Koncerter

Windermere, First Floor Power, 13.02.04, Vibration Festival

[Rasmus Bang Petersen]To kontraster: det dystre og det humørspredende. En besynderlig kulde strømmede igennem lokalet, og et sted i baren blev der mumlet om “œfredag den 13.,” men ellers var alt, som det skulle være op til First Floor Powers besøg i København. Publikum var mødt talstærkt op og havde tydeligvis set frem til denne koncert, men før det humørspredende band kunne få lov at gå på scenen, havde et mindre, noget mere dystert band fået lov at give en smagsprøve på deres musik.

Windermere

Og hvilken musik. Der gik maksimalt ét minut, før enhver opmærksom lytter måtte hengive sig betingelsesløst til Windermeres drømmende guitarstøjflader og himmelske englekor. Allerede mens åbningsnummeret løftede sig op til en massiv mur, stod det klart, at Windermere var utroligt stilsikre. Nok blev den gennemgående blå tone fulgt til dørs af en moden og fyldig vokal, der til tider kunne minde om Martin Gore, men Slowdive står som lysende forbillede for københavnerne. Heldigvis er Windermere vel nok et af de absolut bedste danske bud på genren og deres numre var om ikke alle lige imponerende, så i hvert fald alle veludførte.

Når det var bedst, gik guitaren direkte i kroppen og fik én til at lette fra jorden, ikke ulig det sublime klimaks i Sigur Rös’ Vidrar Vel Til Loftarasa. Sine steder gled tankerne også hen på ( )’s mørkere momenter, og det var således ikke upassende, da der pludselig i bedste Jönsi-stil blev filet løs på guitaren med en bue, smukt ledsaget af bløde trommer. I forhold til inspirationskilderne var både vokal og bas dog med til at give musikken et tungere præg, der stod meget godt som kontrast til de svævende elementer. Der kunne således også drages paralleller til GY!BE og enkelte steder til det danske band My Beloved.

Måske er Windermere ikke ligefrem banebrydende, men deres musik var ufattelig velspillet, og denne koncert gav bestemt grund til at glæde sig til deres debutalbum, der er ude i marts.

First Floor Power

Og så var det ellers tid til en gang alpepop – at dømme efter det tøj visse af First Floor Powers medlemmer bar. I det hele taget så bandet lidt spøjse ud, hvilket på sin vis passede meget godt til de finurlige lyde, de frembragte. Hvert instrument havde sit særpræg, og musikerne fik lov at spille på egne præmisser nærmest uafhængigt af hinanden – og alligevel blev det holdt sammen af en fælles energi og spilleglæde. Skuede man ud over publikum, bemærkede man da også et væld af glade ansigter.

Alligevel var det åbenlyst, at man skulle have et vist kendskab til bandets repertoire for at blive grebet af den kollektive eufori. Det skortede bestemt ikke på håndklap, harmonier og tambouriner en masse, men det lå nærmest implicit i konceptet, at bandet ikke bekymrede sig om at synge rent – hvilket ikke altid medførte det bedste resultat. Til gengæld kunne man så danse sig igennem hits som Happy Endings og Time Time, og til sidst fik vi med I’m So Happy endda en let vals at gå hjem på. Som helhed fungerede den skramlede pop dog bedst, når der blev eksperimenteret med støj- og trompetudbrud. Ellers skulle man være stor fan af gruppen for helt at kunne leve sig ind i deres skæve univers.

Læs også Undertoners anmeldelse af Windermere: The World Is Here

Deltag i debat