Plader

V/A: Rough Trade 25 – Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before

Skrevet af Rasmus Bækgaard

På det legendariske pladeselskab Rough Trades 25 års jubilæumsudgivelse hylder en række af selskabets nuværende kunstnere det omfattende bagkatalog, og det er der kommet en fin plade ud af.

Pladeselskabet Rough Trade er nærmest en institution på den alternative musikscene. Selskabet startede i 1978 med udgangspunkt i butikken Rough Trade Shop, og punken var fra starten det centrale omdrejningspunkt. Rough Trade var blandt de første i den store bølge af uafhængige selskaber, der opstod i takt med, at Londons unge generation af musikere begyndte at gøre oprør mod den etablerede musikbranches forudsigelighed. Forudsigelighed er til gengæld aldrig noget, der har præget Rough Trade, og siden starten har selskabet, ledt af Geoff Travis, stået bag en lang række plader fra så prominente navne som The Fall, Aztec Camera og så selvfølgeligt The Smiths.

I anledning af selskabets 25 års jubilæum udsendtes i slutningen af sidste år pladen Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before, hvor en stor del af de nuværende artister fortolker en række klassikere og mere ukendte sange fra fortiden, og sjovt nok er der ikke nogle kopier af The Smiths. Lad det være sagt med det samme, jeg kender langt fra alle originalerne, der er med på pladen, men blandt dem, jeg kender, er det få, der falder igennem, selvom der også er langt mellem dem, der overgår originalerne.

To grupper har kastet sig over new wave-minimalisterne Young Marble Giants, og her findes et af pladens svageste indslag, og desværre med et af de navne der er blandt de store trækplastre, nemlig Belle & Sebastian. Skotterne har lavet en fjollet electropoppet udgave af “Final Day”, og den fremstår særdeles ligegyldig, og det lykkes ikke at finde ind til den charmerende minimalisme, der kendetegnede Young Marble Giants. Derimod har Adam Green større held med Young Marble Giants-materialet med en version af “Eating Noddemix”.

Galaxie 500 kommer også under behandling to gange, dels af vestkystrockerne The Tyde og af British Sea Power, hvis udgave af “Tugboat” viser en mere afdæmpet side af gruppen, end man kunne høre på den aldeles glimrende punk- og new wave-inspirerede debut fra sidste år.

Undervejs kan man også høre The Strokes’ “Is This It” udsat for banjo med Royal City, mens The Detroit Cobras ændrer lidt på melodien til “Last Night” og gør sangens struktur lidt løsere med et imponerende resultat til følge.

Andre højdepunkter er The Hidden Cameras, der har lavet et af 2003’s bedste albums, som her leverer endnu en glimrende præstation med en version af The Cleans “Dunes”. Også Elizabeth Fraser, der kaster sin englerøst ned over Robert Wyatts “At Last I Am Free”, er værd at nævne. Selv om hun ikke synger helt så svævende som i Cocteau Twins-dagene, har hendes vokal stadig noget magisk over sig. I samme boldgade finder vi et af Rough Trades nyeste bands, Delays, der tager sig af Mazzy Stars “Ride It On” med en version, hvor det er meget svært at høre, at Delays har en mandlig forsanger.

Jeffrey Lewis har kastet sig over The Television Personalities’ klassiker “Part Time Punks”, men det bliver desværre til en udgave, der lægger sig tæt op ad originalen uden dog at have originalens amatøragtige charme, hvor blandt andet korstemmerne var ude af takt med resten musikken.

En af de bedste Rough Trade-plader, jeg kender til, er Aztec Cameras High Land Hard Rain. Fra den plade har den for undertegnede hidtil ukendte gruppe Mystic Chords of Memory kastet sig over “We Could Send Letters”. De har taget tempoet lidt ud af sangen og formår at slippe af sted med en kopi af denne eminent gode popsang.

Idéen med denne udgivelse er ganske fin. Alternativt kunne Rough Trade have fejret jubilæet med en retrospektiv udgivelse, men på denne måde får selskabet bragt sangkataloget til live. Gennem en række nye navne gives nye lyttere inspiration til at dykke ned og udforske Rough Trades sangkatalog – der er i hvert fald meget at komme efter!

★★★★☆☆

Deltag i debat