Plader

Jet by Day: Cascadia

Guitarangrebet sættes heroisk og bestemt ind på denne rockplade. Desværre skæmmes det overordnede indtryk af nogle uheldige elementer, men der er vel en grund til, at ’skip’-knappen er opfundet.

Giv dem 45 minutter, så giver de dig en indholdsrig rockoplevelse. Turen over dette musikalske bjerglandskab, som titlen Cascadia refererer til, lader sin lytter stå på bjergtinder såvel som i ekkogivende dale. Sangenes variationer lader os komme vidt omkring, og med enkelte undtagelser er det med høj kvalitet. På 45 minutter får vi højspændte guitarriffs, intense vokaludfoldelser, en tight rytmesektion samt straighte, men stærke sangkompositioner. Vi har her fat i en spændende omgang garagerock med et par skefulde fra punkens subdivision, emocore – en blanding som denne anmelder sjældent har hørt og sjældent så godt, som når det er allerbedst på Cascadia. Selv om Jet by Day ikke finder frem til de helt hvide pletter på det musikalske landkort, så giver denne genreblanding et skub i den til tider lidt stive rocktradition.

Det er noget af et trekløver, som Jet by Day sætter i sving på Cascadia. »And the lights go out,« lyder de første ord, som sparker åbningsnummeret “Worldwide” i gang. Forud for vokalens entré varmer sangen op med et minuts sammenkog af sydende keyboardtoner, forvrænget bas, forstrukne guitarhylende toner og hurtigt bankende trommer. Og på toppen af introens stigende intensitet træder forsanger David Matysiak så ind. Herfra følger lækre sprøde guitarriffs spillet fra det ene hjørne til det andet af Jet by Days to guitarister. Ved første gennemlytning lyder “Worldwide” som en hyldest til musikken med linjer som »while the music is loud […] the youth is alive« og »dance as the sounds erupt and explode.« Men der er en grund til, at lyset går ud, som den indledende linje fortæller det. Når det er mørkt, kan man selvsagt ikke se noget, og når musikken er høj, kan man ikke høre andre lyde. I dette mørke og denne støj finder utroskaben sted: »Trust dies […] when cheating hearts decide,« lyder det vredt fra Matysiak, som bevæger sig fra energisk sang til momentane udbrud i skrig. Det er stærke sager!

“Let You Down” er endnu en fængslende sang, som opfordrer sin lytter til heftig bevægelse. Her er masser af frontalangreb med guitarer og trommer. Jet by Day benytter sig af det velkendte trick med at tilføre masser af fart og støj for dernæst at sænke tempoet og reducere dB-niveauet og så med fornyet energi at drøne af sted igen. Denne formular lægger sig fint op ad tekstens centrale tematik, der omhandler en forhenværende stor kunstner i kamp med egen inspiration og formåen. Matysiaks ord er som opmuntringer, der summer af positiv energi: »The crease in the page where you marked your place is still waiting for you to resume your pace.« Selvsamme positive energi kommer til udtryk i musikken.

Pladens tredje sang med den nærmest selvmodsigende titel “This Quiet Hell” begynder i sand White Stripes-stil med simpelt bankende trommer og en groovy baslinje. Sviende guitarangreb sætter hurtigt fut i sagerne, og vi står tilbage med en oplagt single, hvis selskabet Kindercore på noget tidspunkt skulle spekulere i at udsende en sådan. Matysiak har næppe lydt mere overbevisende, end han gør i linjerne: »You can’t change what you can’t control / You can’t control what you can’t survive / You can’t survive what you can’t become / And who’s to say that you’re still alive?«

I “End of the Line” har Jet by Day virkelig fået blod på tanden. Det er pladens mest aggressive nummer tillagt en stor mængde energi, hvor man kan nikke i retning af The Unit som dansk pendant til et lignende udtryk. Der forekommer til gengæld et tilbagefald i “Last Call”, som blot fremstår som et ligegyldigt, radiovenligt brud på rocken, som ellers syntes ustoppelig. “Lost in Translation” starter med et par stille, halvkedelige vers for så at slå over i en fuldbyrdet guitarsolo, men det ændrer ikke ved nummerets halvkedelige karakter. Helt galt går det i “Stare at the Sun”, der mest af alt virker som fjollet leg med trommemaskine og ubehageligt kitschede keyboardlyde. Det er synd med sådanne umotiverede sange på en plade, der ellers starter fænomenalt.

Selv om Cascadia ikke kommer helt op at ringe, skal det dog ikke holde mig fra at anbefale denne udgivelse, for de numre, der er gode, er til gengæld også tilpas gode til, at man kan ignorere de mindre heldige elementer på pladen. Der er rock for skillingen på Cascadia, og hvis man har et hul i pladesamlingen ved siden af eksempelvis The Hives, så kan Jet by Days seneste afkast anbefales til at lukke det.

★★★★☆☆

Deltag i debat