Plader

Tobias Trier: Pigen som kalder

Skrevet af Martin Petersen

Det virker, som om Tobias Trier finder hjem på sit tredje album. Hans nye, mere dæmpede stil klæder både hans tekster og vokal.

Tobias Trier har lagt sit elektroniske legetøj væk for en stund på Pigen som kalder, men har heldigvis bibeholdt det musikalske legebarn inden i sig. Så selv om Pigen som kalder er en dæmpet affære, så når man alligevel at runde både jazz, swing, fandango og en enkelt vuggevise. Vuggevisen på pladen er en personlig tolkning af Hvis blot jeg kunne sove. Siden udgivelsen af Sandheden om Britina Costello er Trier gået hen og blevet far, og det falder mig meget let at frembringe et billede af Trier, hvor han sidder og synger sit barn til ro med denne sang. Teksten favner vidt og bredt de ting, der sker i drømmeland og linjen “Så løb vi hjem og gjorde alt det sjove kan sagtens forklares for et barn, uden at der danner sig de lumre billeder, der automatisk dukker frem i de voksnes hoveder, når vi hører sådan en linje.

Man fornemmer, at Tobias Trier er blevet mere moden. Der er skåret ned på absurditeterne og eksperimenterne. Til gengæld træder et personligt udtryk frem, og teksterne er en blanding af tidsbilleder, kærlighedserklæringer, social bevidsthed og beskrivelser af parforholdet på godt og ondt.

Det mest personlige dukker frem i sidste halvdel af Et sted kun englene ved og i Blomster, der begge refererer til Triers mor Dea Trier Mørch, der døde i maj 2001. I sangen Blomster kommer det først til sidst frem, at hende, han køber blomster til, ikke er ny forelskelse, men en nær person, han har taget afsked med. Der er intet dramatisk i det; det er stilfærdigt og ærligt fremført. Mere ligetil er det i Et sted kun englene ved, hvor man får serveret linjen “En dag i maj tog hun af sted, og da solen sank tog den hende med.”

Den dæmpede stil på Pigen som kalder klæder Tobias Trier. Det bringer tankerne tilbage på hans selvproducerede debut, hvor de fleste af de sange, der senere blev til Bag de blå persienner, optræder i rent akustiske udgaver. Stemmen og teksterne er i forgrunden på Pigen som kalder og tit og ofte bakket op af en løst spillet jazzguitar, der giver pladen en tilbagelænet stemning. Men jeg er glad for, at pladen ikke varer længere end de 38 minutter, den nu engang varer; det gør det nemmere at fordøje de mange billeder, der optræder i Tobias’ tekster. Den skulle heller ikke vare meget længere, før den ville føles for lang, for der er ikke den store variation i numrene, og selv om Triers stemme er meget behagelig at lytte til, så skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at der findes folk, der synger bedre end ham. Pladen slutter med, at de samme klaveranslag, som starter pladen, fader ud, og på den måde går tingene i ring.

Folk, der ikke har ladet sig overbevise af Tobias Triers første par udspil, skylder sig selv at give ham en chance til med denne plade eller tage ud og se ham live på hans kommende turné. På scenen er legebarnet nemlig for alvor med, og de løse ender på de første plader giver pludselig mening.

★★★★☆☆

Deltag i debat