Plader

Starflyer 59: I Am the Portuguese Blues

Den lækre blanding af shoegazer og doven popmusik er midlertidigt lagt på hylden med en plade, der giver sig i kast med blues’et rock’n’roll med tydeligt Starflyer 59-aftryk. Det er meget sjovt i farten, men det bliver aldrig rigtig godt.

Starflyer 59 hører blandt de bands, som har holdt selskabet Tooth and Nail flydende i omkring 10 år nu, og de har ligeledes været yndlinge i de fleste indiekredse. Men hvis der er noget, som Starflyer 59 er kendt for, så er det at levere et solidt stykke håndværk. Døsig og dagdrømmende shoegazerpop har altid været bandets varemærke. Siden 1998 med den luftige og bittersøde plade Fashion Focus blev sangskrivningen vendt mere mod poppen og de gode melodier fremfor de svimlende guitarfeedbacks og tremolovridninger. Poppen var i højsædet, noget der har holdt fire plader frem til sidste års udmærkede Old.

Hvad der ud over musikken karakteriserede de tre første plader var pladecovernes simple, ensfarvede stil. Det første cover var sølvfarvet, det andet guldfarvet og det tredje blodrødt. Herefter skiftede bandet musikalsk stil, og coverne skiftede samtidigt med. Så spørgsmålet er, om et cover i Starflyer-regi kan fortælle noget om musikkens stil. Det kan man i hvert fald forledes til at tro ved at kig på bandets seneste afkast, I Am the Portuguese Blues, der har fået tildelt en monokrom, let blåtonet grå farve. Så det har været med visse forventninger, at den nye plade blev lagt i CD-skuffen. Men lad det være sagt med det samme: Coverets ensfarvede karakter snyder en god del, for det musikalske udtryk, der serveres her, er nærmere blues’et rock’n’roll, end det er “popgazer.” Det kan forekomme som noget af en overraskelse for Starflyer-fans, men en forandring har på sin vis også været tiltrængt, til trods for at man på ingen måde har kunnet klage over kvaliteten.

Det er en nedbarberet lyd, vi får på I Am the Portuguese Blues. Overdubbing, som ellers har været en ofte benyttet optagelsesteknik hos bandet, er for det meste blevet lagt på hylden på det nye udspil. Med den sparsomme besætning af tre musikere i bandet, giver denne tilskårede lyd fornemmelsen af en liveversion af Starflyer 59, hvor energien og intensiteten ligger som det synergiske drive hos bandet frem for forstærkning og ekstraspor. Det er ligeledes den første Starflyer 59-plade, hvor højtlydende/afdæmpet-dynamikken er væk. Rocken vinder pladen igennem, og man skal se meget langt og lige så forgæves efter numre som “Fell in Love at 22”, “You Think You’re Radical” og “Can You Play Drums?”. Det er 10 numre med fuzz, surf og Jason Martins altid lækkert dovne vokal – alt sammen klaret på knap 28 minutter.

I Am the Portuguese Blues starter fint med “Wake Up Early” med rullende basgang og et simpelt beat, der bevæger sig mod hvinende guitarriffs. Hvis man skal lave en sammenligning (noget, der ikke er aldeles ladsiggørligt), er vi en smule ovre i Americana-territorium (pladen, ikke genren). Det er en slags pendant til nutidens populære rock’n’roll-bands, dog med en tydelig Starflyer 59-signatur. Det er godt enkelte steder (allerbedst med “Destiny”, som blander lækre surfelementer ind i en sørgmodig melodi, der som den eneste skiller sig en smule ud) og acceptabelt andre. Det bliver aldrig dårligt i selskab med Starflyer 59, men i tilfældet I Am the Portuguese Blues bliver det heller ikke for alvor godt, som man forventer sig af bandet (sådan er det at have dyre vaner!). Det er simpelt, fremadrettet og rocket – med sådan en formel går det charmerende og små-sofistikerede tabt ved Starflyer 59. Der er ingen eftertænksomhed at finde her, og der er heller ingen drømmerisk tone.

Det er som nævnt en kort plade med en varighed på end ikke en halv time, så de 10 sange fræser hurtigt forbi. Det er meget sjovt, så længe det varer, men heller ikke mere end som så. Med sangenes ensartede, simple struktur bør pladen heller ikke være længere. Bandet har selv udtalt, at I Am the Portuguese Blues skal ses som en musikalsk afstikker i forhold til det udtryk, vi har vænnet os til fra deres side i løbet af de foregående otte plader. Der ligger samtidigt et løfte om endnu en plade i år fra popgazernes hånd. De går i studiet igen til maj, så lad os håbe at det er med en håndfuld længere holdbare sange. Vi ved jo, at de kan!

★★★½☆☆

Deltag i debat