Koncerter

A Silver Mt. Zion (Memorial Orchestra and Tra La La Band), 17.02.04, Voxhall

Oplevelsen var desværre ikke af den slags, der genererer søvnløshed, fordi apokalyptiske tankemønstre trænger sjælen op i en krog, og man mærker essensen udfordre eksistensen til et forudbestemt remis. Ingen ekstase, det var bare en koncert.

Mens en cd med vemodig americana-folk sukkende dansede rundt om laseren i Voxhalls anlæg, vandrede et sporadisk udvalg af A Silver Mt. Zions bandmedlemmer ganske frimodigt rundt i den halvfyldte koncertsal. Med cigaretter (altid med cigaretter!) som spæde fakler navigerede de tilfældigt omkring blandt røgsøjler og rockchicks i mørt genbrugstøj. De noble herrer og damer fra A Silver Mt. Zion, cremen af postrockens aristokrati, havde absolut ingen nykker.

Da koncerten gik i gang, var publikum delt i to. De fleste stod op, men et mosh pit-lignende hul afslørede en stor plamage af siddende tilhørere. Forsanger og idémand Efrim stod – tynget af verdens uretfærdigheder – i sin postmoderne Jesus-skikkelse og støttede sig til sit kors, der denne aften i mistænkelig grad lignede en guitar. Hans skingre vokal manede insisterende til eftertænksomhed og næstekærlighed. Tilsat cello, violin og kontrabas lød de næsten som Bonnie ‘Prince’ Billy, især når kompositionerne bevægede sig over i det mere folk’ede univers.

A Silver Mt. Zion spillede en udmærket koncert, men det var også en introvert og lidt mærkværdig affære. Der manglede sgu’ noget pondus. Volumen var meget (!) lav, og bandets tilstedeværelse på scenen virkede af og til tilfældig, som om de var blevet beam’et fra deres canadiske øvelokale til Århus, uden de selv havde opdaget det. I denne forbindelse ville nogle få nykker, for slet ikke at sige nosser, have klædt A Silver Mt. Zion glimrende.

Oplevelsen blev desværre ikke af den slags, der genererer søvnløshed, fordi apokalyptiske tankemønstre trænger sjælen op i en krog, og man mærker essensen udfordre eksistensen til et forudbestemt remis. Ingen ekstase, det var bare en koncert.

Mon ikke det bekom den siddende del af publikum helt fint. På deres I-don’t-care-and-I-wont-cut-my-hair, efterskoleagtige facon, sov og småsnakkede de sig igennem Efrim’s og A Silver Mt. Zions sidste salige bøn: “Hang on to each other.

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Silver Mt. Zion Memorial Orchestra…: This Is Our Punk-Rock…

Deltag i debat