Plader

Rhea Sylvia: s.t.

Den relativt ukendte duo præsterer med deres tredje demo at fremtrylle underspillet elektronisk pop tilsat hverdagspoetisk dansk lyrik, men taber dog overordnet sig selv ned i den kitschede plagiattønde.

Jeg har længe studset over denne lettere anonyme demo begået af den danske duo, Rhea Sylvia. Den synes ligesom ikke rigtigt at lade sig definere. Dette er ikke alene fordi, musikken besætter en hidtil lidet omtalt genre, der må betegnes som dansksproget electropop, men også fordi det virker enormt svært at tage musikken alvorligt, ikke mindst fordi det på gruppens hjemmeside står skrevet sort på hvidt, at de tvivler på sig selv og fremtiden.

Det sære foretagende har overraskende eksisteret siden 1996 og har siden 2000, ad ydmyge veje, fremskabt tre cd’er med hver tre numre. Arbejdsopgaverne er fordelt således, at René Møller skriver lyrikken, der hæver sig flot over feltet af sangskrivere fra karrierekanonen og den øvrige demoscene, mens selve musikken leveres af Jacob Juhl og sandsynligvis dennes computer; der er nemlig langt mellem anvendelsen af de traditionelle instrumenter i Rhea Sylvias musik. Til gengæld er der rigeligt med simple beats og lyttevenlige keyboardflader, hvilket sammenfattes til fint genererede melodier. Desværre er der en tendens til, at disse repeteres, indtil man trættes.

Af de tre numre må indlederen “Bedårende tosse” siges at udstråle størst fantasi og uafhængighed. Ved hjælp af trommeloops på sprøde pads og computerstrygere forenes musikken fint med René Møllers sødmefulde croon. Nummeret benytter sig også virkningsfuldt af afsluttende blæserflader, en effekt der ikke ulig Mews “Comforting Sounds” ville gøre sig fint i kommerciel radio. Desværre efterfølges den første skæring af to acceptable, men meget uopfindsomme kompositioner, der stjæler med arme og ben fra Depeche Modes industrielle rytmik og heller ikke afser sig fra af fremføre det melodiske håndværk, så det er umuligt ikke at tænke ærgerlig plagiat.

Det allerbedste ved fænomenet er bagmændenes humoristiske megalomani og selverkendelse, der imidlertid gemmes godt bag det seriøse tekstunivers. I den forbindelse har jeg i tilgift med demoen fået den officielle historie om Rhea Sylvia på skrift, der må siges at være en meget lang og underholdende beretning om, hvordan Møller og Juhl siden tidernes morgen har influeret og fungeret som moder for enhver stor bølge i musikkens historie. Blandt andet postulerer de to herrer at have skrevet Kongens hit “Blue Suede Shoes”, som desværre blev dem frastjålet dengang, de kaldte sig The White Niggers og tabte sangen til den ukendte lastbilchauffør i et spil kort. Ydermere stammer navnet Rhea Sylvia fra det latinske sagn om Romerrigets grundlæggelse. Her er det navnet på verdensmagtens grundlægger Romullus’ mor. Man kan altså konstatere, at duoen forestiller sig selv som den ukrediterede og oversete skabere bag mægtige triumfatorer og eviggrønne, musikhistoriske koryfærer.

Indtil gruppen en dag begynder at tage sig selv alvorligt og investerer fantasiens kræfter i en grundig udforskelse af deres personlige præg, må de dog nøjes med at være musikbranchens talentfulde, men uopdagede standup-komikere.

★★½☆☆☆

Lyt til “Bedårende tosse”:
[audio:http://www.rheasylvia.dk/musik_mp3s/rhea_sylvia___bedaarende_tosse.mp3]

Deltag i debat