Interview

Musik uden mellemmænd

Hovedparten af den dansk stab af folk-sangere har altid haft lettere ved at tale til fadølsgenet fremfor følelserne hos publikum. Men Lasse Vestergaard, en ung sangskriver fra Aalborg, lader til at være den, der skal gøre dansk folk-musik både sober og seriøs. 08.03.04

Lasse Vestergaard udgav i 2002 solodebuten Songs from the Bitter Moon & Other Stories to Tell. Den 24-årige lærerstuderende fra Aalborg havde få år forinden fungeret som forsanger i rockorkestret Daisy, der på den tid var blandt frontløberne for den nordjyske undergrundsscene. En scene der i så mange år havde levet i lidelse og tort i skyggen af en tonstung heavymetal-scene, provinsiel fadølsrock, beruset syng-med-mentalitet og brægende røvballerock. Det lykkedes aldrig for hverken Daisy eller andre af Aalborgs spirende indie- og rockorkestre at nå op til overfladen og nå det bredere gennembrud, som mange af dem egentlig fortjente.

I stedet for at koncentrere sig om sit lærerstudie valgte Lasse Vestergaard efter bruddet med Daisy at arbejde videre med sin egen sangskrivning, og selv om singer/songwriter-fænomenet længe har været direkte synonymt med lokalradio-troubadourer, ufarlige familiefestivaler og halvtomme forsamlingshuse, var Lasse alligevel blevet så betaget af genren, at der ikke var anden udvej end at tage kampen op mod de fordomme, folk end måtte have over for denne genre.

Få tøserne til at holde kæft
Songs from the Bitter Moon & Other Stories to Tell viste, at Lasse Vestergaard bestemt havde talentet til at skrive fine folk-melodier. Størstedelen af sangene på debuten lå i den mere poppede ende af skalen, og selvom der hen ad vejen manglede en stram vision med de folk-inspirerede popsange, var de alligevel af en så høj kvalitet, at man ikke var et øjeblik i tvivl om, at talentet var stort. Vestergaard ønskede ikke at binde sig rent musikalsk, og det var primært et ønske om at høre sine egne sange i endelig indspillet form – at stå med sin egen plade i hånden, der var Lasse Vestergaards egentlige incitament til at udgive Songs from the Bitter Moon & Other Stories to Tell.

Debuten gav desuden Lasse Vestergaard den uvurderlige mulighed for at tage sine sange med ud i landet, og en omfattende turné på landets caféer og mindre spillesteder gav Lasse Vestergaard troen på, at sangene trods alt indeholdt en vis værdi. Også selv om det krævede et stort mod af den unge sangskriver – han skulle nu stå alene på en scene med sine sange for første gang.
Men når jeg kunne få tre storsnakkende tøser til at holde kæft under en sang, måtte jeg jo have gjort noget rigtigt,” siger Lasse Vestergaard om jomfruturnéen, der skulle teste, om sangene også kunne holde vande, når de skulle leveres live.

Et skridt ad gangen-proces
Tracks har Lasse Vestergaard imidlertid fundet et udtryk, der er langt mere modent, end man kunne forvente af en sangskriver midt i tyverne. Han har taget trygt ophold i samme retning som den country-inspirerede folk-musiks bedste sangskrivere, og Lasse Vestergaard befinder sig ikke langt fra Richard Buckner, Tim Easton og Ryan Adams. Om den musikalske tilblivelse af Tracks fortæller Lasse Vestergaard:
Jeg har været et helt andet sted både musikalsk og personligt. Jeg har dyrket et renere udtryk, arrangementerne er ikke fastlåst, og der har været stor plads til udfoldelse og improvisiation. Pladen er jo indspillet live, hvilket vil sige, at hver enkelt sang som regel er blevet lavet i fem eller seks versioner, hvoraf den “œbedste” er blevet valgt ud. Tiden har været kort i studiet; det egentlige arbejde har bestået i at vælge de rette versioner af sangene. Det rette feel, groove og udtryk har betydet mere end småfejl og musisk perfektionisme. Vi har også i højere grad valgt de takes af sangene, som på en eller anden måde skillede sig ud – både godt og skidt.


Grundreglen i sangene på Tracks har været kravet om, at de har skullet fungere med kun Lasse Vestergaards guitar. Det har betydet, at det ikke har været nødvendigt at tænke i arrangementer eller instrumentation under selve sangskrivningsprocessen. Det har kun været melodi, tekst og udtryk, der har været afgørende om, hvorvidt Lasse har fundet sangen holdbar.
Jeg kalder det for ‘et skridt ad gangen’-processen – måske noget medfødt nordjysk, jeg ved det ikke. Men det er sangene, der bærer en plade fremfor den rette produktion og lyd. Dermed ikke sagt at lyden ikke spiller en rolle, men jeg har helt overladt produktionen til Jacob Froberg. Jeg ved, at han har bestræbt sig meget på at ramme en amerikansk lyd og bevidst undgået den alt for kendte danske/europæriske lyd.

