Plader

The Kind of Bitter: Regrets

The Kind of Bitter er et musikalsk projekt fra det mindre københavnerselskab Play/Rec. Musikken lyder dog mere som et provins-ensemble med store melodramatiske visioner, men med mangelfuld evne til at formidle dem.

Københavnske The Kind of Bitter bryster sig af at være et musikalsk projekt på tværs af de respektive bands: The Magic Bullet Theory, Menfolk, The Unit og Barra Head. Personligt indgydede denne sammensætning visse forventninger om frisindet og spændende sammenspil. Ikke mindst fordi midlertidige konstellationer mellem musikanter fra samme pladeselskab er en lettere revolutionerende trend på den internationale, progressive musikscene, hvorfra navne som Mimi Secue og Godspeed You Black Emperor! kan nævnes som modergrupper på henholdsvis Karate Joe Records og Constellation Records. Det er dog ikke altid, sådanne kollaborationer ender lige heldigt – eller innovativt, for den sags skyld. Dette er The Kind of Bitter desværre et åbenlyst eksempel på.

Regrets indledes af sukkersøde guitartoner akkompagneret af stampende stortromme og spæde, huggende akkorder. Titlen “Dead Fight” indbyder ellers til en dyster fortælling om kærlighedslivets knugende skænderier, men i stedet rammes man af en yderst konventionel popperle. Et faktum der ikke synes at genere de garvede undergrundsrockere, men tværtimod emmer stemningen af stor vellyst for at spille lettilgængelige og behagelige rundgange i hitskabeloner.

Overrasket bliver jeg igen, da den efterfølgende “Teardrops” er præcis samme, omend bedre og mere rockede, lykkelige forening af vers, omkvæd (syng med-omkvæd!) og slutteligt en kedelig Dizzy-solo. Forundret spoler jeg tilbage for at forsikre mig, om at det virkelig var »Na na na na na na na na na nana nanow,« den gode Mikkel Jes Hansen tilforladeligt udbasunerer. Ja, ordet »baby« forekommer endda regulært i tekstmaterialet som et uhæmmet fyldord, men det går alligevel nydeligt hånd i hånd med den øvrige “lyrik,” der bestemt ikke imponerer. Netop denne mangel står skarpt, fordi der i pressemeddelsen nævnes de 3 store N’er, Nick Drake, Nick Cave og Neil Young, som inspirationskilder. Alle sangskrivere, der i denne sammenhæng må regnes som litterære guder.

Når The Kind of Bitter er bedst, i numrene “This Time of Year” og “See You in September”, er det, fordi bandets force – det gedigne melodimateriale gennem afdæmpede, slentrende kompositioner – her fremstår klarest og derved opnår en snært af individualitet og oprigtig dybde. Også titelnummeret, der er den eneste instrumentale skæring på pladen, formår kortvarigt at skabe et interessant stemningsbillede, der leder tankerne hen på Kents Hagnesta Hill.

På den ene side er det fantastisk, at der i Danmark findes en voksende bevidsthed omkring de uudforskede centre i den kollektive musikhjerne, men der går oftest meget galt i udviklingen af personlige lydbilleder og stemningsrum. Måske er det simpelthen mangel på talent, eller også er det fordi, kunstnerne glemmer at stille spørgsmål ved deres værk og mål. I dette tilfælde falder The Kind of Bitter tungt gennem indiehimlens spændende skyformationer og rammer med deres metermelodiøse rock mainstreammusikkens grå cement. Dette må siges at være ulyksaligt, da musikerne til daglig i deres andre bands udviser denne ovennævnte bevidsthed, hvilket også fremkommer i gruppens navn, The Kind of Bitter, der er titlen på en sang af eminente Codeine. Desuden har bandet på bedste do it yourself-manér optaget denne debut i en hytte ved vandet på Vestsjælland. Og selv om Regrets ikke ligefrem hyldes af denne anmelder, er det tydeligt, at The Kind of Bitter har bred musikalsk appel, som allerede er blevet opdaget af det store udland. Således har gruppen skrevet kontrakt med det amerikanske selskab MTT Records, og pladen udsendes ydermere både i Italien, Tyskland og England.

Første gang jeg nogensinde skrev om musik, var jeg en ivrig folkeskolepraktikant hos Gaffa i Århus. Den ansvarlige redaktør gav mig den yderst fortrolige mission at skulle (prøve)anmelde Garbos debutalbum, Fields. Jeg var ung, og min dømmekraft var lidet udviklet, så jeg gav en ekstra stjerne for ikke at virke arrogant, og fordi den afsluttende skæring insisterede på kvalitet, der i min verden berettigede Garbo fire stjerner. At jeg nævner denne oplevelse skyldes, at jeg, siddende med The Kind of Bitter i øregangen, føler en vis lighed, ikke blot i berøring med musikken. Til trods for at The Kind of Bitter alligevel er bedre end Garbo, er jeg også blevet ældre og mere skarpseende. Regrets skuffer og lader meget tilbage at ønske, men er man til melodisk og konform rock ’from the kingdom of Denmark,’ så er The Kind of Bitter stadig yderst velsmagende.

★★★☆☆☆

Deltag i debat