Plader

The Risktaker: Nightclub

Skrevet af Jakob Lisbjerg

The Risktaker fra København bevæger sig i det musikalske mørke, hvor der er plads til de stille sange i et dystert univers.

“Sveden er absorberet af det vinrøde læderpolster og håret flagrer ind i øjnene. Lukker dem. Dykker ned. Pulsen tæt ved håndleddet, der hvor siamesiske kræfter lænkede og drænede for sandheden.”

Dette lidt kryptiske stykke tekst er de første linjer af teksten, som bag på demoen står med små bogstaver under tracklisten. Teksten er en smule – nej, lad os sige meget – mystisk og sætter en række tanker i gang om, hvordan musikken er. Det er måske en slags brugsanvisning til, hvordan man skal lytte til demoen? (Pressemeddelelsen indledes også med et iscenesættende stykke prosa, men hvis man blot er almindelig lytter, har man kun teksten bag på coveret at holde sig til). Selv om teksten er dansk, synges der på engelsk på de fire numre, som udgør The Risktakers demo.

The Risktaker startede som et soloprojekt for Rasmus Skov tilbage i 2002 med en akustisk guitar og senere computerens mulighed for at lave musik, dog stadig med en analog lyd. De to har senere fået selskab af resten af bandet, mest for at kunne spille live, og nu er bandet så klar med demoen Nightclub.

De første nummer, “Nightclub”, åbner demoen med en tør, akustisk guitar, og Nickolaj Hove begynder at synge ind over. Hans stemme er en smule rusten og klagende, desværre også en smule skinger, og det bliver værre, når han trækker lange toner. Den er desuden produceret med en smule rumklang, som smager lidt for meget af billig stemning, som musikken egentlig klarer meget godt alene. Stilen er en slags støvet, stille pop. “In-Between Everlasting Nights” minder meget om “Nightclub” med sin stille intro og sin gode stemning, men en egentlig mangel på noget interessant melodisk.

Demoens to sidste numre er langt mere interessante end de to første. “Red Cowboy” indledes med et skævt pianostykke, som i stemning minder meget om Black Heart Procession. Nickolaj Hove lægger sin stemme oven på, og efter et vers kommer der en meget dæmpet guitar og en tilsvarende svag stryger ind. Efter endnu et vers kommer omkvædet, hvor Nickolaj Hove forsøger sig med falset (igen). Det lyder ikke specielt dårligt, men heller ikke specielt godt. Lidt synd for demoens bedste nummer.

“Yoko” indledes, ligesom de andre numre på demoen, med en enkel intro (her er det akustisk guitar og en meget kunstig sav), hvor Nickolaj Hove lægger sin stemme ind over. I “Yoko” finder man imidlertid også en kvindelig vokal, som er mere fremtrædende end bare som korstemme. Det er dejligt at høre, og der er også en smule elektronisk støj under nummeret flere steder. Nickolaj Hoves stemme bliver senere elektronisk behandlet, så den lyder mere hviskende og dyster. Det fungerer ikke helt, men virker en smule påtaget. Nummeret har et dejligt langstrakt mellemspil, som kunne minde om Sonic Youth.

Demoen mangler absolut ikke stemning, men det er som om, de fire numre minder lidt for meget om hinanden i stil og lyd. Især de to første numre minder meget om hinanden, og man savner generelt tempo og måske også bare en smule udfordring – det virker, som om The Risktaker (og især vokalist Nickolaj Hove) har fundet en opskrift, som de synes virker, og at de derfor ikke prøver så meget andet. På den måde bliver bandets navn pludselig meget ironisk. Forsigtigheden kan høres på demoen, som i sidste ende ikke rigtig rokker hverken ved lytteren og måske heller ikke rigtig ved bandet selv. Og teksten bag på coveret? Hvad den har med musikken at gøre, forstår jeg stadig ikke…

★★☆☆☆☆

Leave a Reply