Plader

Shere: Not Los Angeles

“Soft and pretty, really. Just soft and pretty.”

Shere er en duo, der til fulde må siges at leve op til betegnelsen “undergrundsband.” Således giver en søgning på bandets navn og plade på det almægtige internet blot syv hits – til sammenligning resulterer “epo-555” og “jomi massage” i hhv. 187 og 909 hits. Det er da også sparsomt, hvad man kan få ud af oplysninger om gruppen, der først blev dannet i sommers, men allerede tre (!) måneder senere udgav dette album. De to medlemmer David Stir og Ali Deniz Ozkan har dog kendt hinanden længe og tidligere spillet sammen i Swoan, der har haft æren af at åbne for både dEUS, Mogwai og Arab Strap.

Netop Arab Strap er da også en oplagt reference, da Shere har den repeterende tone til fælles med skotternes lyd. Men her hører sammenligningerne også op, for Aidan Moffats rytmik og dystre klang ligger milevidt fra Sheres betagende lette musik, der yderligere er kendetegnet ved sin yderst sparsomme instrumentering. Musikalsk er bandet nok nærmere beslægtet med en kunstner som Havergal, mens det især er Josh Hadens og Nikolaj Nørlunds vokaler, der dukker op i erindringen under gennemlytningen af Not Los Angeles. Dog med den væsentlige difference, at Shere gennemgående benytter sig af et varmt Rhodes-piano, der leder tankerne hen på Radioheads “Morning Bell” og især “Everything in Its Right Place”.

Umiddelbart har vi altså at gøre med et lydunivers, der befinder sig i den nedtonede og sensible ende af skalaen. Og alligevel fornemmer man en indestængt vrede, der ulmer bag de afdæmpede arrangementer og pæne vokalharmonier. Det er, som om Stir og Ozkan gerne ville begå et mord, men i virkeligheden er alt for søde og elskværdige til at kunne gøre det – og så må nøjes med at nynne lidt for sig selv og hviske bitterheden ud mellem læberne. Det ændrer dog ikke ved, at pladen primært er rar at lytte til og som sådan næppe vil skræmme nogen væk – formentlig vil den kunne sættes på til en familiemiddag uden at gøre den store skade.

Spørgsmålet er så, om albummet vil tiltrække nye, opdagelseslystne lyttere; det bliver hurtigt kedeligt med en så enslydende plade og et komplet fravær af trommer og percussion. Enkelte numre skiller sig en smule ud, såsom den optimistiske “All the Special You” og den inderligt bitre “One by One” med omkvædet »Kill them all / One by one« og en vokal presset så langt frem i lydbilledet, at den underliggende musik stort set ikke bemærkes. Men ellers må man nok erkende, at man ikke skal investere i Not Los Angeles for at få udvidet sin musikalske horisont. Til gengæld er der flere års garanti på nætter, hvor man kan nyde at falde i søvn til de varme, blide og indbydende toner af to unge, raske fyre, der desværre aldrig rigtigt blev til noget inden for seriemorder-branchen. Hvem ved – måske de en dag mander sig op og begynder at spille den onde norske dødsmetal…

★★★☆☆☆

Deltag i debat