Koncerter

Mofus, Amber, 13.02.04, Vibration Festival

En totrinsraket med en slags postrock tilsat en særlig, nordisk sensibilitet og næsten-instrumental retrosynth som partyrock med Albarn-agtig vokal.Kø for at komme ind på Rust allerede kl. 22? Omkring hundrede mennesker havde forladt deres varme stuer denne aften for at høre Mofus og Amber. Et relativt pænt fremmøde – måske fordi alle og enhver tilsyneladende var på gæstelisten. Koncerten afholdtes i Vibration-regi – dette glimrende initiativ, der skyller alternativ, rytmisk musik ind over København i indeværende, forlængede weekend.

Amber
Og Amber fik lov at åbne ballet. Amber er en trio med skæv instrumentering: en lapset herre på xylofon/trommer, en Erik Nielsen-lookalike på strengeinstrumenter med en ‘vil du se min smukke navle’-sangerinde midt imellem sig.


Stilen var stille og indædt, lange crescendoer og støjende forløsning. En slags postrock tilsat en særlig, nordisk sensibilitet – ikke ulig den man finder hos Speaker Bite Me, blot ikke nær så pågående. Selvom der til tider var Chan Marshall-reminiscens i vokalen, hvilket i sammenhængen gav et skud innovation, lykkedes det dog ikke Amber for alvor at bibringe genren noget nyt. Især de støjende passager savnede inspiration, men indrømmet, uden dem ville musikken måske gå til i ensartethed; der er ikke den store variation at spore på parcel Amber.

Desværre, for det, de gør, gør de såmænd udmærket. De mere sfæriske dele, hvor vokalen fik lov at vokse, fungerede efter hensigten. Eller som Danmarks pt. Bedste Sangerindeâ„¢ udtrykte det: “œDet kan undre, at Amber havde valgt et så tørt lydbillede, som vokalen næsten druknede i.” Man kunne godt have ønsket sig lidt mere ‘fylde’ i lyden, der måske også kunne have været forstærket af endnu et sæt strenge. Der blev præsenteret nyt materiale til et kommende album, der i den rette produktion nok kan blive et interessant bekendtskab.

Hvis Amber i liveudgaven vil have hæftet det samme prædikat på sig, bliver de dog nok nødt til at overveje, om der mon ikke er en grund til, at der aldrig kommer nogle mennesker til frimærkeudstillinger. Amber skal puste sig selv helt op i en størrelse large, så dem nede på de bageste rækker kan se og høre så meget, at også de lader sig opsluge af musikken og holder kæft. Indtil videre må Amber nøjes med skudsmålet bestået – en lille smule kedeligt, men trods alt en løfterig affære.

Mofus
Anden del af totrinsraketten var i høj grad en overraskelse for denne anmelder. Det Mofus, jeg havde hørt forud for denne aftens koncert, var knitrende elektronisk og meget alvorligt. Her til lejligheden var Mofus dressed up i ens røde bukser og gule skjorter.

I en kvintet bestående af keys, trommer, bas/keys, guitar og guitar/keys gives der mulighed for stor variation, og den forstod Mofus at udnytte. Aftenens koncert bød på såvel næsten-instrumental retrosynth som partyrock med Albarn-agtig vokal. Mofus har et britisk tilsnit (en slags Madness-udtryk minus ska’en), men er ellers først og fremmest helt deres egne.


Variationen i udtrykket gav også variation i kvaliteten af arrangementerne. Materialet blev ikke alene fremført med stadig større entusiasme og overbevisning, det blev simpilthen også bare bedre. Arrangørerne havde set rigtigt ved at lade Mofus spille sidst: Mofus’ anstrengelser på scenen blev tilsyneladende mødt med positiv overraskelse af de klubgængere, der, som den sene aften blev til tidlig nat, begyndte at fylde Rust. Enkelte steder sås endda tiløb til dans. Mofus imponerede altså, uden dog at brillere. Et stykke gedignt håndværk, som alle lod til at være tilfredse med, og så vil kun de mest emsige gide påpege, at Mofus med held kunne have givet den endnu et skud frigørende vildskab og løftet koncerten endnu et nøk.

Og som et kuriøst post scriptum, en salut fra frontlinjen: Mikael Simpson hilser og si’r, at hjemmesiden kun er nede, fordi han har glemt at ringe til sin udbyder, at der er indspillet fem sange til et album, der er sat til at komme 11. sept., og at hvis man aldrig er blevet bootleg’et, så er man ikke happening“¦

Leave a Reply