Plader

The Mountain Goats: We Shall All Be Healed

John Darnielle er en finurlig historiefortæller. Han opbygger personligheder, som leger rundt med sin lytters fornuft og verdensopfattelse. Med skælvende stemme og herlig folkpop lykkes det det ham under navnet The Mountain Goats at levere en af sine bedste plader i karrieren.

Dygtige musikere skal ikke være perfektionister, for langt de fleste dygtige musikere, som er perfektionister, udgiver et par geniale plader og lader herefter enten stilheden lyde eller dropper de forhenværende dyder og udgiver middelmådige plader. Heldigvis hører John Darnielle – guitarist, sanger, sangskriver og drivkraften i The Mountain Goats – ikke blandt disse frygtelige mennesker. We Shall All Be Healed er den seneste udgivelse i Mountain Goats’ frodige, nu 17 plader store bagkatalog, og pladen viser, at Darnielles pen stadig er skarp.

Som det var tilfældet med Tallahassee fra 2002, Mountain Goats’ første udgivelse hos 4AD, er We Shall All Be Healed ligeledes helt fri for den statiske båndstøj (tidligere plader blev indspillet via en Boombox), som tidligere var blandt Mountain Goats’ varemærke – pladen er produceret af producermagikeren John Vanderslice. Selv om det analoge lofi-knas syntes at være et ret så vigtigt element på de tidligere plader, kan Darnielles sange sagtens tåle at fremstå mere “nøgne” og digitalt klare.

We Shall All Be Healed er en sær, fascinerende rejse gennem de mange små snørklede tunneller i hovedet på en mand, som viderebringer budskaber fra gyserfilm, okkulte begivenheder og andre forvirrende ting og omskaber dem til sange.

Darnielle spiller oftest en excentrisk rytme på sin akustiske guitar og synger med en skælvende stemme, der med sin blanding af alvor, sjov og fortællelyst lyder som en blanding af førnævnte John Vanderslice og Jeff Mangum (Neutral Milk Hotel).

I “Linda Blair Was Born Innocent” får vi åbne akustiske guitarriffs med plukkede violintoner og en titel, der genkalder den uforglemmelige optræden fra den daværende barneskuespiller, som skræmte hele verden i The Excorcist. Sangen gør grænsen mellem filmverdenen og den reelle verden intentionelt sløret.

Med et let lag af forvrængning på det akustiske guitarspor og den vrælende vokal er vi med på et billigt hotel, hvor fortælleren er faldet i søvn til “Poltergeist”. Han drømmer om et kamera, der peger ud fra fjernsynet, og den gentagne linje sangen igennem lyder »headstones climbed up the hills« – vi lærte jo fra filmen, at man aldrig bør bygge oven på en kirkegård.

Vi har desuden to sange med titelreferencer til Belgien. “Letter from Belgium” bliver sunget med en Lou Reed-agtig alvorlig mine, en blanding af hallucinatorisk humor og gys, med »freelance drawing of Lon Chaney,« »blueprints for geodesic domes« og en udbredt paranoia. “Your Belgian Things” er mere afdæmpet med et yndigt klavertema og fortællingen om disse belgiske tingester, som ikke er helt ufarlige: »The men were here to get your Belgian things / They waltzed right through the door and went flourescent.«

Darnielle er snarere en stærkt utroværdigt fortæller end en singer/songwriter med bekendelser og tilståelser. Der er næppe lighedstegn mellem Darnielle og alle de skøre personligheder i hans univers, men der træder da mere personlige eller i hvert fald universelle følelseselementer ind i sangskrivningen. En sang som “Home Again, Garden Grove” omhandler et tilbageblik på de rare og simple highschool-dage; det er berøvede illusioner om et sted, som end ikke holdt på én eneste illusion til at starte med.

We Shall All Be Healed fungerer glimrende og rangerer i denne bog blandt de bedste Mountain Goats-plader. Der er masser af sange, som vil fornøje, forvirre og fryde sin lytter.

★★★★½☆

Lyt til “Palmcorder Yajna”:
[audio:http://www.cissme.com/bgroup-us/dl/4ad/mount/cad2401cd-02.mp3]

Deltag i debat