Plader

Bergman Rock: s.t.

Skrevet af Kasper Würtz

Selv om de ikke vil indrømme det, så er Bergman Rock ikke meget mere end bob hund på engelsk, hvilket er herligt musikalsk, men som uomtvisteligt også efterlader et tekstmæssigt tomrum.

Lad det være sagt med det samme. Jeg græd salte tårer, da Bob hund annoncerede deres midlertidige pension, som betød, at mit yndlingskæledyr blev sendt på kennel i ubestemt tid. Med Bergman Rock skal verden erobres, og det gøres bedst på musikkens eget esperanto, engelsk.

Det sprogmæssige skift har amputeret sekstetten en smule. Thomas Öbergs tekster er ikke lige så indbydende som ved tidligere lejligheder, og selv om det har sin charme, at der bliver sunget med metertyk accent, så kan man ikke lade være med at længes efter det skånske, som er så stor en del af udtrykket hos de herlige svenskere. Teksternes værdi bliver forringet, fordi de ganske enkelt ikke er lige så homogene som på svensk, og på den konto ryger en stor del af nærværet også. Öberg virker mere som en lyrisk turist i London end som en poetisk parlør til hverdagen, og det er kun brudstykker af teksterne, som virkelig fungerer. Til gengæld er Rock-Thomas’ vokale præstation noget af det bedste, han har bedrevet længe. Den sårbarhed, som demonstreres i balladen “Skin & Bones”, er betagende og lyder næsten hen ad Kasper Eistrup, men også den aggressive og skrigende tone er bevaret.

Heldigvis skal lytteren ikke trækkes igennem pinlige oversættelser af Bob hund-klassikere, men derimod serveres 12 nye og ganske glimrende kompositioner. Når de er allerbedst som i “I’m a Crab”, “Jim<" og "My Best Fiend", undertrykker man det førnævnte sprogmæssige forbehold og danser lystigt rundt. Bare fordi sproget ikke længere er svensk, har bandet ikke glemt den energi, der karakteriserede deres gamle udgivelser. Det eneste nummer, som egentlig kan undværes, er det småkedelige "Darkness for Beginners", så den musikalske side af Bergman Rock er upåklagelig. Sædvanen tro overrumples man, når der pludselig trækkes en ny melodi frem i den sang, som allerede er i gang, ligesom et tog, der pludselig skifter spor, men som gør det så overbevisende, at det er med spænding frem for frygt, at man sidder og venter på næste overraskelse. Albummet er en demonstration af bandets musikalske alsidighed og kunnen, hvor der bl.a. veksles mellem punket disco i "Outside the Disco" og ni minutters rendyrket støjrock-melankoli i den monumentale "Nordic Dep." Selv om Bergman Rock i pressemeddelelsen understreger, at projektet er langt mere end bare Bob hund på engelsk, er det svært at finde en beskrivelse, som passer bedre på albummet end netop det. Lyden er stadig skæve Pixies-toner tilsat synth. »Maybe I’m too old for punk rock / I don’t care / I like this song,« synger Öberg i den swingende "Help the Band", men selv om Rock-Thomas har fjernet sig lidt fra det kreative spotlight i den nye engelske opsætning, er han så absolut ikke blevet for gammel til noget som helst. Har man ingen erfaring med Bob hund, kunne man godt være tilbøjelig til at øge karakteren en smule, men har man allerede en gang har lært det piberygende koryfæ at kende, er det svært at lytte til Bergman Rock uden at tænke, hvor godt det kunne have været, hvis det var blevet leveret på modersmålet.

★★★★½☆

Deltag i debat