Plader

David Kosteljanetz: One Night Only

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Minimalistisk 80’er-inspireret electropop og akustisk neofolk er de to forskellige udgangspunkter for David Kosteljanetz’ musik, og med en række fremragende og uformelle sange, er der kommet en rigtig god plade ud af det møde.

Når man lytter til debutalbummet fra danske David Kosteljanetz får man hurtigt et indtryk af, at der inde i ham befinder sig et musikalsk legebarn, der ikke er bange for at prøve grænser af, og som ikke forsøger at gøre musikken mere højtidelig end nødvendigt.

David Kosteljanetz har taget udgangspunkt i mødet mellem 80’er-inspireret electropop og en traditionsbaseret akustisk sangskrivning. Begge dele er i dette tilfælde skåret ned til det absolut minimale, og der er derfor ikke mange overflødige detaljer på dette album. Sangene består af simple akkordstrukturer og enkle elektroniske rytmer. I pressemeddelsen står der, at musikken ligner et dansk bud på electroclash, men dertil er musikken slet ikke frembrusende og dansabel nok. Der er nærmere tale om elektronificeret indiepop i retning af en gruppe som The Postal Service, der sidste år var ude i et lignende ærende med at få de to forskellige genrer til at nå sammen. Men jeg kommer også flere gange til at tænke på den mere klassisk klingende irske sangskriver David Kitt, hvis melankolske akustiske og primitive elektroniske univers David Kosteljanetz har et slægtskab med.

Allerede på pladens første sang, “One Night Only”, slås tonen an. Der er tale om intet mindre end en fantastisk popsang, der lyder lidt som en fætter til Postal Services “Such Great Heights”. Sangen er en duet mellem David Kosteljanetz og Signe Marie Schmidt-Jacobsen, og det er især sidstnævntes klare stemme, der sammen med en simpel trommerytme og en insisterende folkguitar sender musikken helt op i skyerne.

Sådan fortsætter pladen med den ene mere forrygende sang efter den anden, hvor vokalen deles mellem Kosteljanetz selv og en række gæstevokalister. I “The American” er der skruet helt op for 80’er-stemningen, mens en sang som “Isolation” er en mere traditionel folksang, der dog lige har det lille elektroniske twist, der gør den til noget specielt. Pladen indeholder en hel række sange, der besidder et melodisk potentiale, der sagtens kunne gøre dem til hitsingler, men som samtidig indeholder nok kant og særegen charme til, at det aldrig bliver ligegyldigt. Ud over “One Night Only” kunne et godt bud på pladens stærkeste sang være “She”, der er båret frem af en næsten overstadig energi og et simpelt klavertema.

Som nævnt har man fornemmelsen af, at Kosteljanetz er legesyg, og der er hele vejen igennem en meget uformel stemning over musikken. Men han har samtidig formået at holde idéerne i relativ kort snor, så de ikke løber løbsk og ender i stilforvirring. Der ligger en herlig minimalistisk charme over hele albummet, og Kosteljanetz har virkelig formået at skære ind til benet og definere, hvilke grænser der er for musikken. Det gør, at pladen virker stram og uden en masse løse ender, men deri ligger også den begrænsning, at de fleste af sangene ikke udvikler sig synderligt meget undervejs og derfor enkeltvist kan komme til at fremstå lidt for endimensionelle.

Men det er en skønhedsfejl i småtingsafdelingen på et album, der ellers er et ganske personligt bud på, hvordan singer/songwriter-genren også kan lyde i 2004. David Kosteljanetz formår at være moderne uden at lyde, som om han for enhver pris gerne vil være det, og One Night Only er en plade, der lyser kraftigt op i strømmen af tidens nye danske udgivelser.

★★★★★☆

Leave a Reply