Det er imponerende, når folk kan græde på kommando. Det er selvfølgelig mest skuespillere, der gør det, og jeg har hørt, at der er en hel bunke tricks til at hjælpe tårerne på vej. Man kan for eksempel tænke på en sørgelig begivenhed, der er sket i ens liv, man kan forestille sig en sørgelig hændelse, der kunne ske i ens fremtid, eller man kan bare nive sig selv i låret. Om The Snake, the Cross, the Crown har gjort nogle af de ting, da de indspillede deres debut, EP’en Like a Moth Before a Flame, er svært at sige, men det virker faktisk lidt sådan. De seks numre er nemlig en omgang emo, der bliver leveret med en så overbevisende præstation, at man næsten tror, at bandet mener det – men også kun næsten.

Fra start til slut beviser The Snake, the Cross, the Crown, at de formår at skrue gode melodier sammen og ikke mindst levere dem med en præcision og detaljerigdom, der er en nydelse at lytte sig igennem. Med mange skift i tempo og dynamik, og den lettere læspende og følsomme vokal, der er skiftevis sur og ked af det, er der ikke tvivl om, at bandet befinder sig i typisk emorock-territorium. Og det er så her, vi løber lidt ind i problemer – ikke fordi The Snake, the Cross, the Crown spiller emo-rock, men fordi de spiller så typisk emo-rock.

Det er, som om bandet har læst genrens ABC et utal af gange, så de til sidst har mestret alle detaljer, helt ned til det rå, men følsomme blik i øjet som man næsten fornemmer igennem ens højtalere. Det er lidt ligesom eleven i klassen, der terper hele pensummet igennem i sådan en grad, at hun næsten kan overbevise en censor om, at hun kan tænke selv. Det vil stadig resultere i en flot karakter, men det vil bare aldrig komme helt op at ringe. På samme måde mangler Like a Moth before a Flame et eller andet udefinérbart. Eftersom det er emo, der bliver spillet, er der masser af sjæl, men den virker bare underlig indlært.

Det ændrer dog ikke på, at man får fem mere eller mindre rockede numre, samt en enkelt ballade, og at alle seks skæringer holder en høj musikalsk standard. Især det første og det sidste nummer er yderst medrivende rockmusik, og selvom The Snake, the Cross, the Crown generelt laver deres numre en smule for lange, så bliver pladen aldrig kedelig. Og på den anden side er det jo meget godt at få godt en halv times musik på en EP.

Problemet er bare, at man midt i al den glimrende rockmusik ikke rigtig får noget specielt, og The Snake, the Cross, the Crown bliver derfor en slags musikalsk udgave af de mennesker, der ser lidt for perfekte ud til at være rigtigt smukke. Hvis man spurgte de hundrede største emofans i verden, hvorfor de er så store fans af genren, og derefter tastede svarene ind i en computer, ville denne EP komme ud i den anden ende.

The Snake, the Cross, the Crown er således et band, som man kun behøver at have et sted mellem én og ingen CD’er med for at kende hele deres musikalske univers. Hvis man kan lide det univers, vil det dog bestemt ikke være spild af penge at investere i Like a Moth Before a Flame. Bandet kan deres kram. De kan græde på kommando, og det er stadigvæk imponerende.