Plader

Ryan Adams: Rock N Roll

Skrevet af Klaus Mors

Hvad tænkte Ryan Adams dog på, da han bestemte sig for at udsende dette album? Eller skal jeg sige: Hvad tænkte hans label, Lost Highway, på?

Skuffende og kedeligt. Det er de to ord, der først falder mig ind efter at have lyttet til det fjerde album fra Ryan Adams (hvis man da tæller Demolition med). Efter at Lost Highway nægtede at udsende Love Is Hell, som ellers var tænkt som det fjerde album fra hr. Adams’ side, indspillede han på ret kort tid sit eget bud på den populære garagerock-bølge, og det er han ikke sluppet heldigt fra. Titlen lover ellers meget godt, og jeg er da heller ikke i tvivl om, at manden kan lave et glimrende rock’n’roll-album, men dette er i stedet blevet en forkrampet, kedelig og anonym udgave af The Replacements anno 2003.

Væk er den fantastiske skrøbelighed og inderlighed fra Heartbreaker og opvisningen i sangskrivningskunst fra Gold. Tilbage er altså en temmelig tynd og idéforladt gang 80’er-rock, hvor selve rock’n’roll-feelingen, formentlig mod sin vilje, fremstår helt og aldeles tandløst.

Albummet åbner med den hæderlige “This Is It” (en henvisning til Strokes!?), hvor Adams vrænger »this is it,« og så er tonen slået an. Der kan spores en vis form for stolthed og sikkerhed i stemmen, der proklamerer, at dette altså bare er rock’n’roll-albummet. Mandens ret så fantastiske evne til at lave gode melodier er vel det, der redder denne sang, for den er ret iørefaldende. Denne tæft for melodi viser sig dog som en komplet mangelvare, og det kan meget vel være grunden til, at næsten alle sange er pakket ind i farveløst guitarrock.

Helt galt går det dog i de to næste numre – specielt i “Shallow” hvor han gudhjælpemig lyder som Oasis”¦ Det kan godt være, at han har lavet en udmærket fortolkning af “Wonderwall”, men dette er for meget. Man får næsten lyst til at tage albummet af og lægge det væk, men “Wish You Were Here” redder lidt af æren. Tempoet og lydstyrken er skruet lidt ned, og det klæder som sædvanligt Adams. Desuden skriver han sortsynet og ganske glimrende, når han synger: »You know you’re so fucked up / You know I couldn’t help but have it for you.«

Ryan Adams har haft svært ved at kapere berømmelsen, og hans måde at vise det på skulle have været det dystre Love Is Hell-album, men i stedet prøver han visse steder at gribe det an på en anden måde, nemlig med en selvsikker attitude som f.eks. giver sit udslag i sangen “So Alive”, hvor han synger: »I am on your side and so alive.« Tydeligt er det dog, at han skal have nogen eller bare én at støtte sig til for at klare det, og så hjælper det altså ikke at fyre krudtet af i en forholdsvis gumpetung røvballe-rocksang, der ikke viser mere end, hvad et gennemsnitligt ungt og uprøvet amerikansk rockband kan præstere.

Usikkerheden kan trods den pompøse rock-sound heller ikke holdes nede, og det virker ikke, som han helt kan bugt få med den. I “Burning Photographs” synger han: »If I had a car / I’d drive straight off the bridge / Into the river / It would empty me.« Senere prøver han dog at imødekomme sine egne problemer ved at forholde sig realistisk til den branche, som han selv lod sig rive med af efter Gold: »Pretty pictures in a magazine / Everybody is so make-believe.«

Det er ikke nogen hemmelighed, at Adams har prøvet at drukne sine problemer i sprut og stoffer, men det har vist aldrig haft en lykkelig virkning. “The Drugs Not Working” – ja, titlen siger jo næsten alt: »I was swimming through the streets of New York / With my cocaine dagger and throats to cut.« Perspektiverne er til tider dystre og ikke ligefrem håbefulde, men i albummets stærkeste og smukkeste sang, den nedbarberede Rock N Roll, hvor Adams kun er akkompagneret af et piano, bliver det hele udtrykt på en præcis måde: »Everybody’s cool playing rock’n’roll / I don’t feel cool at all.« Selv om det er for let, kan jeg ikke lade være: Hvis han ikke føler sig særlig cool med dette rock’n’roll-album, så skulle han droppe det i fremtiden og gøre det, han kan bedst.

Ryan Adams lyder nærmest uhyggelig uinspireret, og hvis dette viser sig at være hans nye stil, kan jeg ikke komme hurtigt nok væk. Heldigvis har han dog senere vist på de 2 meget fine ep’er, Love Is Hell pt. 1 og Love Is Hell pt. 2, der også kom i slutningen af 2003, at det måske ikke behøver at være tilfældet. Med de ep’er genopliver han lidt af det, der gør ham til noget særligt. Inderligheden, sortsynet, balladerne og hans karakteristiske stemme der emmer langt væk af et liv med sprut og stoffer og som giver ham troværdighed, når han synger om tab, sorg, ulykke og tristesse.

Spørgsmålet er, om Ryan Adams egentlig selv står 100% inde for denne udgivelse, om Lost Highway skal have skylden eller i det mindste en del af den? For hvor er vi egentlig henne, når et forholdsvis alternativt selskab begynder at tænke for meget i profit i stedet for kunstnerisk frihed. Det er meget nærliggende at tro, at selskabet bevidst har prøvet at få deres guldfugl til at hoppe på tidens trend for derved evt. at kapre et nyt og større publikum. I bund og grund tror jeg dog, at Adams er fuldstændig ligeglad. Han vil formentlig fortsætte med at spytte albums ud i samme grad som Bob Dylans evige turnévirksomhed. Så må vi jo som lytter tage det sure med det søde, for der er trods al kritikken stadig de små, men få perler på denne skive, som får os til at kræve mere fra Adams’ produktive hånd. Men føj, hvor helhedsindtrykket stinker!

★★½☆☆☆

Deltag i debat