Plader

Jaguar: Simple Faces EP

Et imponerende debutudspil, som sågar indeholder en hitsingle – hvis bandet får lov at komme så vidt.

Paidea. Ja, sandsynligvis ikke det ord, man støder mest på i sin dagligdag. Paidea har forskellige fortolkninger, alt afhængigt af sammenhængen. I det gamle Grækenland refererer ’paidea’ generelt til den klassiske græske uddannelse, som tilstræbte at indgyde to typer læring, den virtuose og den mere verdslige.

På bagsiden af det nye danske band Jaguars første udspil opstilles “The rules of paidea,” som viser sig at være en fortælling om en flok unge, der drager ud i verden “to discover new frontiers and distant horizons”. Det er en optimistisk, ungdommelig driftsstyrende verdensholdning, som “regelbogen” dog flår fra hinanden med den endelige sætning: “But that made them all idiots!”

Det er ikke helt nemt at gennemskue, hvad bandets intention har været med dette læringsbegreb, men hvis vi skal finde frem til en definition i forhold til bandets egentlige produkt – musikken – skal ’paidea’ måske nærmere anses som leg uden klart definerede regler, og hvor man selv afgør succeskriterierne. Sidstnævnte bud på en definition ligger i dette tilfælde i denne anmelders hænder, men legen uden klart definerede rammer lyder da som et spændende ideal.

Jaguar er et helt nyt bekendtskab. De har til dato kun spillet et enkelt job og udgivet denne ene demoplade. Men man skal ikke lade sig narre; Jaguar er ikke en flok grønskollinger, der unge og uimponerede er trådt fem i spotlyset. Enkelte vil måske nikke genkendende til navnet Aikido Cop, som var bandet, de fem gutter i Jaguar tidligere spillede i. Men der skulle ske noget, måtte bandet have ment, siden de valgte at starte “forfra” under nyt navn og med nyt materiale – ikke helt ulig Joyphilters forvandling til The Fashion.

Det første produkt fra Jaguars hænder er altså denne Simple Faces EP, som byder på fem sange, hvis gennemgående udtryk byder på vrede, sørgmodighed og resignation. Resignationen forbliver en trussel hele ep’en igennem, men de to øvrige følelseselementer holder den konstant fra døren. Men dens truende tilstedeværelse er vigtig for den trykkede stemning i sangene. Denne tematik kommer stærkt til udtryk i sangen “Fade In/Out”: »You say you’re in control / But you keep breaking down / Climb up on that chair / And fall right down again,« lyder de samtidigt frustrerede og vredt afklarede linjer.

Sangen bliver sat i gang af pumpende guitartoner, der det ene øjeblik er rent klingende og det næste vredet skæve. Hertil følger en simpel trommerytme, en ekstra guitars melodilinje og bassens underliggende bund. Men bandets varemærke er Peter Kuczynskis højt-pitchede vokal i front. Hans stemme indeholder rige mængder af patos, hvad dette nu måtte indebære af vrede og melankoli. Kuczynskis fraseringer er flabede og lettere skabede (en smule i stil med Jakob Printzlau fra The Fashion), med knæk i stemmen på de “rigtige” steder og en løssluppen, følelsesmæssigt ustyrlig vibrato – alle sammen gode grunde til at holde af denne sanger.

Materialet på Simple Faces EP er gennemgående udmærket, men der er to sange, som hæver sig over resten. Det drejer sig om åbnings- og lukkenummeret, henholdsvis “Paidea (Summer’s Gonna Last Forever)” og “The Mia Intrigue”.

“Paidea” er ganske simpelt et vaskeægte rockhit! Det har en punket attitude, men melodien holdes i højsædet med melodilinjer i mol og atmosfæriske synth-landskaber. »Get in!« opfordrer Kuczynski, men det vides ikke entydigt, om han refererer til badevandet eller blot indendørs. Teksten bærer generelt præg af en underlig sommerstemning, men når en linje som »Just dance now baby, can’t forget the beat« bliver sunget med så trist en tone, så er det ikke nemt at blive klog på. Det er med denne tvetydighed, at sangen vinder. Der er masser af melankoli, som blandes med energiske rockudladninger, og sangen munder ud i den gentagende, mantra-agtige linje: »Summers gonna last forever, I’m sure.«

Opskriften er lidt den samme for “The Mia Intrigue”. Det er mørkt, og det er rockende. Bækkenerne smælder, guitarerne groover, og keyboardet syder og bobler, mens der fortælles en lille historie om den triste Mia-figur. Kuczynski vrider sig i melankoliens toner i det simple og herlige omkvæd: »Everyone is leaving you / Everyone you’ve ever loved.« Det er svært ikke at blive berørt. Selv når Kuczynski udgyder noget så simpelt som: »And I’m singing ’la la’,« er det, som om der ligger en dybere, underfrostået betydning i lala’erne. Ikke desto mindre virker det blændende godt. Sangen dykker ned i en eftertænksom dal med linjerne: »I’ll miss you / You won’t regret it,« hvorefter guitarstøjen tager over. En trist rocksang der med sine fem minutter og 30 sekunders varighed stopper tiden for en stund.

Med to så stærke numre blegner resten en del i forhold til. Det øvrige materiale er bestemt ikke dårligt, men man kommer ikke op af stolen, råbende, skrigende, fægtende med armene, som man har en tendens til ved “Paidea (Summer’s Gonna Last Forever)” og “The Mia Intrigue”.

’Leg uden klart definerede rammer’ er der ikke tale om på Simple Faces EP, men succeskriteriet er en anden snak: Jaguar har rundt regnet spillet under dette nye navn i et års tid. Derfor kan man ikke andet end have store forhåbninger for fremtidige udspil, for der er virkelig potentiale i denne konstellation.

★★★★☆☆

Deltag i debat