Plader

Viva Voce: Lovers, Lead the Way!

Skrevet af Kasper Würtz

Viva Voce er smukke, skrøbelige, storslåede og sindrige. Man har det, som om de kun vil én godt, og oplevelsen bliver nærmest religiøs. For det føles, som om de kommer med sandheden.

I en tid, hvor musikken er blevet så kropsfikseret, at koreografien får lige så meget opmærksomhed som selve melodien, rammer Viva Voce med deres musik noget rent. Jeg vil ikke kalde det en uskyldig tone, for flere af numrene har sensuelle vokaler, men man mærker, at popsangene er uspolerede. Det skyldes bl.a., at Viva Voce går ind for at gøre tingene selv. Selv om de har været i gang i små 10 år, er Lovers, Lead the Way! duoens første album.

Kevin og Anita Robinson er, som efternavnet antyder, mand og kone. Dog er parret en smule utraditionelt, da det er fru Robinson, der svinger guitaren og i øvrigt gør det fortrinligt. Hun står også bag Viva Voces tekster. Albummet er indspillet i familiens kælder, og parret har også selv siddet i producerstolen. Hvis nogen derfor forventer et halvprimitivt lydbillede, bliver de uhyre overraskede. Det her er DIY i sværvægterklassen. Lyden er intet mindre end fantastisk, og selve produktionsarbejdet leder flere steder tankerne hen på Dave Fridmann (Mercury Rev, The Flaming Lips), uden at man mister en ægthed, som desværre er blevet en sjældenhed i det 21. århundredes popverden.

Et grandiost nummer med violiner flyder langsomt ud af højttalerne og fremmaner en åbningsscene fra en Disney-klassiker for det indre øje – akkurat som Mercury Rev gjorde det på All Is Dream.
“Fashionably Lonely” er en værdig åbner for enhver plade, og de højtravende violiner afløses af en trommemaskine, banjo og en virkelig behagelig, kvindelig vokal, uden at sangen så meget som løsner sit greb om lytteren. Selv om hun synger »it’s gonna be lonely for a while,« har man følelsen af, at det egentlig er ok, så længe man ledsages af Viva Voce.

Men allerede i næste nummer skiftes der spor. “One in Every Crowd” lyder som en light-udgave af The Kills, uden at det af den grund går hen og bliver kedeligt. Ud over sin diversitet viser duoen også, at når mod og kreativitet blandes, kan man få musik, der stille og roligt stiger til vejrs for så at sprænge luft mellem de allerede fasttømrede stjerner. Et sådan eksempel er det 6 minutter lange instrumentalnummer “Yr Epic Heart”, der starter med englekor og en fløjlsblød guitar. Senere tilsættes så en björksk trommemaskine, hvilket får guitaren til at blive mere kantet. Trommemaskinen bliver afløst af rigtige trommer, og en bas introduceres. Sangen fortsætter sit vokseværk og kulminerer, da kirkeklokker slår hul i den ellers stille himmelfart, der nu har udviklet sig til smuk og kontrolleret støj.

Viva Voce giver flere prøver af deres overraskelsesmoment som i den fremragende “Wrecking Ball”, der totalt skifter karakter det sidste halvandet minut og minder om Blur, når de er allermest fængende, mens sætningen »I think I like it / I think I like it a lot« gentages igen og igen som et kærlighedsmantra.

Og netop kærlighed er, som albumtitlen insinuerer, et gennemgående tema, og der er flere gange utroligt smukke hyldester til den elskede. Som i “The Brightest Part of Everyone”, der med et sindrigt lydbillede balancerer mellem at være utrolig tung og samtidig strejfer det fjerlette og sfæriske. Her er det for en sjælden gangs skyld Kevin Robinson, der lægger sin udmærkede vokal til ordene »You are just like the best / And brightest part of everyone,« og selv om det måske virker banalt, tror man på ham. Som tidligere nævnt er Viva Voce utrolig autentiske, og det hele virker bare rigtigt – som i den hæderlige “Salsalito”: »If you go, I’ll go too / And leave here with you / If true love is blind / I’ll sit and just stare at the sun.«

Selv om Lovers, Lead the Way! har flere fremragende øjeblikke på samvittigheden, er den ikke fejlfri, og nogle af fejlene er desværre for store til at overses. Albummet varer 65 minutter, hvilket der i og for sig ikke er noget i vejen med, men der findes to-tre sange, man godt kunne have været foruden eller i hvert fald have skåret et par minutter af, og som gør, at spilletiden virker ekstra lang. Det skæmmer helhedsoplevelsen.

Robinson-parret er dog alt i alt glimrende selskab og viser med Lovers, Lead the Way! essensen af kærlighed til musik.

★★★★½☆

Deltag i debat