Koncerter

Halph, Campsite, Sterling, The Unit, 10.02.04, Vibration Festival

Vibration Festival lokkede med et alsidigt program. Dette var der i hvert fald tale om på denne åbningsaften for festivalen.Der blev lokket med gratis fadøl til de rettidigt ankomne, og tricket syntes at virke. I hvert fald var folk stimlet til de smalle lokaler på Rust. Men det var fra starten tydeligt, at man var kommet for andet end de gyldne dråber og den gratis indgang. Denne aften markerede startskuddet for en uge fyldt med en række af de fremtrædende navne på den danske indiescene. I denne uge gør vi os forhåbninger om at kunne finde det store i det små, som man passende kunne kalde det. For hvis der var et sted, det var mest rigtigt at starte, så var det vitterlig i det små. Og det var også den plan, som var lagt på bordet for denne tirsdag aftens musikalske udfoldelser: fem af de mindre navne.

Halph
Det var det helt ubeskrevne blad, Halph, som havde fået åbningstjansen for Vibration 04. Halph var udgjort af blot to mennesker på henholdsvis guitar/vokal og trommer, og man skulle ikke langt ind i første nummer, før man fik en fornemmelse af en ganske interessant stilblanding. Halph er tydeligvis udgjort af to venner fra to vidt forskellige skoler: en guitarist/sanger med en gravalvorlig rockmine og en ekvilibristisk legende jazztrommeslager. En sådan blanding er set før med succes hos andre bands, og det samme var i høj grad tilfældet her. Melodierne var generelt udgjort af repetitive guitarlinjer med hviskende, snakkende og råbende vokaler (ikke helt ulig Lou Reed eller Stephen Immerwahr (Codeine)) og elegante armkast på trommer og bækkener. Enkelte sange snurrede sagte rundt i en fascinerende ring for så at eksplodere. Vi fik serveret dybt personlige sange, som fik en ordentlig præsentation med på vejen uden at være ofr navlepillende. Mest mindeværdig var hyldestssangen til forsangerens niece, som døde som spæd. ’Hyldestssang’ var, hvad han selv kaldte den, men det lød mest af alt som en ren og skær dødsmarch, men en fabelagtig en af slagsen. ” Dæmp lyset, en eller anden,” sagde min sidemand til mig, og det var der i den grad behov for. Med så sarte sange måtte man passe på, at de ikke faldt fra hinanden, og alt tydede på, at de netop burde spilles i et mørkt kammer. Halph lagde en mørk musikalsk sky over åbningen af Vibration 04. ” Jeg lover jer, at vi ser mere til hinanden,” lød de afsluttende ord. Jeg kunne kun sige: ” Det håber jeg så sandelig” og udsende et samtidigt håb om, at de næste gang medbringer en bassist, så sangene kan få den fylde, man ikke kan lade være med at tænke på, de burde have.

Campsite

Rust kunne næsten ligeså godt have været en cool club i New York. Det blev man i hvert fald glimtvis overbevist om af det efterfølgende band, Campsite, som havde et godt tag i den populære postpunk-genre. Campsite leverede triste, men velbevandrede melodier med et bittersødt strøg af resignation… når det fungerede, vel at mærke. Det gjorde det i flere sange, og på den måde lykkedes det bandet at få de blågrønne lys i loftet til at dryppe ned over sit publikum og tage os med tilbage til dengang i 80’erne, hvor genren for alvor fandt fodfæste. Campsite var bedst i de øjeblikke, hvor de fik os til at glemme tiden – dengang og sidenhen – og blot lod musikken tale. Men når musikkens argumenter ikke var stærke nok, blev man mindet om alt, hvad der ellers eksisterer af nutidige bands: Interpol, The Strokes, The Stills, Elefant osv. – alle sammen navne som Campsite forsøgsvist lægger sig op på siden af. Forsangeren havde det tidsrigtige tøj og hår, og han lagde en attitude for dagen, som det ene øjeblik matchede musikkens udtryk og det næste blot var et kæmpe irritationsmoment (man er nødt til at have noget at have det i, hvis det endelig skal være). Men al fysisk fremtræden lagt til side… det må siges, at han besidder en herlig doven vokal, der kan betegnes som en light-version af de respektive forsangere fra ovenfor nævnte bands. Campsite fungerer fint som et band, og de har fat i den lange ende. Nu må de bare videreudvikle sig og få frasorteret de middelmådige sange. Giv dem et par år og lad os så se.

