Plader

Sun Kil Moon: Ghosts of the Great Highway

Mark Kozelek har lavet sin mest tilgængelige plade, men det er ikke nemt at blive klog på, hvorfor den ikke er udgivet under Red House Painters-navnet.

Det er ikke nemt at gennemskue, hvorfor Mark Kozelek benytter sig af Red House Painters-navnet til visse projekter, og hvorfor han udelader det til andre. For at forvirre yderligere har han stablet et helt nyt projekt på benene. Faktum er, at han med dette nye band har lavet sin lettest tilgængelige plade. Red House Painters udgav op gennem 90’erne sørgmodige, introspektive rockplader, som bestemt har sat deres tydelige aftryk i musikhistorien. Kozelek har efterfølgende udgivet et par soloplader, men er nu atter tilbage i bandsammenhæng med Sun Kil Moon. Med sig har han Anthony Koutsos (Red House Painters), Tim Mooney (American Music Club) og Geoff Stanfield (ex-Black Lab).

Grundlæggende set er bandnavnet ganske vist nyt, men den musikalske fremtoning er ikke radikalt anderledes i forhold til dét, man tidligere har lagt ører til fra Kozeleks hånd. Ghosts of the Great Highway holder Kozeleks sørgmodige og længselsfulde vokal i front, og blandingen af folk-inspirerede akustiske guitarer og tætte, blødende elektriske guitarer er intakt. Sun Kil Moon spinder sange af folkrock i midtempo tilsat et nostalgisk, dagdrømmerisk tekstunivers med bidder af såvel den personlige fortælling som musikhistorie.

Åbningsnummeret “Glenn Tipton” folder sig blidt ud i sand Damien Jurado-stil. Sangen bygger indledningsvist på en reflektion over folks foretrukne Judas Priest-guitarist (K. K. Downing eller Glenn Tipton), men bevæger sig hurtigt over mod en mere personlig reflektion, hvor Kozelek, hvis tekstunivers oftest er karakteriseret ved at have et stærkt selvbiografisk præg, genkender ligheder mellem sig selv og sin far: »I put my feet up on the coffee table / I stay up late watching cable / I like old movies with Clark Gable, just like my dad.«

Hernæst følger følger pladens tydelige højdepunkt, hvis man tale om et sådant, da den overordnede kvalitet ligger højt i forvejen. “Carry Me Ohio” er klassisk Kozelek: trist, så man får helt ondt i maven, men alligevel underligt beroligende og yndigt. “Carry Me Ohio” bevæger sig langsomt gyngende fremad, og Kozelek fremstammer sin triste tilståelse: »Sorry that I could never love you back / I could never care enough in these last days.« Det er en sang, man konstant vender tilbage til for på ny at mærke den urolige fornemmelse i maven.

“Salvador Sanchez” og “Pancho Villa” er samme sang, blot i to vidt forskellige udgaver. Begge sange omhandler boksere, der døde i en ung alder; den første udføres med fuzzet, fremturende guitar, og den anden lægger vægt på den underspillede akustiske dynamik. Der er også plads til lidt Crazy Horse-rock med “Lily and Parrots”; hér kan man for alvor høre, hvordan Kozelek har stukket sine hænder ned i mulden og gravet efter musikkens rødder.

Som man kunne forvente, er der også blevet plads til en længere sejtrækker, den 14 minutter lange “Duk Koo Kim” (endnu en bokser, der døde i ringen), som bygger sig selv op med sløve elektriske guitarer, og som senere får herligt klingende mandoliner ind i lydbilledet. Desværre er sangen ikke interessant nok til at have sådan en længde. Kozelek skulle måske have holdt den i de respektive to opdelte versioner, som han tidligere har udgivet på en soloplade.

Ghosts of the Great Highway er ikke det perfekte album, som man kunne håbe, at Kozelek havde holdt i gemmerne de sidste mange år. Men det er bestemt et godt album (hvorpå der lige så vel kunne have stået Red House Painters), og det beviser på ny, at han er en fremragende sangskriver, som man bestemt ikke skal afskrive, selv om den senere række udgivelser kunne tyde på det.

★★★★½☆

Deltag i debat