“We Blame Chicago” er titlen på et af numrene fra 90 Day Mens forrige album ,To Everybody. Ironisk nok skylder bandet rent musikalsk en del til den postrock-scene, som mest forbindes med netop Chicago. Men hvor andre bands’ inspirationskilder ofte skinner tydeligt igennem i musikken, er det knap så tydeligt, at 90 Day Men engang har haft en lyd og et udtryk, som var mere tydeligt influeret af postrocken, end bandets nuværende lyd er.
Panda Park er 90 Day Mens tredje album, og albummet lægger sig i naturlig musikalsk forlængelse af To Everybody. Men hvor To Everybody var melodisk og et forholdsvis åbent værk, hvor man venligt, men på eksperimental vis blev inviteret indenfor, er Panda Park på mange måder et mere tillukket og dystert album – det er simpelthen ikke så tilgængeligt som bandets forrige album.
Panda Park åbner meget voldsomt. “Even Time Ghost Can’t Stop Wagner” virker ikke umiddelbart som det oplagte åbningsnummer. Det rullende klaver er dystert, og Brian Cases vokal er skiftevis følsom og klagende på en fortrolig måde, som fordrer, at man er familiær med (og indført i) det musikalske univers – og det er man ikke på albummets første nummer. Så det er en svær måde, 90 Day Men indleder Panda Park på; og man bliver næsten nødt til at lytte til åbningsnummeret igen efter omkring et halvt minut, fordi man ligesom ikke kan følge med rent følelsesmæssigt ved første gennemlytning. Nummeret har desuden den svaghed, at klaveret er meget dominerende, og man har svært ved (ud over i omkvædet) at finde melodien. Men det er meget stemningsfuldt, eksempelvis midt i nummeret hvor der er en fløjtesolo og nogle trommer, som lyder som stål slået mod stål. Resten af nummeret er en slags instrumental outro.
Albummets andet nummer, “When Your Luck Runs Out”, er et dystert popnummer (og albummets eneste popnummer) med elektroniske undertoner, som spiller med på den rockede melodi. Her synger Brian Case, som på det eneste nummer på albummet, helt straight forward, og det er med til at gøre nummeret endnu mere poppet, ikke mindst som kontrast til Panda Parks andre numre. En analog keyboardlyd er med til at give nummeret en 70’er-agtig stemning i stil med den, det franske band Air er mestre i at frembringe.
Tempoet er generelt lavt på Panda Park, men fordi der sker så meget i lydbilledet, bliver man ikke træt af det – og de generelt lange numre formår også at forandre sig så meget undervejs, at de ikke virker træge: “Chronological Disorder”, der egentlig er ret progrock-inspireret, knækker midt over, og anden halvdel er som åbningsnummeret instrumentalt (på nær et sporadisk kor). Det efterfølgende nummer, “Sequel”, er med sit halvandet minut mere en uptempo outro til “Chronological Disorder” end et nummer i sig selv. Det instrumentale “Night Birds” har en række foruroligende reallyde, som er stemningsskabende og opmærksomhedskrævende på en interessant måde.
De to vokalbidrag af henholdsvis Brian Case og Rob Lowe er én af 90 Day Mens forcer. På det forrige album udviklede de deres delvis skrigende, delvis mumlende vokaler, og på Panda Park fortsætter de. Det kræver lidt tilvænning at lytte til, men når man har lyttet lidt, finder man vokalerne helt i tråd med musikkens stemning, og så går det faktisk op i noget, der ligner en højere, måske lidt dyster, enhed. På Panda Park viser Brian Case også, at han rent vokalmæssigt kan variere sit udtryk (for eksempel i den Bowie-agtige “Silver and Snow”) mere end de fleste sangere, hvilket er med til at variere albummets udtryk og stemninger.
De fleste af numrene på Panda Park bærer præg af at være skrevet på klaver, og generelt spiller dette instrument en lidt for dominerende rolle på albummet. De numre, hvor der ikke er et bærende klaverstykke hele vejen igennem (“When Your Luck Runs Out”, “Silver and Snow” og til dels “Night Birds”) er albummets bedste numre, selv om de resterende numre også er af høj kvalitet. Hvis man kunne lide det forrige 90 Day Men-album, kan man også lide Panda Park, mens nye lyttere nok bør begynde med To Everybody.