Sterling
Rødvin, cigaretter og lidt for meget motion / Det har aldrig været godt for nogen.” Sterling var gået på scenen. Trommerne satte i med en frisk rytme, guitar og bas fremad fulgtes hånd i hånd, mens et samplet keyboard hilste på i den tempofyldte popsang, Rødvin. Denne anmelder måtte føres nogle sange ind i settet, før det gik op for mig, hvor jeg havde hørt disse sange før. Tonen var humoristisk og ironisk, bandet havde nogle glade melodier, men de lignede ikke nogen, der egentlig havde noget at sige. Hvem var det, de mindede om? Ahh, og så ramte den mig ved andet nummers udtoning. Junior! Dem der var på flugt fra alting og havde madpakke med. Ligesom Junior havde Sterling fat i de dansksprogede popsange, og som Junior havde Sterling ikke det store på hjerte. Så var spørgsmålet, om man kunne nøjes, hvis bare melodierne var stærke nok. Rødvin havde et hook, der var lige ved at være der, men en sidste gnist manglede. Den manglende gnist lå i vokalmelodierne, som var for ordinære og kedelige, hvilket forsangerens stemme også måtte karakteriseres som. Og således fortsatte det i de følgende sange. De kunne ikke løfte sig langt over middel, selv om bandets fremtræden på scenen var helt i top. Ironisk nok var det i det afsluttende covernummer, at bandet fandt deres form. Sangen havde fået et ryk, melodien sad der, og forsangeren strakte sin vokal op over det middelmådige. Det lød faktisk som et nutidigt svar på Kliche, og det er sjældent dårligt. Det fungerede i hvert fald i de tre minutter, sangen varede.

The Unit

Vibration reklamerer for et bredt udbud af genrer, noget denne aften sagtens bevidnede. Hvor der var letbenet popmusik hos Sterling, var blodet sat i kog hos de hårdt rockende The Unit. Ind på scenen trådte tre sortklædte herrer, og der var ikke så mange dikkedarer. Der skulle leveres beskidt, støjende rock. Et simpelt, rockende guitarriff satte ind og fik hurtigt lagt et ståluldstæppe under sig i form af forvrænget bas og hårdt bankende trommer. Hertil skulle lægges en rå, blødende vokal, der det ene øjeblik sang vredt og vrægende for så at skyde over i et hjerteskærende skrig med en eksplosiv instrumental backing. Når rock og vrede blandes, og der er substans bag udgydelserne, så er det ikke til at stå stille. Dette var tilfældet her. “But as I’m having my nervous breakdown I need you round,” lød det fra højttalerne, hvorefter forsangeren slog over i et hjerteskærende skrig tilsat en kakofoni af støj med ringende bækkener, der svingede de indre dæmoner rundt i lokalet. ’Nervøst sammenbrud’ var muligvis en overdrivelse, men en dybere grad af katarsis blev der i hvert fald gennemgået på scenen. dB-niveauet ramte absolut højest under The Units koncert, men hvem har nogensinde ville gå til en rockkoncert med lav volumen? The Unit spillede i knap 25 minutter, hvilket netop var tilstrækkeligt. Efter en række numre havde man stort set regnet vokaldelen ud. Det er naturligvis sat lidt på spidsen, men sang i versene og skrig i omkvædene var stort set den struktur kompositionerne havde. Instrumentalt var der rigeligt med variation, der blev trio-formatet virkelig udnyttet, men hvad angik de vokale leveringer savnede jeg en smule mere uforudsigelighed eller i hvert fald udfordring.

Læs også Undertoners anmeldelser af
Halph: Answering Machines
Sterling: Solo danser mama sjus
The Unit: White Night

Deltag i debat