Plader

Blly Bob Thornton: The Edge of the World

Skrevet af Søren McGuire

Don’t quit your day job, Mr. Thornton.

Skuespilleren og countryrockeren Billy Bob Thornton kunne sidste år løbe med prisen som ’verdenshistoriens største idiot,’ da han var sin kone, ’verdenshistoriens største babe,’ Angelina Jolie, utro. Det skete efter sigende på den verdensturné, hvor Billy Bob Thornton promoverede sin ellers fine debutplade Private Radio. En plade der uden at imponere alligevel viste, at der også gemte sig en habil sangskriver med et godt greb i countrygenren bag den fornemme og højt respekterede Hollywoodstjerne. Men Billy Bob Thornton klokkede altså godt og grundigt i det; Angelina smed ham på porten, og nu er han altså klar med The Edge of the World, opfølgeren til Private Radio. En plade der meget vel kunne været blevet et sandt mesterværk – det er plader, der er skrevet oven på en skilsmisse ofte. Og hvis det så ligefrem er selveste Lara Croft, der fyrer dig, burde der jo ikke være nogle grænser for, hvor fremragende sådan en plade kunne blive.

Men nej. Billy Bob Thornton leverer ikke mindre end 16 skæringer countryrock, der hverken er bedre eller dårligere end den, man har hørt så adskillige gange før. Den dystre stemning og eksperimenterende sangskrivning fra debuten er erstattet af gedigen røvballerock med et blødt, grædende hjerte under et forholdsvis gennemsigtigt lag skægstubbe, Miller Light og mol-akkorder. Der er et par sjælere her og der, blandt andet en halvhjertet version af Tracy Chapmans tilsyneladende udødelige Baby Can I Hold You, der leveres på så ucharmerende og ligegyldig en måde, at Billy Bob Thornton næsten ikke kan se gennem klichéerne. Hvis dette er hans undskyldning til lillemor for at have viftet lidt for meget med sjoveren i tourbussen, fortjener den gode Billy altså at dø som en ensom mand.

Generelt leveres sangene i et tempo, der på den ene side er for langsomt til at være decideret rock, men på den anden side for hurtigt til at være en undskyldning for at slæbe damen med på dansegulvet. På debuten skiftede sangene fra de stillestående, dystre stemningsbilleder over den støvede country-noir til de rockede guitareskapader.
Selv om Billy Bob Thorntons egne kompositioner (heriblandt den noget lyserøde kærlighedserklæring Angelina) og hans fortolkninger af sange som The Byrds’ He Was a Friend of Mine og Leon Paynes über-klassiker Lost Highway hverken var fantastiske eller revolutionerende, besad de alligevel en vis form for blåøjet charme. Hollywoods mystiske bad boy kunne tilsyneladende også levere hjerte-smerte-country, og endda i en velspillet indpakning med lovprisninger fra selveste Johnny Cash.

The Edge of the World tør derimod ikke noget og ender med at være både for lang og for intetsigende. På trods af at Billy Bob Thorntons countryrock-ballader kæmper bravt med klichéerne, og at der bestemt sniger sig nogle gode melodier ind i de 16 skæringer, ændrer det ikke ved det faktum, at Billy Bob Thornton ikke bare har mistet fruen, men tilsyneladende også sine guts. Som pladen lakker mod enden, finder Billy Bob Thornton på Savior og Midnight Train lidt af ånden fra Johnny Cash og Don Williams, og disse to sange viser, at Billy Bob Thornton faktisk er en ganske interessant leverandør af klassisk country-noir. Måske skyldes det af uforklarlige grunde, at Daniel Lanois medvirker på lige netop disse to skæringer. Men det er for lidt. Og for sent.

Måske er det at stille for store krav til manden, for han har jo ikke været i branchen i halvt så mange år som mange af konkurrenterne. Men en mand, der 1) lige har været igennem en skilsmisse, 2) hvis day job er at være kantet, mørk og mystisk, 3) der får Warren Zevon til at rappe i slutningen af et nummer og 4) har vist, at han har et godt tag i hele countryrock-genrens rødder, burde altså ikke slippe af sted med 16 mere eller mindre halvhjertede skæringer, der vader endeløst rundt i de fæle klichéer.

★★½☆☆☆

Deltag i debat