Plader

Ryan Adams: Love Is Hell pt. 1

Skrevet af Klaus Mors

Beroligelsens suk vil ingen ende tage. Ryan Adams leverer varen og får dig til at glemme det svage Rock N Roll-album.

Love Is Hell er en skøn ep. Ikke nok med at der er gode sange; den viser, at Ryan Adams er tilbage. Væk er den kiksede rockstil, og i stedet er Adams tilbage i sit eget farvand. Man må dog slå fast – med et lille suk – at han har bevæget sig væk fra countryen, men det er til at bære over med, når han musikalsk fremstår så nøgen, blottet, ydmyg og, ja, moden som her. Det er yderst melankolsk, hvor Adams’ stemme for det meste bare er ledsaget af akustisk guitar, piano, cello eller violin.

Det er livets barske realiter set igennem øjnene på en depressiv newyorker, der bliver beskrevet. Til tider så meget, at det gør ondt at lytte til.

Det holder bare ikke helt, viser det sig efter mange gennemlytninger. Melodimæssigt bliver det lidt for anonymt, og det kan selv de barske, formentlig selvportrætterede tekster ikke helt rette op på. Man må nok se i øjnene, at det er en tidsbegrænset eufori, der fra første gennemlytning gør dette album godt.

Vi får da så lov til endelig at høre “Wonderwall” a la Ryan Adams, men ‘giraffen’ er, selv om den er smuk, egentlig bare originalversionen omarrangeret til fingerspil. Man kan diskutere, om den er overflødig; men den lyder trods alt godt i Adams’ version.

Den turbulente periode, Adams har været igennem det seneste stykke tid, bliver afspejlet i stemningen på dette album, og det er uden tvivl ep’ens styrke – den virker autentisk.

Gåsehuden får frit løb specielt i “Afraid Not Scared”, hvor Adams frustreret, men alligevel forholdsvis fattet synger: »I’m really dying in here, and I’m afraid – no I’m scared!« Simpelt, men uhyggeligt smukt og det siger ikke så lidt, at det måske er Ryan Adams’ mest følsomme vokal til dato.

Desperationen over at have mistet en kæreste får frit løb i “This House Is Not for Sale”. Vedkommende vil åbenbart ikke erkende, at forholdet er ovre, og kæresten flytter. I et sidste øjebliks redningsforsøg bliver der sunget: »Tell them the house is not for sale, we’re still living here« og igen »I remember lying on the bedroom floor, you were holding me honey, shaking my soul, tell them the house is not for sale.« Det er flot skrevet og sunget. Samtidig er det dog banalt skrevet, men de ting, som Adams berører, er meget større end som så, og den måde, han synger det på, får én til at føle det vedkommende.

Ep’en, som med sine 44 minuttter faktisk kan betegnes som et fuldlængdealbum, holder, som skrevet tidligere, ikke helt standarden fra åbningen. Det er selvfølgelig ærgerligt, men til gengæld er de første sange i særklasse og blandt mandens bedste.

Det vælger jeg at glæde mig over og så ellers i ny og næ svælge i den trøsteløse og dekadente stemning, for den fungerer, omend i små doser.

★★★★☆☆

Deltag i debat