Plader

John Vanderslice: Cellar Door

John Vanderlice er en sangsmed med producersnilde, som på dette, hans fjerde soloalbum, leverer dybt sære, smertefulde og tragiske fortællinger pakket ind i opfindsom indiepop.

Det er ikke helt forståeligt, hvorfor John Vanderslices tre tidligere soloplader ikke har skubbet ham frem i samme rampelys, som det har været tilfældet for hans velkendte venne-bands. På mandens fjerde album, Cellar Door, pakkes musikalske og lyriske vævninger i knivskarpt indiepop-udtryk. Forklaringen hertil er, at Vanderslice er en studienørd uden lige – med uendelige timer til sin rådighed. Hans San Francisco-baserede Tiny Telephone-studie, som er fødested for herlige sange fra bands som Death Cab for Cutie, Spoon og Beulah, er fyldt op med lækkert, gammelt analogt udstyr, som altid står til Vanderslices rådighed. Vanderslice påstår at have brugt godt 400 timer på at støbe Cellar Door – rigelig tid til at finpudse sit endelige udtryk der er det dusin sange, som pladen udgøres af.

Men lækker produktion betyder ikke meget, hvis ikke den følger hånd i hånd med eftertænksom, dygtig sangskrivning. Når Vanderslice ikke bliver alt for indfanget af sine lettere sære scenarier og hændelsesforløb, kan hans ord være sælsomt smittende. Tidligere udgivelser som Time Travel Is Lonely og The Life and Death of an American Fourtracker var bygget op omkring lyriske koncepter, der stykkede pladerne sammen, hvilket derved gjorde dem svære at absorbere i små bidder. På Cellar Door holder Vanderslice sig ikke til én historie, men løsriver sig ved at fortælle en masse små historier, som kædes sammen af albumtitlen alene.

For omkring 60 år siden blev etablerede forfattere bedt om at finde frem til den frase, som lød bedst på det engelske sprog. ’Cellar Door’ siges at have den bedste musikalske kombination af lyde, og dette ord har Vanderslice taget til sig som albumtitel. »The truth is I have no faith in happiness,« synger han, »it turns to fear, draws the devils near.« Så han springer lykken over, åbner kælderdøren og går dæmonerne, der måtte gemme sig i mørket dernede, i møde. Hvad man som lytter får ud af en sådan tur er dybt sære, smertefulde og tragiske fortællinger ytret af en fortæller med øje for detaljerne.

Pladen åbner med “Pale Horse”, som er udgjort af legende strøg af guitarer, orgler, strygere og trompeter. Det er en sang blandt flere, som tydeligt viser, hvorfor Vanderslice har en del til fælles med det forgangne Elephant 6-kollektiv. Hans specielle vokal, som tenderer at udtale hver enkelt stavelse af hvert eneste ord, er noget af det, der karakteriserer hans stil, som trods alt er unik. Produktionen åbner for masser af plads til de respektive instrumenter og små finurlige facetter, der gemmer sig mellem. Vanderslice udnytter blandt andet, hvad der ellers bliver anset som mislyd, nemlig overstyring af lyden på blandt andet trommer, guitar og vokal, og det fungerer glimrende. Teksten til “Pale Horse” er en adaption af Shelleys digt “Mask of Anarchy”, som blev skrevet som en reaktion på Peterloo-massakren, og mange temaer fra selv samme digt synes at gå igen i løbet af Cellar Door, noget der kunne tolkes som en politisk kommentar. Men Vanderslice personliggør de fleste af temaerne ved at hive familie-relationer ind i fortællingerne.

På en plade fyldt fyldt med mindeværdige sange, er det måske “They Won’t Let Me Run”, man har længst tid snurrende for sit indre øre, efter at pladen er løbet ud. Som fortælling om en ung rebel der bryder med familiens forventninger til ham, får man en slags omvendt syn på historien om den fortabte søn. Historien fungerer godt, fordi den efterlader en masse “huller,” som tillader små instrumentale lege at udfolde sig mellem versene fremfor, at han blot lægger samtlige kort på bordet.

“My Family Tree” er en slags begravelsestale, hvor Vanderslice nævner hele familien, som enten er død eller fortabt i de levendes verden. Vanderslice benytter sig af simpel instrumentation og lader den sørgmodige vokal bære sangen frem. Han står alene tilbage som den eneste, der udgør stamme såvel som grene i stamtræet. I When It Hits My Blood bliver tonen vredere. Sangen nikker i retning af filmen Requiem for a Dream, hvor »My mother’s a pill fiend,« og hvor stofferne giver roen: »I’ve never felt this good before / I’ve never been at peace inside.«

Men Cellar Door tillader os ikke at dykke fuldbyrdigt ned i de pinlige og akavede familieforsamlinger. Væk fra balladen samler pladen også op på en art ensomhed, der med udgangspunkt i “Up Above the Sea” forgrener sig i en række finjusterede billeder. Her fremstiller Vanderslice en østlig hyttesanger, som er et amerikansk symbol for held og lykke. Men det er ikke fuglen, som er den centrale figur i fortællingen; det er derimod personen, der observer fuglen: Han bruger timer på at glo på fuglen frem for at bevidstgøre sig omkring at lade sin egen ulykke vende til det bedre. Sangen er fyldt med masser af Moog og pauker-slag, der peger frem mod den skøre kapitulering: Observatøren ender med at skyde fuglen.

Cellar Door glider nydeligt af sted, og Vanderslice er sluppet afsted med endnu en god plade med masser af musikalsk opfindsomhed og mærkværdige historier. Talentet var tydeligt helt tilbage, da han stod i front for bandet MK Ultra. Han har ladet det udfolde, men denne anmelder har på fornemmelsen, at Vanderslice gemmer på en overordentlig perfekt plade, både i lyd og sangskrivning. Han har endnu ikke sluppet den fra sig. Indtil da må vi lytte til de plader, som uden at være perfekte er rigtig gode.

★★★★½☆

Lyt til “Pale Horse”:
[audio:http://barsukmusic.blaireau.net/JohnVanderslice_PaleHorse.mp3]

Lyt til “They Won’t Let Me Run”:
[audio:http://barsukmusic.blaireau.net/JohnVanderslice_TheyWontLetMeRun.mp3]

Deltag i debat