Plader

Sleeping at Last: Ghosts

Selv Alan Moulder og Billy Corgan kan tage fejl.

Nogle gange dømmer man et band for hurtigt. Jeg må således beklage, at jeg tidligere har udråbt både Lowgold og Starsailor til det band, der udgav 2003’s suverænt dårligste plade. Ingen af disse kommer nemlig tilnærmelsesvist i nærheden af Sleeping at Last.

Modsat de nævnte bands, hvis plader gennemgående var tåkrummende, er der dog intet som helst irriterende ved Sleeping at Last. Ghosts flyder let og elegant ind i ørerne – og lige så let og elegant ud igen uden at efterlade sig nogen form for indtryk. Der dannes vitterligt ikke en eneste tanke eller følelse, uanset hvor mange gange man gennemlytter dette album – det fortjener vel nærmest en præmie i sig selv?

Presseomtalerne på hjemmesiden spænder lige fra “they are composing the kind of pop songs that bring evolution to current musical trends” til “the 11 dreamlike ballads on Ghosts take the listener on a journey of self discovery” og er generelt komplet umulige at tage seriøst. De utallige henvisninger til U2, Coldplay og Radiohead viser blot, at skribenterne ikke har andre referencerammer, mens de store roser fra kristne hjemmesider giver mening, når det viser sig, at Sleeping at Last er en religiøs rockgruppe.

At den unge Chicago-trio overhovedet er nået til disse kanter, må skyldes de prominente personer, der har lagt navn til bandets promotion. Historien går på, at Billy Corgan tilfældigvis stødte på gruppen og blev så begejstret, at han fik hentet både Bjørn Thorsrud og selveste Alan Moulder til at producere og mixe denne cd – men lige lidt har det hjulpet på musikken, der lyder som en let, luftig og ufatteligt tynd blanding af Motorhomes og Starsailor. Med lidt god vilje kan man godt fremmane et ekko af Jimmy Chamberlins trommer og Corgans hvirvlende guitarer, men 19-årige Ryan O’Neals tandløse vokal minder mindre om Smashing Pumpkins’ snerren end om Carpark Norths kønne vellyd. Under alle omstændigheder vil musikken på Ghosts næppe blive husket om hverken ti eller to år.

Og teksterne?

»The current is strong / My arms are weak / But you are the branch within my reach.«

Tja. Hos visse musikblade ville et album, der ikke gør nogen fortræd, givetvis udløse en middelvurdering. I Undertoner-regi fortjener denne inderligt ligegyldige udgivelse intet over den lavest mulige karakter.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat