Plader

Donato Wharton: Trabanten

Varm, stille og melankolsk ambient-electronica til dig der skal have lidt mere af det, du allerede kender.

Den unge tysker Donato Whartons Trabanten er et sødt lille lyddokument fra en fyr, der kender sine moderne klassikere. Han spiller guitar og har adgang til de traditionelle computerbaserede redigeringsprogrammer som alle andre. Hans musik består af små melodiske temaer, der er klippet op, omarrangeret og peppet op med den åh-så-velkendte minimale electronicalyd. Det er morsomt – og også lidt trættende – som historien gentager sig igen og igen og igen, hver gang en ny musikalsk genre eller stilart tager sin form.

Da The Orb i starten af 1990’erne opdaterede ambientmusikken med høflig skelen til både Brian Eno og Pink Floyd, rykkede det, og det var tydeligt at høre, at noget nyt var i gære. Her var nogle musikere, der nærmest var euforiske over at have opdaget de nye legetøjskasser, som de med julelys i øjnene kastede sig over.

Ikke mange år gik, inden The Orb lød som en bleg kopi af sig selv, godt hjulpet på vej af alle de musikere der lod sig inspirere af deres lyd. Sådan er det også gået med sen-90’ernes i begyndelsen mere radikale ambient. Pole, Vladislav Delay og Mille Plateauxs Clicks & Cuts-compilations indvarslede nye elementer og nye lydkilder, der til en start virkelig fik én til at spidse ører. Men også her har historien på grummeste vis gentaget sig selv.

Thomas Knak og hans kolleger i Future 3, der selv har deltaget i denne stille revolution, har ofte slået til lyd for, at musik ikke skal gøre opmærksom på sig selv. Den skal ikke provokere, den skal ikke give sig ud for at være mere, end den er, den skal bare være. Det virker som om, dette lidt konfliktsky synspunkt har spredt sig mere, end godt er. I hvert fald er det, at hvad begyndte som en opvarmning af ens sind og hjem og som en velgørende udforskning af nye klange og strukturer nu er endt som næsten ligegyldig baggrundsmusik. Gårsdagens avantgarde er i dag udvandet mainstream. Sådan er det. Og fred være med det.

Der er således ingen grund til at beskrive de enkelte numre på Trabanten, da de alle repræsenterer en allerede standardiseret måde at lave luftig, klikkende og atmosfærisk electronica på. Det knitrer, suser og hopper adstadigt af sted på den helt rigtige måde. Det lyder som tidlig Pole, en knap så billedeskabende udgave af Rechenzentrum, en ikke helt så opfindsom Opiate. Det er da også de sædvanlige ord som fravær, distance, melankoli og stille tristesse, der melder sig, når musikken skal beskrives.

Det er behageligt, det er rart, det er iørefaldende – ja, selv de “støjende” elementer lyder godt.

Donato Whartons lille varme sag af en cd lægger sig altså fint ind i feltet af ovennævnte kunstnere, uden dog hverken at udvide eller nydefinere en allerede knæsat genre. Er man fan af den slags, eller trænger man til noget nyt og upåtrængende, der alligevel gerne må lugte lidt af avantgarde, at sætte i afspilleren, når man har vennerne til kulturel og adspredende passiar, er Trabanten udmærket at investere i.

★★★☆☆☆

Deltag i debat