Plader

+/- (Plus/Minus): You Are Here

En electropoppet plade, som starter rigtig godt, men siden snubler i farten.

+/- (Plus/Minus) blev skabt i den adspredte aske fra den tidligere grundpille, indierock-bandet Versus. Til at begynde med var +/- en electropoppet sidegren for forsanger James Baluyut. Produceret på egen hånd og med musikalsk hjælp fra højre og venstre skabte Baluyut debutpladen, som var en interessant blanding af pulserende elektroniske beats og drømmeriske akustiske guitarer. Det kunne sagtens have været en slags kreativ udløsning fra en mand, som havde frigjort sig fra sit band, og selv om debutpladen ikke fik samme opmærksomhed som de større navne, The Notwist og The Postal Service, burde den nok have fået det. Også selv om det ikke var en gennemført god plade. Den viste nemlig et potentiale, som forhåbentlig kunne indfries på efterfølgeren.

Og netop efterfølgeren, You Are Here, er lagt under luppen i denne anmeldelse. På You Are Here præsenterer Baluyut en liste af sange, som er lidt af en rodekasse: Der er både nogle enkelte fremragende og en masse middelmådige ting – dog slipper vi helt for det rådne bundfald. Når det er godt, stiger og synker sangene fra takt til takt med en særlig indtrængenhed. Det virker som en forsinket presserende tone, der lægger sig symfonisk ind i sangene, og man afventer, at det hele snarligt vil briste, som lyden vokser sig fyldigere.

Indledningsvis fortsætter You Are Here ud ad den electropoppede rute, som den selvbetitlede debut kortlagde. “Ventriloquist” påbegyndes med en simpelt dunkende technotromme, arpeggio-guitarriff og en filtreret distant vokal, der synger om en køretur på vej mod det ufravigelige biluheld. Sangen er pakket af en tæt stemning af forventning; en stemning der føres videre i et af pladens højdepunkter, den efterfølgende “Surprise!”. En elektronisk hihat ræser af sted i hurtigt tempo, en kontrast til den underliggende, ulmende bas og sangens generelle rolige niveau. Men der er intet roligt i stemningen. Alt er foruroligende, ligesom det er foruroligende i Depeche Modes “Behind the Wheel”. Der er mere tempo og energi over “Trapped under Ice Floes (Redux)”, som lyder som en forsvunden New Order-sang, både i melodi og Baluyuts meget Bernard Sumner-lydende vokal.

Karakteristisk for sidstnævnte sang og størstedelen af pladen er, at de elektroniske elementer ikke længere er i højsædet. De er en naturlig del af flere sange, men fylder aldrig så meget, at man bør fokuseres på dem alene. Vigtigere er det samlede udtryk, som skaber det hybride udtryk. Det gør sig tydeligt ved, at Baluyut nu har tilført +/- et fast band.

Et godt eksempel på det hybride udtryk er i “No One Sees You Like I Do”, som åbner med elektroniske trommemønstre og klokkespilslydende keyboard. To hviskende vokaler i oktavforhold fortæller om en voldtægt fra forbryderens perspektiv: »Hands tied onto the bedpost / Tears falling down from the blindfold / Running my hands through your hair / Hush now, you won’t feel a thing.« Selve voldtægten beskrives instrumentalt med momentane forvrængede eksplosioner af smældende trommer og guitarklang, som bryder den ellers afdæmpede sang. Effektivt!

Førstehåndsindtrykket af You Are Here er gennemgående godt. Men efter flere gennemlytninger falder pladen en smule fra hinanden, hvilket skyldes en del middelmådige numre. Det er primært den ordinære karakter i numre som “Megalomaniac” og “Here We Are (Again)”, der gør dem kedelige. De leger ikke, udfordrer ikke, men søger den nemme, og direkte vej med tradionel komposition og søgt vellydende melodier – hvis de dog bare var uimodståeligt catchy, var det måske mere acceptabelt. Et nummer som “She’s Got Your Eyes” er udgjort af repetitive guitar- og basfigurer, som det mest fremtrædende i sangen. Hertil følger en enerverende, svag falsetsang. Sangen består i realiteten blot af to stykker, vers og instrumentalt mellemspil, og hvad der er repetitivt, bliver desværre også monotont, langtrukkent og kedeligt.

Med You Are Here har Baluyut og co. i +/- efterladt os en beskeden plade, som dog i sin helhed formår at dække en smule over egne fejltrin undervejs. Trods de rigtig gode numre på pladen, er der ingen tvivl om, at You are Here har for mange middelmådige sange til, at jeg helhjertet kan anbefale den.

★★★½☆☆

Lyt til “Ventriloquist”:
[audio:http://www.teenbeat.net/mp3s/plus_minus.ventriloquist.mp3]

Deltag i debat