Plader

Brian Jonestown Massacre: And This Is Our Music

Efter ni album lyder det amerikanske kultfænomen The Brian Jonestown Massacre stadig lige vedkommende med deres fantastiske, evige og uærbødige hymner.

Værelset drejer rundt og rundt om mig og et stearinlys. Jeg sidder ved en skrivemaskine og beskriver i en dybt sindspåvirket tilstand de himmelstrakte lydlandskaber af hypnotiserende rock’n’roll. Måske har jeg set Almost Famous mange gange, men aldrig har jeg følt mig så meget som hovedpersonen William, thi dette værk er den første plade, der har indhyllet mig i Amerikas utrolige vidder besunget med kælighedens hallucinationer og malet med urbilledet af psykedelisk rock’n’roll.

Brian Jonestown Massacre er opkaldt efter den legendariske Rolling Stones-guitarist som en hyldest til Brian Jonestowns indflydelse på introduktionen af østerlandsk kultur i den datidige verden af rock’n’roll. Bandet har siden rejsens begyndelse i San Francisco i 1990 skabt noget af det mest spændende undergrundsmusik siden 60’erne med en vidunderlig fusion af ørken-psykdelika, Britanniens pågående dansable rockkultur og den fuldhjertede lyd fra 1967. Gennem de 14 år har mere end 40 forskellige medlemmer floreret under navnet, men altid har det været den arketypiske kultkonge Anton Newcombe, som har lagt sit liv med kærligheden, visionerne og de utallige rusmidler som hjørnesten i Brian Jonestown Massacres univers. Det er således også ham, der er gruppens sanger, sangskriver, producer, guitarist og overvejende kreative force.

Denne nyeste ode, der fremstår som gruppens niende album foruden en overvældende produktion af EP’er og andre obskure udgivelser, er den længste og mest komplekse. Det er tydeligt, at den kunstneriske skabertrang uophørligt berøres af variable måder at udtrykke præcis kernen af Brian Jonestown Massacres lydlige verden.

Således er de 15 sange på And This Is Our Music indfattet som en rammefortælling, der indledes og afsluttes af to beskeder fra Anton Newcombes telefonsvarer, indtalt af af to kvindeskikkelser (eller er det én?). Den ene besværger Anton med vrede og skuffelse, den anden opfordrer indladende til kærlighed. Disse numre er henholdsvis navngivet “The Wrong Way” og “The Right Way”, som både synes at indikere en udvikling i sangskriverens personlige forhold til kvinder og hans følelse af, hvordan det burde være, men også den udvikling som bør indtræffe efter at have lyttet til Antons højthigende og håbefulde injektioner af fællessang. Som eksempel kan et uddrag fra albummets syvende skæring “Geezers” nævnes: »Keep on dreaming / Keep believing.« Dette udformes selvfølgelig som et repeterende og stigende mantra, der, hvis ikke det bibringer håb og genfødsel af smukke idealer, stadig kan optages som solskinsspreder i disse mørke måneder. Personligt associeres der til en sofa på Roskilde med rødt varmt flimmer under øjenlågene og en spire af euforisende glæde i sindet. Eller er det Glastonbury?… Woodstock!?

Produktionen er klar og instrumenteringen uendeligt mangfoldig. Samtidig virker musikken ikke helt nærværende. Netop dette bør sammenlignes med en illusorisk sommerdag, hvor varmen skaber bølger i luften, og et beruset sind kan have svært ved at føle virkeligheden. Lyden bærer en sær art kvalitetspræg, der velsagtens kan forklares som et resultat af hr. Newcombes sorte magi. En magi, der fremtryller sange, der varierer fra de store og smukke guitarbredsidestrukturer henover balladerne, der trækker på charmerende og naivistiske træk og sidst, men ikke mindst instrumentale og semielektroniske konglomerater i alle afskygninger.

Højdepunkter er der mange af, men albummets eneste reelle svaghed er blot, at disse er vidt forskellige. Pladen virker dermed lettere uhomogen, hvilket alligevel aldrig skæmmer det overordnede indtryk, da det altid er det samme musikalske landområde/menneske, vi færdes i og oplever, dette så i al slags vejr og udstråling.

Fremhæves som paradigmer på den herlige diversitet bør numrene “Maryanne”, “You Look Great When I’m Fucked Up” og “Prozac vs. Heroin Revisited”, der repræsenterer henholdsvis den stille kærlighedssang, den filmiske storslåethed og det forunderlige elektroniske. Som endnu en ramme inden for telefonbeskederne indfinder også smukke, elektroniske tankelandskaber sig, inden karnevallet af psykedelisk kultrock gør sit indtog med nævneværdige gæsteartister som Ed Harcourt og Kurt Heasley.

Nok er Anton Newcombe en modnende artist, men hans smukke unisone revival af hallucinogen rockmusik har det hele og mere til, i og med dens dedikation til det kollektive. Forhåbentlig vil Brian Jonestowns Massacres musik spredes til endnu flere, når deres største tour nogensinde tager dem igennem USA, Canada og omkring.

Slutteligt vil jeg overlade ordet til manden selv, der har været så elskværdig at pryde coveret med statements og kommentarer. Nej, rock’n’roll-motiverne er ikke døde, men de redefineres stadig på vejen mod sandheden:
BECAUSE WE CAN DO WHATEVER THE FUCK WE WANT, AND YOU ARE WORTH IT.

★★★★★☆

Deltag i debat