Plader

Cerrato: Me and You

Skrevet af Søren McGuire

En frygtindgydende stemning gør denne norske debutplade til særdeles stærk lytteoplevelse.

Det norske indie-selskab, Osito Records, har specialiseret sig i den mere eksperimenterende del af den unikke nordiske lyd, som man har valgt at døbe nordicana. Selskabet har en lang række fremragende og stilskabende orkestre i stalden, heriblandt Magic Pillows, Alpine Those Myriads og La Mascara Snake der alle på hver deres måde udfordrer nordicanaens grænser, i bredde såvel som i højde.

Men selskabets flagskib hedder i disse dage Cerrato, og det er dette fem mand store orkester, der med debut-LP’en Me and You for alvor skal få Osito Records’ meritter ud på det skandinaviske marked. Det er også ganske fornuftigt, at Osito Records har valgt at lægge stor energi og prioritet i udgivelsen af Me and You. Cerrato viser med debuten, at de på én og samme tid formår både at være søgende og afbalancerede i deres lyd, som peger i retning af Morricone-rock, shoegazer og klassisk folk. Denne smeltedigel af genrer er bestemt hørt før, men sjældent bedre og mere gribende.

Cerratos brug af synth-elementer og den stemning, der bygges på i sangene er ikke revolutionerende – man vil møde meget af den samme lyd hos eksempelvis Turin Brakes, Mew, Mazzy Star og Sparklehorse – men det er den måde, hvorpå det elektroniske og moderne fusioneres med den mørke og dystre nordiske melankoli, der skaber Cerratos unikke og stilskabende rolle på den norske musikscene. En scene hvis kendetegn netop er, at den næsten koger over af nærværende følelse og en helt naturfrygtende stemning.

Cerrato har en fremragende og særdeles særpræget forsanger og sangskriver i Maria Cerrato. Bag det kulsorte hår og de smukke øjne gemmer der sig et kunstnerisk sind, der tilsyneladende rummer en eksitensangst, næsten som det højtråbende motiv fra Edward Munchs berømte maleri, Skriget. Denne angst dukker med jævne mellemrum op i sangene og skaber et skarpt modstykke til broderen Luis Cerratos mere blide vokal.

På tre af pladens mest kraftfulde sange, Don’t Hide Your Face, Little Boy og King of the Night er Maria Cerratos vokal androgyn, karakterfuld og frygtindgydende smuk, og den er uden tvivl den skinnende sorte juvel i Cerratos krone.

Når synthesizerne er tungest, og Maria Cerratos særprægne vokal er skarpest, formår Cerrato at skabe et bredt og ekstremt følelsesladet udtryk, der må kunne gribe enhver lytter om sjælen. Det er som dommedags-pop, hvor lydbilledet er bredt og højtragende uden at være overdrevet. Med de vidtfavende lydbilleder fra synthesizerne og Maria Cerrato i front har Cerrato skabt et udtryk, hvor Tears for Fears mødes med Cowboy Junkies under en dyster norsk aftenhimmel.

Selvom Cerrato ikke helt holder den høje standard gennem hele pladen – hen mod slutningen mister sangene lidt af deres styrke – mestrer Cerrato alligevel at formidle lyden af hektisk storby-panik, angst for fremtiden og menneskets fortabelse. Måske er Cerratos Me and You i virkeligheden den musikalske pendant til Edward Munchs lærred.

★★★★½☆

Deltag i debat