Koncerter

Learning from Las Vegas, The Veils, The Raveonettes, 17.02.04, Store Vega

The Raveonettes var vendt hjem til Danmark, hvor de i Vegas store sal leverede en glimrende koncert.Det plejer at være et simpelt regnestykke, og det plejer at holde stik. Den skrevne koncertstart er et tidspunkt, hvortil man kan lægge en time til halvanden for at finde det egentlige øjeblik, hvor scenen bliver betrådt. Men hvad er det nu, at forskerne siger? Videnskabens grundlag er, at den skal kunne falsificeres. Og falsificeret blev min koncertteori denne tirsdag aften. I Vegas program stod der klart og tydeligt kl. 20, og da den store viser tog sit endelig dovne skridt mod ’12,’ da trådte aftenens første opvarmningsband altså på scenen.

De var i medierne blevet beskrevet som hjemvendte helte, og vi skulle da også helt tilbage til Roskilde Festival 2003 for at finde The Raveonettes’ sidste rigtige koncert (der var jo også en kort optræden ved P3’s prisuddeling), så man kunne med rette sige, at det var et stykke tid siden, at Sune Wagner og co. sidst havde ladet feedbacken skylle ind i vores øregange.

Men før vi skulle lade os fornøje af udsigten til en ugelang hylen for ørerne, var der to supportbands, som skulle opleves.

Learning from Las Vegas
Det første band på scenen, altså det band der denne aften nedsablede min ellers holdbare teori, var The Raveonettes’ labelkammerater hos Crunchy Frog, Learning from Las Vegas. Bandet har fundet deres navn i titlen på en stærkt polemisk arkitekturbog, som fremlagde et skrevet råb mod arkitekters tendens til at bygge pompøse, selvophøjende monumenter. Måske ligger der en grad af selvironi i dette statement; ikke desto mindre tenderede bandet at have et mere spækket lydbillede, end hvad der rent faktisk blev spillet fra scenen.


Foto: Millimeter

Forud for bandets seneste udgivelse, Richard and Liz, havde trioen budt Jesper Sand (Thau) indenbords som ekstra guitarist, noget der bestemt var en kærkommen idé: Bandets lyd fik mere fylde, og sangene syntes at få bedre tag i de gode melodier. Men efter udgivelsen af førnævnte plade valgte Sand at forlade bandet igen.

Således stod Learning from Las Vegas igen som en trio i Vegas store sal. Men det var svært at høre, at der kun stod tre mennesker på scenen. Ud af højttalerne hørtes flere guitarer, flere korstemmer, og hvad der ellers fylder lydbilledet ud på bandets plader. Learning from Las Vegas’ “sangmonumenter” fremstod på denne måde, om ikke “pompøst,” så da i hvert fald fyldigere end hvad tre mennesker kunne levere. Dette skulle dog ikke holdes mod et band, som ellers normalt har svært ved at komme ud over scenekanten: En sær form for tilbageholdenhed har altid præget Learning from Las Vegas i livesituationer, men her havde de heldigvis nogle rare sange, der kunne godtgøre det.

The Veils
Hernæst stod der britisk rock på programmet. Bandet The Veils bliver for tiden småhypet af de større nationale musikblade i bandets hjemland, og vi skulle heller ikke synderlig langt ind i briternes koncert, før man forstod hvorfor. Musikalsk besad bandet en udmærket meloditæft, som i en række sange fik lov til at glimte, men hvad, der blinkede kraftigst, var den påfaldende lyd, som gjorde det så nemt at smide The Veils ind i bås med Starsailor og Travis. Det var det brede lydbillede med de beklagende melodier, enten i form af vuggeviser eller højtravende rocknumre, der i sand britisk stil var gennemgående.


I front for bandet stod den karismatiske Finn Andrews med en skikkelse ikke helt ulig Jack Skellington fra The Nightmare before Christmas. Den langlemmede krop gemte på en stemme, som pudsigt nok også lød som James Walsh (Starsailor), blot i en lidt mere råsleben, hæs version. Selvom det var tydeligt, at Andrews besidder en stor stemme, var det dog nemmest at afskrive denne, eftersom hans vokal i aftenens anledning ikke var i tip-top stand. Ved slutningen af hver tekstlinje eller når Andrews skulle bevæge stemmen over flere toner, maste et forkølelses-overtoneskrig sig gennem lungerne, gennem mikrofonen, ud af højttalerne og skarpt skærende i ørerne på denne anmelder.

The Veils’ sangmateriale syntes at svinge mellem godt og middelmådigt, men med en fejljustering i stemmen var det svært at danne sig et ordentligt indtryk.

The Raveonettes
I pausen mellem The Veils og The Raveonettes blev der spillet en masse doo wop og 50’er-60’er popmusik, som The Raveonettes plejer at få spillet, før de entrer scenen. Summen gik rundt i Vegas store sal. Folk var efterhånden begyndt at trække ind fra barerne i siden, og her var et helt tydeligt bevis på, at bandets popularitet er steget til vejrs herhjemme.

Måske var det derfor, at bandet lagde ud med to pleasere fra Chain Gang of Love, Remember og That great Love Sound, før de slap stormvejret løs med en tur tilbage i det beskedne bagkatalog (som bekendt spilles med de mørkere Bb-mor-akkorder).

Opskriften var simpel, som man kender den fra Sune Wagners hånd, men det fungerede fint i den time, som bandet var på. Og variationen mellem de lysere sange og de mørke dunkende rockere var rar for øret, selvom man stadig kunne ønske sig lidt mere variation sangene imellem (her håbes på en kommende plade uden dogmeregler). Der blev plads til mere eller mindre samtlige sange fra bandets to udgivne plader samt en par b-sider – heriblandt kan nævnes højdepunkter som Do You Believe Her, Little Animal, Love Can Destroy Everything (som blev dedikeret til Gram Parsons og Johnny Cash) og det herlige covernummer af Eddie Cochrans C’mon Everybody (som er at finde på Japan-importen af Chain Gang of Love.

Foto: Søren Solkær Starbird

Hvor ser I godt ud, København,” grinede Sharin Foo, “tænk at man skal stå og sige det.” Der er ingen tvivl om, at der er sket en masse, mens The Raveonettes har været ude på de amerikanske landeveje. Heartbreak Stroll bliver regelmæssigt spillet på P3 (en sang som på popularitetsbarometeret udgør et trekløver med That Great Love Sound og Attack of the Ghost Riders), og bandet bliver generelt taget til sig af mainstream-publikummet. Så der var ikke så meget at sige til, hvis bandet følte sig meget overraskede over det flotte fremmøde. Sune Wagner virkede nærmest helt forlegen, og da han annoncerede sidste nummer, lød der et ærgerligt “neeej” fra publikum, noget der fremkaldte en nervøs klukkende latter fra Wagner. Bandet kom dog naturligvis også på scenen igen og leverede ekstranumre som Cops on our Tail og den glimrende b-side The Rebel Invasion. I den støjende afslutning af Beat City lå Wagner på gulvet i fuldt sving med at hive og flå så meget hvid støj som muligt ud af sit instrument. Jakob Høyer bankede et langsomt slæbende beat i gang, mens støjen fortsatte. Foo og Wagner sad begge på knæ og deltes om mikrofonen i et simuleret kys, mens de sang deres efterhånden velkendte cover af Buddy Hollys Everyday.

The Raveonettes var i højt gear, og de leverede en god koncert. De bør være selvskrevet til Roskilde Festival 2004 (især med Sune Wagners Roskilde-historie in mente der nu er oppe på 10 optrædende år i træk).

Deltag i debat