Plader

Super XX Man: Vol. VII My Usual Way

Før var det Silver Scooter, der havde primært fokus, men nu er det Scott Garreds soloprojekt Super XX Man, som er i højsædet. At dømme ud fra denne plade alene, synes valget umotiveret. Garred kan skrive gode popsange, men han fravælger at gøre det her.

Det er ikke længere tilstrækkeligt at optage en masse sange derhjemme i kælderen og så forvente, at det vil fange indiepublikummet. Det er simpelthen gjort så mange gange efterhånden. Den susende og knasende kælderoptagelse er en skabelon, der er meget populær; det betyder, at der udsendes tonsvis af kælderproduktioner. Kælderæstetikerne må derfor virkelig strenge sig an for at gøre opmærksom på sig selv.

Scott Garred har i løbet af syv plader kæmpet med drilagtige båndspoler, vasketøj, der ligger i vejen, fugt, der flår guitarstrengene ud af stemning, og en masse andre hypotetiske besværligheder, når han har indspillet sine kælderproduktioner under navnet Super XX Man. My Usual Way er altså den syvende og seneste plade i rækken, og som titlen nikker i retning af, får vi mere af, hvad vi er vant til fra hans hånd: simple og sødmefulde akustiske afkast.

Super XX Man var tidligere Garreds sideprojekt, men alter-egoet har nu fået primært fokus, siden Garred lod sit band, Silver Scooter, opløse. Garred har med andre ord altså ikke gjort det nemmere for sig selv, når han nu skal kæmpe med de mange andre solister, hvis toner strømmer op fra husenes underetager og diverse små klubber og caféer.

Læseren har sikkert allerede nu en forestilling om, hvordan Super XX Mans musik lyder. Men hvad er det så, Garred gør for at skille sig ud fra den stadig voksende bunke af akustisk spillende sangere med de indadvendt-lydende tekster? Ikke rigtig noget, faktisk. Garreds udtryk hviler mest på sangskrivningen frem for på smarte orkestrale finesser eller specielle mixing-teknikker. Der er intet behov for nogen ekstraordinær tilgang; hans sange får lov at hvile i sig selv. Udtrykket er ærligt og simpelt med en beskeden og uskyldig tilgang. Garred benytter sig af rolige, afdæmpede toner til at genkalde sig begivenheder eller fremmane små nuttede historier.

“Routine Drop Down” er et godt eksempel. Det er nærmest som en skæv godnathistorie til voksne i alle aldre. Vi hører om englen, der for at beholde sine vinger skal sørge for, at sutten holder op med at drikke og holder sig stærk i troen: »Angel came down last Saturday night / So surprised to see the drunk man on a bike […] Now the angel said “I guess you know that a little nurturing is the thing to do”,« men hvad nytter det, hvis sutten blot ender med at cykle rundt i påvirket tilstand? Sangen er fjollet på en sød måde, og med blød elektrisk leadguitar, kvindelig korvokal og klokkespil bliver den tekstlige side komplementeret af den instrumentale fremførelse. Garreds klokken-er-fire-om-natten-vokal giver sangene et til tider indlevende og personligt, til tider søvndyssende og kedeligt præg. Det er, når Garred ikke formår at levere nok melodi i sine langsomme sange, at øjenlågene begynder at blive tunge. Dette sker desværre gennemgående for ofte, men der er dog enkelte undtagelser.

I “20+10”, “Hey Louise” og “Usual Way” blødgøres sangene med en sagte og charmerende gang hornblæseri. Det lægger noget luft under sangenes ellers ordinære karakter. “Steamboat Jean” er måske pladens mest poppede og friske sang med en ligefrem melodi og en legende kontrabas. »I grew up in a skateboard punk rock scene / And you grew up on the dance team drilling machine«” synger Garred i sin småskøre tekst til pigen, som han ikke har set i mange år: »I can’t get over how you’ve grown.« Sangen har naturligvis også en solo, og hvad ville være bedst/værst at bruge? Nemlig, blokfløjte. Der findes næppe noget andet instrument, der kan dele indielejrene i to, og sådan skal det være.

Der er nogle kuriøse reminiscenser fra popmusikken. Åbningsnummeret “Soul of ’02” lyder som en lofi-version af John Denvers “Leaving on a Jetplane”, og “Duty Love” lyder som en lofi-version af selv samme Denvers “Perhaps Love”. Men der er kun et enkelt rigtigt covernummer at finde på denne plade, nemlig “Lost in Space”, som oprindeligt er skrevet af Neil Young. Det er dog ikke til at høre her. Garred har gjort sangen til sin egen; indspillet den i rigtig lofi med en smule baggrundsstøj og en akustisk guitar der er blevet indspillet for højt.

Men ved pladens sidste udtoning mangler der dog noget. En hel del, faktisk. Der mangler noget mindeværdigt, sange der hænger fast. Selv ved gentagne gennemlytninger udebliver de genkendelige melodier. Scott Garred har glimtvist fremvist nogle gode idéer og nogle gode sange, men alt i alt er udtrykket for neutralt, for forglemmeligt. Han får dog lov at skille sig ud fra det gennemsnitlige med et enkelt halvt U, men det er mest af alt, fordi man har hørt bedre materiale fra hans hånd.

★★★½☆☆

Deltag i debat