Plader

Museum: Der kommer nok en dag

Skrevet af Siri Jungersen

Til trods for bandets navn er denne demo hverken kedelig eller støvet; det er derimod velproduceret dansk rock. Museum har med deres fjerde udspil skabt den følelsesladede og nærværende stemning, de drømte om at skabe, da de for to år siden gik i studiet igen.

Man gribes af en ophøjet stemning ved de første toner fra Museums nye demo-udspil. Allerede efter den meget smukke, 30 sekunder lange intro til sangen Der kommer nok en dag er man overbevist om, at denne demo er noget, vi kommer til at høre mere til.

Museum startede i 1998 i København og udgav i 2001 deres anden demo Young Again, der for alvor satte skub i karrieren for det ellers forholdsvis ukendte band. Young Again medførte blandt andet en P3 pris-nominering, airplay og forskellige jobs som blandt andet opvarmning for britiske Echo and the Bunnymen. Til trods for succesen vendte Museum i 2001 tilbage til studiet med ambitioner om at skabe mere nærværende sange og valgte i denne anledning at bruge det danske sprog frem for det engelske. De udgav i 2001 deres første dansksprogede cd Fuld af rockmusik, og med hjælp fra producer Morten Bue (Moi Caprice, Moon Gringo) er drengene nu klar til at indtage den danske musikscene for alvor med Der kommer nok en dag.

Den kraftfulde guitar, den blide synthesizer og forsanger Kristian Helmuths sarte vokal er en god kombination, der i et flygtigt øjeblik leder tankerne hen på en fusion mellem Coldplay og Mew. Netop Helmuths lidt skrøbeligt lydende vokal passer perfekt til de to stille numre Der kommer nok en dag og Jeg kan næsten røre dig, men mangler dog lidt styrke og skarphed i sangen Vild med at vælte, hvor han til tider lyder en anelse anstrengt.

De velskrevne tekster fuldender værket og får i særdeleshed Der kommer nok en dag til at gå op i en højere enhed. Kærlighed og følelser er i højsædet i Museums tekster, der virker velstrukturerede og med dybde. De velkendte overfladiske kærlighedsklichéer er skiftet ud med eftertænksomhed.

De to andre sange på CD’en, Jeg kan næsten røre dig og Vild med at vælte lever fuldt ud op til den høje standard, som titelnummeret sætter. Med strygere og piano i baggrunden følger Jeg kan næsten røre dig godt op på titelnummeret og skaber samme storslåede stemning, hvorimod Vild med at vælte er mere poppet og catchy.

Coveret er hverken opsigtsvækkende eller originalt, men er gennemført og i orden – rent faktisk kunne man godt forledes til at glemme, at her rent faktisk er tale om en demo, hvis ikke det var for det grimme papirmærkat, der er klistret på selve cd’en og nådesløst bringer én tilbage til virkeligheden.

Der er ikke kommet noget nyt eller revolutionerende under den danske musikhimmel med Museums demo – men hvem siger, at originalitet er et krav for at skabe god musik?!

Alt i alt en lækker lille velproduceret skive, som uden tvivl kommer på mit stereoanlæg mere end én gang. Nærværende, melodiøs dansk rock i den gode ende og for den præstation ser jeg mig nødsaget til at give dem fire U’er; mindre kan simpelthen ikke gøre det.

★★★★☆☆

Deltag i debat