Koncerter

The Blue Van, The Hells, 12.02.04, Vibration Festival

Da både The Blue Van og The Hells var ubeskrevne blade for denne anmelder, var det med åbent sind, men med en klar forventning om rock’n’roll, at Vibration Festivalens tredje dag blev sat i gang på Rust. r
Da både The Blue Van og The Hells var ubeskrevne blade for denne anmelder, var det med åbent sind, men med en klar forventning om rock’n’roll, at Vibration Festivalens tredje dag blev sat i gang på Rust.

The Blue Van
The Blue Van er allerede af Gaffa blevet udråbt til at være et af de danske bands, som bliver store i 2004. Og det var da også på overordentlig uimponeret manér, at scenen blev indtaget. Bassist Anders Villadsen var ekvilibristisk i både sit basspil og i sit kropssprog, mens der var regulær nævekamp mellem Søren Christensen og det medbragte og yderst mørbankede Hammond orgel. Min forventning om rock’n’roll blev banket på plads, godt hjulpet på vej af den hårdtslående Per Jørgensens trommer.


Hvis man allerede nu skal kategorisere de 4 nordjyder, som en af ’The’- grupperne med hang til retro-rock, har de i Steffen Westmark så absolut en af de bedste vokaler i genren. Hans sang varierede fra noget, der næsten var oppe at røre det Jeff Buckley’ske til en hæs og langt mere udpræget rock-vokal, men det hele blev fremført på en imponerende og overbevisende måde.

Energiniveauet kunne der heller ikke pilles ved, og det kulminerede, da bassisten under et af de mere bluesede numre simpelthen hoppede op på orglet, gav en lille dans og sprang ned igen for at kaste sig ud i en mindre duel med Westmarks guitar, som derefter brød ud i en af flere glimrende soloer.

Tankerne blev musikalsk ledt hen på beskidt Beatles, Kinks og Cream, men lød også flere gange som The Doors havde gjort, hvis der var skruet ned for Hammond-orglet og op og for guitarvolumen. Settet bestod var ikke bare 3-minutters hofteskud, men af sange som turde vokse sig til store støjmalerier. Bandet virkede utroligt velspillende, og lyden blev simpelthen presset ud af samtlige instrumenter. Det eneste kritikpunkt til koncerten må siges at være en mangelfuld variation i sangene, som kun bestod af uptempo-sange. Her kunne det være spændende at høre, hvad bandet kunne byde på i de mere afdæmpede afdelinger.

Selvom der blev sunget “I’m a rebel with a cause,” er der med The Blue Van ikke dømt rockrevolution, men det havde nok været lige lovligt meget at forlange. Og det er også svært at være utilfreds efter de ca. 40 minutters koncert, hvor den danske musikscene fik et eftertrykkeligt spark bagi. For The Blue Van kan nemt blive Danmarks næste eksportvare, og det bliver spændende at følge, om det hele fungerer lige så godt på pladeform.

The Hells

De to frontfigurer i britiske The Hells var i aftenens anledning yderst mørktklædte. Konstellationen lignede som udgangspunkt The Kills, men det første nummer afslørede et langt mere støjende lydbillede, så den første frygt for, at bandet skulle være et kedeligt spejlbillede, forsvandt igen”¦ men kun for en stund. Næste nummer lød nemlig som førnævnte band, bare i larmende udgave. Sangerinden Ippys vokal var alarmerende begrænset, som lige umiddelbart måske godt kunne fungere til The Hells musikalske udtryk, men som koncerten skred frem endte den som en hæmsko frem for et særpræg.

Den mandlige halvdel, Philly, sang kun et par enkelte gange, men hans nasale røst virkede heller ikke til at kunne have reddet så meget. Desværre var musikken heller ikke rigtig god nok til, at det kunne tage fokus væk fra det sangmæssige handicap. Der var en mærkbar mangel på kemi mellem de to frontfigurer, og det gjorde, at det virkede forceret, når de spillede op til hinanden. Det eneste tidspunkt, hvor der var et glimt af intensitet og spillelyst, var, når der blev skuet ud over det pæne fremmøde på Rust. Koncerten igennem var Philly gemt bag sit lange, sorte pandehår, og det symboliserede egentlig udmærket den gennemgående mangel på nærvær, som The Hells udstrålede, hvilket er synd når man nu allerede er på fornavn med medlemmerne.

Der var da flere udmærkede numre. Især var det værd at fremhæve en sang, der ifølge bandet handlede om mad, men som bestod af “I, I, I like it” gentaget om og om. Det var her, når The Hells lod sig rive med af deres egen musik, at det begyndte at blive en lille smule interessant, men det skete kun et fåtal af gange. Det føltes som om, de var fanget i en kreativ rundkørsel, som de, i hvert fald live, ikke havde den charme eller indlevelse til at slippe ud af, som opvarmningsbandet så glimrende havde fremvist. Hvis The Blue Van var “œrebels with a cause,” fremstod The Hells som “œrebels without passion.”

Slutningen var symbolsk for hele koncerten. Ippy sprang bare ned fra scenen og løb hen til merchandise-standen, mens Philly gik uden at kigge sig tilbage. Da hverken materialet eller live-leveringen var bemærkelsesværdig, forlod man Rust med en flad fornemmelse, hvilket var synd, især efter den fremragende opvarming.

Deltag i debat