Plader

Via Tania: Under a Different Sky

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Når man ser, hvilke personligheder der medvirker på Via Tanias debutalbum, får man næsten åndenød – for det er store musikalske navne, som hjælper til på det desværre lidt kedelige triphop-inspirerede album.

Hendes fulde navn er Tania May-Bowers. Hun er gift med Casey Rice, som mest er kendt for sit lydarbejde med Tortoise, hvor han fylder hullerne ud, når de ikke lige spiller. Det burde være en slags garanti for kvaliteten af hendes debutalbum Under a Different Sky. Og som om det ikke skulle være nok, medvirker så prominente navne som Prefuse 73, John Herndon og Doug McCombs fra Tortoise, Howe Gelb fra Giant Sand og Chris Brokaw. Men Under a Different Star er ikke den perle af fantastiske samarbejder, som albummet ser ud til på papiret.

Albummet åbner med nummeret “I Dream Again”, hvor Prefuse 73 har haft både producerende og musikalske fingre med i spillet. Og det kan man sagtens høre, for de første halvandet minut af nummeret er som taget fra Prefuse 73’s album One Word Extinquisher med det breakede beat. Da Tania May-Bowers begynder at synge, ændrer nummeret sig til noget mere elektronisk, flydende og uden så meget beat. Der bliver samtidig tilføjet en steelguitar, og Tania May-Bowers synger skrøbeligt meget lig Henriette Sennenvaldt fra Under Byen. Det er meget fint, men det bliver også en smule anstrengende i løbet af albummet, for Tania May-Bowers varierer sjældent sin brug af stemmen.

“Boltanski” er albummets mest gennemsnitlige nummer. Det efterfølgende nummer, “Lightning & Thunder”, er måske en smule mere blåt og smooth, men er på samme måde en smule triphoppet; ikke rent rytmisk, men mere selve stemningen. Det samme gælder “Moonlight & Chaos”. De sidste 40 sekunder af “Boltanski” er helt anderledes end resten af nummeret og albummet generelt: Der er tale om et simpelt pianostykke, som er yderst stemningsmættet, og som ikke bliver ringere af at blive gentaget igen og igen, mens der som baggrundsstøj er en lyd, som lyder som en blanding af en filmfremviser og en fjern mejetærsker.

Selv om albummet efter endt lytning virker meget ensformigt, er der andet end den lidt kedelige triphop, som de tre første numre lyder som. “The Rising” har en tung basgang, der lægger bunden, og en vrælende guitar. Både rent musikalsk og vokalmæssigt er dette nummer næsten et halvdårligt PJ Harvey-nummer. “True” og “This Earth” afslutter Under a Different Sky med kun det instrumentale og svagt dubbede nummer “Reprise (Little Moods)” imellem. I de to numre har Tania May-Bowers fralagt sig sin lidt anstrengende og forcerede måde at synge på. Det klæder både hende og musikken, som på disse numre er helt uden elektroniske hjælpemidler og blot er akustisk guitar, som bliver akkompagneret af bas eller cello. Vi befinder os i et sødt og mere afslappet singer-songwriter-univers, hvor det faktisk også virker, som om Tania May-Bowers føler sig bedre hjemme. Numrene er i hvert fald blandt de bedre på albummet, og et par stykker mere af dem spredt over Under a Different Sky ville have givet et helt andet album.

I USA er Via Tania blevet beskrevet som en blanding mellem Sade, Nico, Massive Attack og Seefeel. Hvis bare det halve var sandt, havde Under a Different Sky måske været mere spændende. Nu er det bare et album, som hverken er fugl eller fisk – og som beviser, at ikke alt, hvad musikalske personligheder rører ved, bliver til guld for øregangen.

★★★☆☆☆

Deltag i debat