Plader

The Stills: Logic Will Break Your Heart

Skrevet af Anders Mortensen

Postpunk-bølgen strømmer videre i rock-landskabet med kompetent og refræn-sikkert hjælp af The Stills fra Montreal. Det er dog langt fra det hele, der er lige interessant”¦

Kærligheden flår os fra hinanden. Således sang salig Ian Curtis fra legendariske Joy Division for ca. 23 år siden. Meget har ændret sig siden da inden for rocken, men det er, som om det hele er ved at vende tilbage i hovedet på den evigt-forandrende genre. Postpunken er kommet frem af skyggerne, men det er ikke Curtis’ menneskelige tragedier og forfaldsscener, der er aktuelle. Det er derimod den del af postpunken, der udviklede sig til det gradvist mere poppede og radiovenlige i form af f.eks. The Cure og Echo and the Bunnymen. Hvor den tidlige postpunk netop var post på grund af, at punkens aggressivitet blev buret inde, så fandt kunstnerne ud af, at det også gav dem mulighed for at nå et større publikum end de savlende og spyttende Sid Vicious-kloner. I stedet for hanekam og sikkerhedsnåle, blev det til jakkesæt og renvasket hår, og de vilde kaotiske punkkoncerter forvandlede sig i postpunken til depressive, indesluttede, men lige så intense optrædener. Så mange år efter viser den moderne postpunk sig igen som en reaktion, men denne gang er det i højere grad mod frådende garagerockere i iturevne jeans. Grupper som f.eks. Interpol begyndte at dukke frem i sort tøj fra New Yorks gader og gav rockerne kamp til stregen. Og således også The Stills.

Logik vil knuse dit hjerte. Således synger Tim Fletcher i knap så legendariske The Stills på deres debutplade Logic Will Break Your Heart; efterfølgeren til Rememberese-EP’en. Denne gruppe blev dannet i år 2000 i Montreal og adskiller sig allerede her ved ikke at stamme fra New York eller Manchester. Gruppen blev dannet, da forsanger og sangskriver Tim Fletcher og trommeslager Dave Hamlin købte en firespors-båndoptager fra en ven, der havde brug for penge. Hurtigt blev der samlet nogle gamle skolekammerater, og The Stills blev dannet. Det er sådanne historier, som altid florerer omkring de store grupper.

Spørgsmålet er bare, om The Stills nogensinde når den status”¦ Det begynder i hvert fald på en måde, der kan få én til at råbe et stort hurra for postpunken og dens videre levned. Lola Stars and Stripes hedder første nummer på pladen, og det nummer er bragende fantastisk. De enkle trommeslag i begyndelsen lægger an til noget stort, hvilket også ankommer i en kaotisk og melodisk skramlen af guitarer, der er lige så vidunderlig, som den er ustyrlig. Roen viser sig dog hurtigt, og Fletcher begynder at synge sin krig/kærlighedssammenligning: “We all need to feel secure / We’re so middle class / Well, I’m still waiting for next week’s chemical blast.” En genial single der fortjener en høj placering (i hvert fald på independent-listerne).

Et andet klart højdepunkt på pladen er hjemstavnshymnen Of Montreal, der besidder en postpunk-guitar, der til tider nærmer sig et smukt skrig, mens Fletcher synger: “The night so happy / The bass drum heavy / The photo glossy / The people prettty.” Og den langsomme og utroligt simple Animals + Insects er et mesterstykke, der tyder på, at der er endnu bedre ting på vej fra The Stills. Man bliver nærmest overfaldet af Dave Hamlins bækkenspil i midten af sangen.

Det sidste store øjeblik på pladen finder man i Yesterday Never Tomorrows. Dette er ren pop, og det er så bankende smukt, at man ønsker, at bandet ville holde den stil på lidt flere af sangene. Fletchers vokal er enkel og klar i denne sang og viser nye sider af hans ellers let anonyme sangstemme.

Krig og kærlighed er fast hovedtema på Logic Will Break Your Heart. Det dukker op i alle afskygninger på pladen, tydeligst i numrene Gender Bombs og Love and Death. Kønsbomber og død. Med disse emner på dagsordenen plus mordet på en hund i Animals + Insects kunne det forlede én til at tro, at det hele er dyb afgrund og depression. Men det bliver gennem alle 12 sange på pladen sat i et poplys, hvilket desværre gør, at mange af sangene mister intensitet og dybde. Man vil gerne kunne føle med Tim Fletcher, men numre som føromtalte Love and Death falder en smule til jorden på trods af de smukke ord i omkvædet: “And I’m just so sick of wasting my time / Love and death are always on my mind.” Stakkels, stakkels Tim Fletcher.

Men Love and Death er bestemt ikke nogen dårlig sang. Faktisk er der ikke en eneste dårlig sang på hele albummet. Men der er mange af dem, der er ligegyldige. Kønne, jovist, men i sidste ende ligegyldige. Sange såsom Allison Krausse og første-singlen Still in Love Song er interessante, og man kan nynne dem, men de forsvinder i mængden.

Indrømmet; dette album er en grower, om end en langsom én af slagsen. Og det er bestemt ikke dårligt lavet, men derimod meget kompetent produktion. Kedsomheden melder sig dog for tit, og de kunne med fordel have fjernet tre-fire sange, der ville have løftet pladen fra okay til god. Men eftertanken er der alligevel. The Stills kunne faktisk godt gå hen og få det store gennembrud med deres poprock-sensibilitet og skabe en genial opfølger. Og én ting er sikker: Postpunken er død, længe leve postpunken!

★★★½☆☆

Deltag i debat