Koncerter

Mikkel Metal, Austin, Le Bombe, 07.02.04, Rart

[Ivan Petersen]Uinspireret, forudsigeligt og en pudsig svensker.Uinspireret, forudsigeligt og en pudsig svensker

Tja, det lyder lidt som en trist aften, så jeg skynder mig lige at understrege, at det faktisk ikke var tilfældet. Hyggeligt, ikke prætentiøst og Fuglsang til meget overkommelige priser (og som sønderjyde får man jo nærmest vand i øjnene, når man ser en Ding-Dong). Så stor ros for et i bund og grund godt initiativ.


Mikkel Metal

Hvad angår det mere seriøse, nemlig anmelderiet, bestod de musikalske indslag denne aften af Mikkel Metal, Austin, begge fra Danmark, og svenske Le Bombe. For nu at starte fra en ende af lagde Mikkel Metal ud med omtrent en times laptop-electronica. Jeg vil blankt indrømme, at jeg ikke er den store kender af lige præcis den type musik, hvorfor enkelte facetter ganske givet er gået min næse forbi, men jeg vil dog trods alt vove den påstand, at udtrykket var lettere standardiseret, meget lidt nyskabende og en smule kedeligt. Indledningen var et sløvt, næsten søvndyssende, dystert nummer, der blev afløst af en lidt hurtigere periode, der i enkelte momenter lød ret cool med et skramlet beat som underlægning for en simpel, men iørefaldende melodi. Den resterende del af koncerten var til gengæld i for høj grad præget af den indledende sløvhed, de samme gentagelser, og den minimale musikalske udvikling, og så, undskyld, lyder det hele som noget, man har hørt et par tusinde gange før.

Det samme gjorde sig gældende i forhold til Austin, der efterfølgende trådte på scenen (og her har jeg mere at have det i, eftersom jeg er en temmelig stor beundrer af diverse skotske og canadiske postrock-bands). Imponeret blev jeg over afslutningen af det første nummer, der var hurtigt, næsten catchy og kraftigt afvigende fra det, man lige forventede. Men netop det, at den sædvanlige postrock-formel i øvrigt ikke blev brudt, hvorfor det virkede lidt for forudsigeligt, gjorde koncerten til lidt af et antiklimaks. Det er selvfølgelig en oplagt mulighed, at jeg er en halvgammel, bitter mandsperson, der allerede har hørt tilstrækkeligt instrumentalmusik til at kunne glædes over endnu et band inden for denne genre, for det var såmænd ikke det, at musikken var dårlig, der var problemet, men snarere, at den i mine ører lød som en blanding af Mogwais mogwai:ep og en Do Make Say Think-udgivelse. Så det her skal vel egentlig betragtes som lidt af en ros, samtidig med at jeg lige vil påpege, at det efterhånden kunne være rart, hvis de såkaldte eksperimenterende rockbands rent faktisk var i stand til at ændre på såvel form som indhold.

Unikummet fra Malmø, som var programmets i øvrigt rammende beskrivelse af Le Bombe, var til gengæld en spøjs oplevelse. Det drejede sig om en svensker, der på en simpel musikalsk baggrund fremførte en række korte og i de fleste tilfælde happy-happy-corny sange og derfor var et forfriskende indslag. Om det ligefrem var godt er svært at svare på, eftersom man fik det indtryk, at det nok mest af alt var lidt for sjov, og delvist morsomt var det i hvert fald.

Summa summarum: Selve Rart-arrangementet kan pga. formen og den afslappede stemning varmt anbefales (og jeg har da tænkt mig at møde op næste gang også). Til den tid satser jeg så på, at musikken ikke udgøres af en solist og et band, der uden at være dårlige hænger lidt for meget fast i hver sin lidt for fortærskede musikstil, samt en løjerlig artist fra hinsidan.

For mere info se Rarts hjemmeside.

Deltag i debat