Plader

Tigerella: s.t.

Skrevet af Jakob Lisbjerg

En blanding af Pavement, Belle & Sebastian og Yo La Tengo. Sådan beskriver Tigerellas pladeselskab bandets lyd, og selv om det ikke er mere rammende end at beskrive smagen af agurk med smagen af tomat, er Tigerellas debutalbum et lille, fint bekendtskab.

Hvis man kigger en ekstra gang på billedet af Tigerella, kan man godt se, at de fem medlemmer alle har et mere eller mindre nørdet arbejde til daglig: radiotekniker, programmør med speciale i matematisk og logaritmisk metode og mobiltelefoningeniør. Jeg gætter på, at det er bandets eneste kvindelige medlem (og den primære forsanger) Yvonne Ng, som er bibliotekar. I deres californiske fritid spiller de fem så i Tigerella, og det kan man som lytter glæde sig over.

Guitaren er Tigerellas vigtigste instrument, og det er da også de to guitarister i bandet, Gil Chin og Bryan Yoshida, som skriver de fleste af bandets numre. Hvis numrene er bare en smule tempofyldte, bliver guitaren flittigt brugt, nogle gange lidt for meget som i åbningsnummeret “Filet”, hvor der er nogle mærkelige fills, eller i “Stun Machine”, hvor der er lidt for meget forvrængning og en malplaceret solo. Men idet guitardrevne nummer “Caleb” er brugen helt i orden og i overensstemmelse med nummerets egen musikalske logik.

Tigerellas musik er for det meste guitarbaseret indiepop med vægt på både det poppede og indimellem på det guitardominerede, men bandet har heldigvis valgt ikke kun at koncentrere sig om det som et sikkert og nemt kort. På albummet er der en del afstikkere, som gør albummet herligt afvekslende. “The Curse of the Matador” er en fin (og lang: syv minutter og 29 sekunder) countrypop-ballade, som kunne være skrevet af Sheryl Crow. “These Bears Can’t Be Real” er også ren P3-pop, men på en mere deprimerende måde, som man for eksempel kender det fra Suzanne Vega. “Sailor Song” og især “Calculus of Love” er skæve, jazz-inspirerede ballader.

Rent tekstmæssigt er Tigerella ikke de store poeter i den klassiske forstand. Mange af numrene handler om det hverdagslige som åbningsnummeret “Filet”, der handler om at arbejde på en fiskefabrik. Eller “Crash Course”, der drejer sig om, hvordan man undgår at få en nedtur efter et opløst forhold. Løsningen er: »If you fall, spread your heartache like a wingspan over ground.« Så selv om Tigerellas tekster ikke er ren poesi, er det alligevel fine tekster, som på sin egen finurlige måde sætter nye og anderledes ord på hverdagens problemer.

Tigerella har lavet et godt og solidt debutalbum. Albummet er måske ikke helt afvekslende nok til næsten at vare en time, og på nogle af numrene er det som om, at der er fyldt en guitar eller melodica ind, fordi bandet er bange for det lidt mere enkle. Men det er der slet ikke grund til at være, når melodierne er gode nok. Og det er de.

★★★★☆☆

Lyt til “Tidepool”:
[audio:http://www.shmat.com/mp3/ti_tidepool.mp3]

Lyt til “Jack London”:
[audio:http://www.shmat.com/mp3/ti_jacklondon.mp3]

Deltag i debat