Koncerter

Wynona, 20.02.04, Rytmeposten, Odense

Wynonas koncert på Rytmeposten fredag d. 20 var ikke deres endelige farvel, for om lørdagen spillede de i Fredericia, og lyset bliver først slukket for sidste gang til årets Roskilde Festival, men koncerten var mit farvel til Wynona, som jeg med glæde har fulgt, siden jeg for et par år siden hørte dem til Vibracrunch i Malmö.

Rytmeposten var ikke særlig velbesøgt til aftenens koncert; ca. 40 personer havde taget plads ved de opstillede borde. Omvendt trak efterårets koncert med Willard Grant Conspiracy ca. det samme antal, så måske skal man bare konstatere, at Odenses livepublikum bare ikke tiltrækkes musik med undertoner af vemod og country. De af os, der havde taget turen, fik dog en virkeligt behagelig og utroligt velspillet koncert.

Numrene kom i en lind strøm, for det meste kun afbrudt af et simpelt “tusind tak” ind i mellem, og derfor var det nemt at falde ind i musikken. Derudover kom der kun et par enkelte sætninger ud af munden på forsanger Camilla Munck, en kort forklaring på sammenhængen mellem Kurt Wagner fra Lambchop og sangen The Saddest Cowboy of Them All blev det til, uden at jeg dog blev klogere på andet, end at der åbenbart er en sammenhæng – og så naturligvis hendes sang der fylder så meget i lydbilledet og som lover så godt for den soloplade, der går rygter om skal komme senere på året. Munck virkede også uhyggeligt koncentreret, når hun leverede sin vokal; når hun ikke stod med lukkede øjne, ligner hun mest en ond tegneseriehund i en stirrekonkurrence.

Der sker ikke det store på scenen under en Wynona-koncert, og jeg tog mere end en gang mig selv i at sidde og kigge på et punkt lige under scenebelysningen, dette er ikke negativt ment. Wynonas musik frembringer bare en fornemmelse af velvære i mig, der gør at jeg næsten svømmer hen i deres musik.

Det er hver mand for sig selv under koncerten. Det virker som om, at behovet for kommunikation mellem musikerne er overflødig, hvad der vidner om et virkelig sammenspillet band eller alternativt: et band i opløsning. De mange smil på scenen vidnede dog til fordel for den første teori.

Mellem to af numrene lykkedes det dog Wynonas keyboard- og harmonikaspiller Jesper Andersen at irritere Camilla så meget, at hun ganske højlydt bad ham om at holde kæft. Det udbrud var aftenens lavpunkt og afbrød for et kort sekund den rare stemning. Udbruddet skulle hellere have været rettet mod den del af publikum, der ganske ihærdigt forsøgte at overdøve musikken med deres snak.

Koncerten forløb uden egentlige musikalske højde- eller lavpunkter, og publikum klappede pænt, da det hele var forbi. Wynona kom på scenen igen for at give de obligatoriske ekstranumre, men da Jesper Andersen i det første ekstranummer begyndte at putte tangorytmer ind i musikken, og vi blev præsenteret for en art latin-americana, var det som om, hele salen vågnede, og da de 2 ekstranumre var forbi, blev Wynona klappet frem til endnu et ekstranummer, der blev leveret lidt for klinisk effektivt. Camilla Munck nåede ikke mere end lige at give sine vokale bidrag, før hun gemte sig i baggrunden og var da også den første, der forlod scenen. En irriterende afslutning på en fremragende koncert. Jeg kunne sagtens have været det sidste ekstranummer foruden, mod at kunne forlade Rytmeposten med en lidt bedre smag i munden.

Efter denne koncert, tør jeg dog alligevel godt give mine varmeste anbefalinger til dem, der har muligheden for at se Wynonas afskedskoncert på årets Roskilde Festival.

Leave a Reply