Plader

Emmerhoff & the Melancholy Babies: If This Darkness Lingers

Skrevet af Søren McGuire

Lidt svær plade at holde af på grund af dens plagierende tendenser. Men der er gode øjeblikke i Emmerhoffs formørkede folk.

Det er en mørk mentalitet, der præger norske Emmerhoff & the Melancholy Babies’ nye album, If This Darkness Lingers. Denne form for rytmisk tungsind er efterhånden blevet en genre i sig selv, modigt ført an af orkestre som Sixteen Horsepower, som netop Emmerhoff plagierede så groft og uanstændigt på deres Loosebox-album, Lift to Experience og den knastørre Johnny Dowd. Emmerhoff viger aldrig langt fra inspirationerne, og vi hører dem således aldrig træde langt væk fra de støvede stier, som så mange andre før dem har betrådt. Det neurotiske, indadvendte og intense er fundamentet i orkestrets nordisk inspirerede doom-americana, der både halter og holder, hvad angår sangskrivning.

Godt nok er Emmerhoff hverken rige på idéer eller eventyrlyst, men det velspillende orkester fra Bergen skal alligevel have ros for at holde både stemning intakt og vision forholdsvis stringent gennem hele pladen. Emmerhoff skifter mellem tung americana-rock med brede horisonter og guitarriffs, der rocker så det halve kunne være nok og solidt slæbende, overflødig crooner-folk uden gennemslagskraft. Det er næsten forrygende, når der kommer tempo på, og næsten direkte ligegyldigt når der ikke gør. Sangene er lige så vindblæste, dekadente og medtagede, som det nu hører sig til, og produktionen er rigtig lækker og lad.

Emmerhof har desværre endnu ikke fået lagt Sixteen Horsepower-plagiatet på hylden, og de koger ofte for meget suppe på Colorado-orkestrets patenterede banjo/steelguitar/forvrænget vokal-opskrift. Det er svært at hamle op med Sixteen Horsepower, og selv om Emmerhoff sjovt nok er bedst, når forsanger Gunnar Emmerhoff med stort held prøver at lyde som David Eugene Edwards, så er det altså et problem, der grænser til det lidt pinlige. Men glemmer man for et øjeblik dette, så er sangene velspillede og flotte. Og ikke mindst farlige.

Det er imidlertid svært at se, hvad der lige berettiger Emmerhoff & the Melancholy Babies plads i din pladesamling. Og bortset fra et par enkelte slående bidder her og der, er der heller ikke meget, der forsvarer en eventuel investering. Tag og lyt til “Dark Horse”, “Shaky Ride” og “Monsoon” – måske er disse tre gennemgribende funky doom-folk-sange nok til at gøre pladen til en god investering for dig. Undertegnede så dog gerne lidt mere Emmerhoff og lidt mindre alt muligt andet.

★★★☆☆☆

Deltag i debat