Plads til dobro
Selv om sangene på Tracks først og fremmest er skrevet til Lasses egen guitar, udgør Lasses orkester, The Red Light People, en vigtig del af sangskrivnings- og indspilningsprocessen. Der er især gjort god plads til brugen af dobro, den umisgenkendelige amerikanske slideguitar (et instrument som har fået sin renæssance efter de seneste års bluegrass-revolution).
Jeg tror, at alle komponister gerne vil høre deres værker spillet af et orkester. Glæden ved at spille musik ligger for mig lige så meget i at spille sammen med andre som i at komponere. Og en god sang bliver bestemt ikke værre af at blive spillet af dygtige folk. Bandet tilfører jo sangene noget nyt, et helt andet andet præg. De repræsenterer den del af pladen, der svinger og rocker, hvorimod at jeg som solist repræsenterer den mere ærlige og enkle udtryksform – et minimalistisk og mere indadvendt udtryk.

Det kan umuligt diskuteres, hvorvidt Lasse Vestergaards brug af dobro tilfører Tracks et udtryk, der peger i retning af country.
Jeg har dog aldrig været meget for den rendyrket country-stil. Men heldigvis er jeg jo vokset op med alternativ country i form af Dolly Partons Jolene og senere Violent Femmes, Whiskeytown og alle de andre. Det har været den eneste form for country, jeg har været optaget af. Jeg har ikke forsøgt at sammensætte punkens spillemåde med country, som efter sigende skulle være den rette opskrift af alt.country. Jeg har snarre forsøgt at benytte de redskaber fra countrymusikken, som siger mig noget, i en mere rocket facon. Især med musikken som country og vokalen som mere rocket.

Svære følelser
På det lyriske plan skinner det tydeligt igennem, at Lasse Vestergaard er blevet voksen. Måske endda lidt for hurtigt. En personlig tragedie satte sidste år et midlertidigt stop for indspilningerne af Tracks. At sorgen så har givet sangskrivningen et ekstra skub er tydeligt i den let vemodige tone, der præger sangene.
Pladen viser, hvem jeg er nu, og hvem jeg har været det sidste års tid. Den vidner om gode tider og svære tider. Den er blevet en slags erindringsskildring for mig, og jeg tror, den rummer mange af de følelser, man møder i et liv; glæden ved kærligheden og livet og frustrationen og vreden over kærligheden og døden. Den er samtidig blevet en personlig hyldest til en meget speciel person, jeg har mistet. Den slags følelser er jo som bekendt svære.

En sang om ugen
Alligevel kredser Lasse Vestergaards sangskrivning snarere om et næsten naivt forhold til kærligheden end om tab og tragedier. Der er ingen bitterhed i sangene, men i højere grad en afklarethed i forhold til livet og kærligheden. Men samtidig når Lasse også momentvis op i forelskelsens lyserøde skyer med nyt mod, ny energi. Og ligesom sorgen ofte afspejles i Lasse Vestergaards sørgmodige sange, finder glæden også sin rette vej ind i pladen. Det kan høres på den svingende og rå As Pretty As Last Night, der tempofyldt tæsker derudad med den autentiske dobro-lyd i bagagen. Uden at se sig tilbage.
Jeg har prøvet at skrive mindst én ny sang om ugen. Derfor spreder sangene sig over et helt år af mit liv. Nogle af dem har været lette at gå til, mens andre har været sværere at skrive. Når man har med følelser at gøre, er det jo ikke altid lige let. Jeg har altid været optaget af ikke at lave en ‘greatest hits plade’, hvor det er de enkelte sange, der fortæller historien. En plade skal hænge sammen og i sin helhed fortælle en historie.

Samme person bag sangen
Lasse Vestergaard nævner selv en lang række inspirationskilder, der strækker sig fra hans mangeårige fascination af Bob Dylan og Neil Young til fællesskabet med vor tids singer/songwriter koryfæer som Ryan Adams, Ron Sexsmith, Matthew Jay og Elliott Smith. Fælles for disse er i følge Lasse Vestergaard blandt andet det underspillede og kantede.
Jeg har lyttet meget til musik, der fremstår ærligt, let, direkte og udtryksfuldt. Jeg har ladet mig fascinere meget af underproducerede ting, mere alternative og mere lofi, end jeg tidligere har gjort. For mig betyder begrebet singer/songwriter, at musikken bliver leveret uden om mellemmand. Forstået på den måde at det er én og samme, der har følt, skrevet, sunget og spillet sangene. Det er en ren form for udtryk, hvor sangen bliver behandlet, som den er ment! Jeg siger ikke, at mine sange er leveret perfekt i mine versioner, men sådan er de nu engang ment.

Mit mål med musikken er, tror jeg, at skrive en sang, der vil kunne stå alene, en sang som 91% af befolkningen vil kunne genkende på den ene eller den anden måde. Men jeg skriver først og fremmest for mig selv! Men netop derfor ville det også være fedt at ramme en følelse, som går igen hos folk.

www.lassevestergaard.dk

Deltag i debat