Koncerter

Munck, Camilla, Oscar Danielsson, 15.02.04, Vibration Festival

Camilla Munck leverede en koncert, så englene sang, og fra den anden side af Sundet fik publikum en vittig melankoliker.Efter en hård weekend var folk valfartet til Rust for at få plejet tømmermændene i afdæmpet selskab med Camilla Munck og Oscar Danielsson. For at øge søndagsstemningen sad publikum på gulvet, og der var blevet trukket puder frem for komfortens skyld.

Camilla Munck
Camilla Munck var ledsaget af en guitarist og lagde ud med at spille den ustyrligt smukke Ghostdance, som var eneste sang, jeg kendte i forvejen. Munck vekslede mellem sin stemmes utrolige fylde og en hviskende vokal og mindede mest af alt om en kvindelig udgave af stilhedens ubestridte mester, Mark Hollis. Der blev sunget med lukkede øjne, og der var ingen tvivl om, at det var med knugende indlevelse, sangene blev leveret.


Melodierne bestod hovedsageligt af et sagte fingerspil, men blev flere gange helt sfærisk som det skete i indledningsnummeret, hvor der i bedste Sigur Rös-stil blev spillet med bue. Det var i høj grad Muncks fabelagtige vokal, som dominerede billedet, og jeg blev nødt til at overgive mig fuldstændig og titulere hende som Danmarks i særklasse bedste sangerinde. Heldigvis var der også plads til, at der i ny og næ blev flået lidt i strengene, hvilket bare gjorde lydbilledet varieret og bredere. Musikerne komplementerede hinanden glimrende. Deres sang var harmonisk, og man blev gang på gang fyldt med salighed, så tankerne vandrede mod Low, hvis Mimi Parker Wynona-sangerinden var fuldt på højde med.

Publikum var meget veloplagte på det udsolgte Rust. De respekterede det tyste udtryk i langt det meste af koncerten. Dog bad den kække guitarist på et tidspunkt folk om at undlade samtaler, da han kunne høre hvert ord, der blev sagt.

Det var en koncert fyldt med højdepunkter, og heriblandt var en svensk sang, som jeg formoder var et cover-nummer. Her var det røde scenelys fejlplaceret, da de blå toner nærmest piblede ned af væggen. Selvom der lige umiddelbart var et stykke fra Wynona til Camilla Muncks mere minimalistiske soloprojekt, var der stadig undertoner af nordicana, hvilket blev tydeligst, da guitaristen, der i øvrigt havde et tag-selv-bord af guitarer med, gav sig i kast med pedal steel.

Der var tilsyneladende planer om, at når og hvis materialet skulle indspilles på plade, ville det højst sandsynligt være i ledsagelse af orkester, hvilket man så bare må krydse fingre for ikke hæmmer den smukke sårbarhed, som denne konstellation frembragte.

Oscar Danielsson

Efter Camilla Munck var gået af, blev tæppet trukket for, og da det gik op igen, var scenen blevet udstyret med orgel og singer/songwriter-stol. Jeg havde ingen erfaring med Oscar Danielsson, så da en mørkhåret mand med Polizei-t-shirt trådte frem og mimede et lille underholdningsshow med det formål at afholde folk fra at larme under koncerten, gik jeg ud fra, at det måtte være den svenske troubadour, som havde fået kultstatus herhjemme. Publikums reaktion afslørede dog, da den rigtige Danielsson entrerede. Han havde i dagens anledning taget en lur hjemmefra, så han kunne holde sig længere oppe. Det tydede i starten på, det hele ville gå op i røg og blå briller og nærmere ville blive et stand-up show frem for en regulær koncert. Forstærkerstikket var ikke sat i, og Danielsson var lige ved at lave en Victor Borge, da han skulle bestige sin stol. Publikum virkede som om, de var med helt med på løjerne, og latterkaskader blev kastet mod den besynderlige svensker. Den førnævnte mimer viste sig siden hen at være det underholdende side-kick på orgel. Den musikalske stil var småjazzet, og det skortede heller ikke på improvisationer fra de to legesyge musikere, som begge viste sig virkelig at kunne deres kram.

Balancegangen mellem alvor og humor er uhyre svær, hvis kunstneren har ambitioner om at være mere end et underholdende mellemspil, og netop humoren, som egentlig var en af Danielssons klare forcer, næsten blev en forhindring for musikken. Følelsen blev ambivalent, for de små, stille og ganske udmærkede melodier blev skæmmet af højlydte grin. Teksterne var finurlige hverdagshistorier, der, deres humoristiske indgangsvinkel til trods, var blevet mere vedkommende, hvis forummet havde ventet med at vise deres begejstring til efter afslutningen på hver sang. Det morsomme i en sætning som “Jag skriver en låt, men jag känner igen den, jag har hört den, ja, den låten fanns förut” kan ikke fornægtes, men med latteren afskrives Danielsson nemt som en musikalsk onkel til Roben & Knud, hvilket er at gøre de eftertænksomme sange til skamme. Nu skal undertegnede heller ikke spille hellig, for Oscar Danielsson var overordentlig morsom, både i sine tekster og i sine underholdende anekdoter, og der listede sig også et par brede smil over munden. Han fortalte bl.a. om sin nye single Kudden, som skulle udgives i et nyt format, ’single +,’ som bestod af 8 versioner af samme sang, så den var nok mest for dem, som virkelig godt kunne lide sangen. Han indrømmede også at have skrevet nummeret i kommercielt øjemed, da han havde luret tricket med at gentage omkvædet en masse gange, så folk fik det lært.

Alt i alt var det dog en glimrende oplevelse, og efter halvanden times hverdagsparanoia er der kun at sige, at både de musikalske og lyriske evner klart er anbefalelsesværdige.

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Camilla Munck/Moogie Johnson: Unlike You

Deltag i debat