Plader

The Low Frequency in Stereo: Travelling Ants Who Got Eaten by Moskus

Skrevet af Jakob Lisbjerg

The Low Frequency in Stereo er begyndt at spille mere rock, og de introducerer på deres andet album både vokal og orgel. Det første til ligegyldighed, det andet til noget, der ligger under middel.

The Low Frequency In Stereo er et dansk-norsk band, som spiller postrock. Eller det mente jeg da, de gjorde – da jeg havde trykket play på min cd-afspiller, strømmede der til min store undren nemlig Strokes-lignende musik ud af mine højttalere. Albummet med den lange (og skøre) titel Travelling Ants Who Got Eaten by Moskus er The Low Frequency in Stereos andet album, og jeg tog ikke helt fejl i min antagelse, for bandets første album er faktisk et afdæmpet postrock-album.

Åbningsnummeret, “Man Don’t Walk”, lyder meget som tidens musikalske hype og meget lidt som tidligere The Low Frequency in Stereo. Rytmen og hele lyden er meget Strokes-inspireret, måske endda lidt for meget. Men forventningen om at høre afdæmpet postrock får mig til at lytte interesseret til den anderledes lyd – trods alt. Og så kommer der pludselig også vokal! Det har The Low Frequency in Stereo ikke prøvet før – jeg tror, det er Signe Høirup Wille-Jørgensen fra Speaker Bite Me, der synger. Men hvorfor synger hun som P.J. Harvey? Nå ja, det plejer hun altid at gøre. Det er et oplagt og kedeligt åbningsnummer.

Det efterfølgende nummer “Hi-Ace” er ligesom åbningsnummeret ret uptempo, men hele nummeret virker lidt ligegyldigt som et lidt for langt mellemspil, der bare gentages uden noget, der rigtigt minder om udvikling. Gentagelse kan have sine kvaliteter, men her er det bare kedeligt. Øv. Og der er faktisk flere numre på albummet, som netop i gentagelsen bliver kedelige og faktisk en smule irriterende. “Limousine” er et meget klassisk postrock-nummer med flere guitarmelodier, men det er simpelthen for repeterende – og når melodien så heller ikke er god nok til at fange interessen, og nummeret ender i en kliché med masser af støj, er det simpelthen ikke godt nok. I det nummer skal det dog fremhæves som noget positivt, at den mandlige vokal først kommer ind efter næsten tre minutter.

Travelling Ants Who Got Eaten by Moskus benytter The Low Frequency in Stereo sig meget af orgel. Sådan et godt gammeldags Hammond eller noget, der ligner. Jeg kom til at tænke på de glade 90’ere og især bands som The Charlatans og egentlig også The Doors. Dels er lyden på orglet ofte den samme, og dels dyrker The Low Frequency in Stereo ligesom sine forbilleder en slags improviseret orgel, eller måske skal vi bare kalde det for et improviseret udtryk. Hammond kan virke aldeles glimrende de rigtige steder, men dem er der få af på Travelling Ants Who Got Eaten by Moskus. Et nummer som “Astro Kopp”, der med sit breakede beat og sin rockguitar minder om Oasis eller Mo’Wax-bandet South, bliver lidt dårligere af orglet, som kommer halvvejs inde i nummeret. På det The Jesus and Mary Chain-inspirerede nummer med den lidt lange titel “The Sun and the Moon and the Stars in the Sky” virker orglet direkte kikset. Og på titelnummeret, der er ret orgelbaseret, virker orglet så jam-agtigt, at jeg blev ret glad, da dets rolle blev mindre betonet efterhånden, som nummeret skred frem. Og nummeret blev også bedre af det.

Når alle de sure kommentarer så er skrevet, har albummet også nogle (dog ret spredte) positive momenter. Titelnummeret er som skrevet ret godt, selv om man kunne ønske, at støjen i nummeret fik lidt mere ro og en hel del mindre solospillende guitar; men det er nok en detalje. Nummeret virker for øvrigt langt, men ikke sådan rent kedeligt. I “Slow Train Coming” hjælper Signe Høirup Wille-Jørgensen endnu en gang til. Og her er hendes karakteristiske stemme endnu mere dominerende. Det er et nummer, som virker godt de første par gennemlytninger, men derefter virker det egentlig en smule nemt og som skrevet efter en velkendt rock-opskrift.

Albummets sidste nummer, “Hazelwood”, er på en måde albummets bedste. Den lange intro og den groovy basgang, som ligesom giver nummeret en ridende fornemmelse, det kører bare der ud af som i The Doors’ Riders on the Storm. Nummeret har både horn og tremologuitar, og der er måske lyden af regn eller anden støj i baggrunden? Og så kommer orglet ind. Og ligesom guitaren på titelnummeret fylder orglet her et hul ud, som slet ikke er der.

The Low Frequency in Stereo har på Travelling Ants Who Got Eaten by Moskus introduceret orgel og vokal i deres musik. Vokalen tilføjer ikke noget uhørt nyt hos bandet og deres musik, mens orglet nogle steder faktisk lidt ødelægger noget godt musikalsk grundstof. Jeg synes dog godt om Hammond og er glad for, at instrumentet kommer lidt frem igen. Men til Low Frequency in Stereo vil jeg dog sige: brug orglet lidt mindre og lidt mere overvejet på jeres næste album.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat