Plader

Carte Blanche: Summer’s End EP

Skrevet af Martin Petersen

Summer’s End EP er en EP om parforholdets op- og nedture, sunget og spillet af kæresteparret Richard Cranch & Dana Kruse.

Anmeldelsen af denne plade er skrevet lidt med samme fornemmelse i kroppen, som når man sender et postkort hjem fra ferien: Egentlig er der ikke noget at fortælle, men det er forventet, at man skriver hjem, så selv om der ikke er noget at fortælle, skriver man alligevel.

Ifølge pressemeddelelsen laver Carte Blanche drømmende pop, der hudløst ærligt beskriver alle de facetter, som parforholdet rummer, og den varedeklaration passer muligvis ganske fint til produktet. Summer’s End EP ender alligevel som en uforløst ørkenvandring. Hvad der lægger op til at være en smuk og intim lytteoplevelse, ender i en omgang slem navlepilleri. Når et par laver en kærlighedsplade og oven i købet erklærer, at denne plade bryder ud af de stereotype rammer, der ofte omgiver kærlighedssange, sidder jeg som lytter med forventninger om at skulle høre noget helt exceptionelt. Disse forventninger bliver på ingen måde indfriet her.

Stilen på EP’en er tilbagelænet slackerpop, der er produceret meget skramlet. Flere steder på EP’en er det nærmest umuligt at høre, hvad der bliver sunget, og Cranchs snøvlende, dæmpede vokal gør det ikke nemmere. I det toneleje, der bliver sunget i, er det nemlig ikke til at høre, om det er uhørt inderligt smukke tekster, vi har med at gøre, eller der bare bliver mumlet en række usammenhængende gloser. Desværre er EP’en ikke udstyret med et teksthæfte, så her er der ingen afklaring at hente.

Nogle vil måske sige, at jeg har med en EP at gøre, der rummer små velkomponerede og velspillede sange, og det vil jeg da til dels give dem ret i. Jeg er i stand til at sætte mig ud over den dårlige produktion og høre numrene for hvad, de er. Men desværre er numrene så ensformige, at det for mig er umuligt ikke at lade sig irritere over den ligegyldighed, der hviler over EP’en. Den er pæn, den er kedeligt, og den rummer absolut ingen tiltag i retning af at udfordre lytteren det mindste, med mindre man forsøger at gætte sig frem til, hvad der egentlig bliver sunget.

Efterhånden som man får lyttet sig igennem det ene nummer efter det andet, begynder sangene at flyde ud som en grå masse. Det er ikke længere til at kende forskel på dem, og man sidder med en fæl mistanke om, at dette var ment som en billig og personlig julegave til venner og bekendte, men at man åbenbart har overvurderet deres antal og nu forsøger at komme af med restpartiet ved at sælge dem til de $6, som EP’en koster på Shmats hjemmeside. Der er mange nødhjælpsorganisationer, der har langt mere brug for de $6, end du nogensinde får brug for Summer’s End EP.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat