indtrykket, at dette bliver specielt. Første reelle sang, “Cinema”, repræsenterer en jazzet drum’n’bass-trommerytme og saxofon, som går over i ren skinger sang tilsat forskellige instrumenter i små klip. Sangen er et godt eksempel på noget fra Serart, der er mere interessant end ligefrem godt. I “Devil’s Wedding” finder vi rytmisk afrikansk sang drevet frem af hurtig percussion. Sangen fungerer fint og byder også lidt klagende guitar op til dans et stykke inde. I “Black Melon” får vi fløjter, dirrende bækkener og messende solosang (formentligt på armensk), som kører over i akustiske guitareskapader og smuk kvindevokal. Meget melodisk og kreativt sat op. Et nummer der flot illustrerer de positive sider af Serarts blandede landhandel.

Det politiske i projektet kommer op i “Love Is the Peace”, der starter med samples af skududvekslinger, som efterlader os med en nøgen solostemme til at lave melankolske vokaløvelser over en rungende baggrundsklang og blæst. Smukt og dybt med betragtelig affekt. Det fører os frem til albummets, efter min mening, absolutte hovedstykke, “Leave Melody Counting Fear”. Plukket akustisk guitar og lidt jazzede trommer; Arto og Serj, der synger til hinanden på først armensk, så engelsk. En kinesisk gu’chin (strengeinstrument) støder til sammen med kinesisk inspireret sang. Tre minutter og femogfyrre sekunders sublimt underspillet, men komplekst sammensat harmoni. Smukt.

Videre efter nogle små mellemspil mod “Narina” som er en lille ballade mellem Arto og Jenna Ross. En rytmisk affære og præget af en kompakt instrumentering.

“Facing the Plastic” leger med bombende hiphop-rytmer og Serjs spastiske stemmeeksplosioner og har forskellige bratte skift i tempo og intensitet. Ikke min favorit, men nogen vil holde mere af den end resten af skiven tilsammen. Hvilket snart bringer os til afslutteren “I Don’t Want to Go Back Emptyhanded”. Forskellige trommer duellerer derudaf med imponerende interspil for at blive overdøvet af formentlig armensksproget korsang. En funky lille sag, der dog forekommer lidt aklimaktisk som afslutter.

Ud over de relle numre er der som nævnt små mellemspil (nyhedssamples, guitarjam, akkompagnerede monologer og lyden af mænd der spiller terninger samt en enkel rytmedetonering), der fungerer som stemningsskabere, men som har lidt karakter af at være ting fra klippegulvet. Ikke nødvendigvis godt.

Ingen tvivl om at dette album er svært at vurdere fra min side. Jeg er nemlig selv vild med den opklippede, skizofrene opbygning og de afsindigt abrupte skift i mood og tempo. Men realistisk set er det ikke vellykket. Albummet flyder ikke rigtigt, som det skal (især mellemspillene er afsporede), og der er mere rytme end reelt fængende melodi i sangene. Teksterne er kaudervælsk, selv om man eventuelt kan se bort fra dette. Dog ville jeg gerne have haft de oversatte tekster. Musikken er til tider fantastisk og af en anden verden (hør evt. det skjulte nr. på System of a Downs Toxicity for at få en slags sample), og når den fungerer, er den noget helt specielt smukt og underfuldt. Men det kan forekomme kedeligt, og er man ikke til etnisk influeret musik, så hold nallerne fra Serart. I andre, velkommen til downtown Armenien, by way of LA.

★★★☆☆☆

Deltag i debat