Plader

Sophia: People Are Like Seasons

Sophia har mestret ekspliciteringerne af sørgmodigheden. På denne seneste plade introduceres en musikalsk diversitet, som man godt forstår intentionen med, men som desværre bliver en akilleshæl.

Vi er alle klar over, at det tager tid at bearbejde en sorg. Men hvor lang tid? Robin Proper-Sheppards bearbejdelse har nu strukket sig over tre plader. Han måtte tage en tidlig afsked med sin gode ven, Jimmy Fernandez, der døde af kræft. Fernandez udgjorde en tredjedel af det daværende band, The God Machine. Proper-Sheppard startede herefter projektet Sophia, som på terapeutisk vis skulle hjælpe ham gennem sorgen. Sangskrivningen, musikalsk såvel som tekstmæssigt, fik en helt anden tone i forhold til den, man kendte hos The God Machine. De to første udgivelser under Sophia, Fixed Water (1996) og The Infinite Circle (1998) trådte langt væk fra The God Machines hypnotiske tunge rock til fordel for skrøbelige, akustiske klagesange fyldt til randen med sørgmodighed.

Proper-Sheppard har her fire år senere (efter en flirt med rockprojektet The May Queens (2000) samt en live-CD med Sophia (2001)) smidt sin tredje fuldlængde, People Are Like Seasons, på gaden. Ligesom sine forgængere bader People Are Like Seasons i sorgen og lader denne være inspiration til sit udtryk.

Men på det nye udspil er der en række bemærkelsesværdige ændringer. De nye sange er præget af et fyldigere og mere overdådigt lydbillede, noget der får pladen til at fremstå slagkraftig, men mindre intim, noget der var en force ved de tidligere plader. Et godt eksempel herpå er “Oh My Love”, som viser Sophia i en noget overraskende form. Tonen er sædvanligvis mørk, men udtrykket er usædvanligt rockende og drevet frem af trommerne i simpel 4/4-rytme. Den akustiske guitar udgør baggrunden, mens simple, mørke guitartoner og lyse, ligeledes simple klavertoner præger sangen. Det er med andre ord en mørk popsang, vi har fat i her, hvor Proper-Sheppard synger til kvinden, som tilsyneladende ikke gengælder hans kærlighed til hende: »I can’t wait forever for you to say you love me.« Det er en uventet, men bestemt interessant åbning på en plade, som byder på flere overraskelser.

Det er uvant at forestille sig en positiv Robin Proper-Sheppard i Sophia-regi. Men det er ikke desto mindre, hvad man får i sangen “Holidays Are Nice” (bemærk blot den naivistiske titel). Hvis “Oh My Love” var et mørkt forsøg ud i popsangens udtryk, er “Holidays Are Nice” det lyse forsøg. Omkvædet indbyder nærmest til singalong med linjen: »And God I wish that I was running somewhere with you today.« Sangen i sig selv er ikke dårlig, og det er da også et overraskende lyst udtryk fra Sophia – men alt andet lige passer sangen på ingen måde ind i sammenhængen, der udgør People Are Like Seasons.

Den rockende fornemmelse, som var at finde i åbningsnummeret, er ikke fremmed fra Proper-Sheppards hånd. Udtrykket minder på mange måder om hans sideprojekt, The May Queens. Rocken viser sig flere steder på People Are Like Seasons, dog mindre vellykket. “Darkness (Another Shade in Your Black)” og “If a Change Is Gonna Come…” er middelmådige og pumper af sted med ulmende baslinjer og træge, repetitive guitarriffs, kedelige vokalmelodier og uinspirerede tekstklichéer (tag blot en linje som med alvor lyder »life’s a bitch and then you die« – den er simpelthen for udslidt!).

Skal der absolut være støj involveret, som Proper-Sheppard momentvis insisterer på, fungerer det meget bedre i et nummer som “Desert Song No. 2”. Der er her tale om et otte minutter langt musikalsk eskalerende drama. Fortællingen starter helt nøgent med Proper-Sheppards hviskende vokal, forsigtige klavertoner og ømt guitarspil. Langsomt svulmer lydbilledet ud i en bredere vifte. »Just let yourself go,« synger Proper-Sheppard, mens guitar og klaver side om side danner et højere og bredre lydbillede mod et kort crescendo, hvorefter stormen lægger sig. Kønne klavertoner samler stykket op på ny, akkompagneret af et simpelt guitarriff og blide violiner, og så slår stormen for alvor ind. En støj blæser lydbilledet helt derop, hvor luften er kold, og ilten er knap. Udecifrérbare stemmer forsøger slutteligt at trænge gennem støjmuren og lader til sidst nummeret dæmme sig selv ned. Det var otte glimrende minutter.

People Are Like Seasons byder naturligvis også på flere af den type sadcore-sange, som vi kender og elsker fra Sophia: de uimodståelige, langsomme og melankolske sange. I “Swept Piano” er det igen klaveret og den akustiske guitar, der i blidt samspil med en simpel trommesample og triste violinstrøg græder sammen med ordene: »You’re wet around the edge / Tired of swimming upstream / You thought you’d just rest a while / But you were still swept back to me / Swept back to all the grief and the worry.« En lille genistreg.

“I Left You” er et andet fremragende nummer, som man kunne høre tonerne af første gang på livepladen De Nachten. Nummeret strækker sig over syv minutter og er ikke et enkelt sekund for langt. Det er en smuk svane, som langsomt spreder sine vinger og bygger sig stor og prægtig.

Det samlede udtryk på People Are Like Seasons er rodet. Diversiteten, som Proper-Sheppard tydeligvis har søgt, ender blot i et forsøg på at ville for meget på én gang, og dette tilmed med enkelte sange som falder væsentligt under den typiske Sophia-standard. Pladen er unægteligt den svageste Sophia-plade til dato – dog uden at være decideret dårlig. Heldigvis er der et overskud af gode sange, som gør, at People Are Like Seasons falder ind på den positive side af middel.

★★★★☆☆

Deltag i debat